Georg Brandes – en tragisk forfører

Hvornår startede kulturradikalismen i Danmark? Ifølge Jørn Nielsens kronik var det kritikeren Georg
Brandes som med sin foragt for Bibelen og kristendommen banede vejen for en afkristning af det danske samfund.Siger navnet Georg Brandes (1842-1927) dig noget? Nej, vel? I dag er han nærmest glemt. Af Jørn Nielsen, Næstved
Forfatter og kommentator

Vi husker ham måske svagt fra dansktimerne i skolen. Han var litteraturkritiker, men forfægtede lidenskabeligt den såkaldte naturalisme, kristendommens absolutte modsætning, som bl.a. forkyndte ”fri kærlighed” og hedonisme, hvilket i praksis betød seksuel løssluppenhed – en erotisk opløsningsproces på et ”højt” intellektuelt niveau under et litteratur- og kulturhistorisk slør.
Og sådan har Georg Brandes (GB) også forsvaret sine mange erotiske sidespring. Hans frie elskovsforbindelser begyndte i 1867, da han trådte i forbindelse med en gift kvinde, fru Caroline David, der var 12 år ældre end han og mor til 6 børn. Indtil da, altså til sit 25. år, havde han ifølge eget udsagn aldrig kysset en pige. Men nu skrev han fremover med bidende satire mod det kristne kyskhedskrav, hvor han kun havde foragt til overs for seksuel selvtugt og forsagelse.

Særligt tragisk er det at læse om hans forhold til den smukke, svenske forfatterinde Victoria Maria Benedictsson (1850-1888), som faldt for ham som foredragsholder og charmør og blev hans elskerinde, hvorefter hun tog sit eget liv. Kort forinden havde hun skrevet til lederen af en kvindebevægelse, Sophie Adlersparre: ”Den lære, han prædiker om den frie kærlighed er et hjerteløshedens evangelium…grundet på kvindeforagt og grumhed.” Og til Brandes selv skrev hun: ”Den lære, du forsvarer, er ikke fri kærlighed. At stille den lære sammen med kærlighed er simpelthen humbug.” Og hun konkluderede: ”I ægteskabet findes muligheder for lykke, i en fri kærlighedsforbindelse aldrig!”
En af vore afdøde, meget gamle venner, huskede som dreng at have set ham i det københavnske gadebillede på hans daglige spadsereture. Da var han en affældig olding. Hans erindring om den før så tiljublede kultur-guru og kvindebedårer var billedet af en gammel, trist udseende og udslukket skikkelse. Hans liv var for længst gået mod skumring i stedet for gry. Men i sine gryende velmagtsdage var han den store stjerne på kulturhimlen, feteret af både ind- og udland. Den norske dramatiker Henrik Ibsen blev ikke træt af at skamrose ham. Som Brandes skrev: ”Han knugede mig til sit bryst, så jeg nær havde tabt vejret.”

Han regnes også for far til den såkaldte ”kultur-radikalisme”, hvis højt besungne frisind og nedgørelse af Bibel og kristendom er grundlaget for det, der i dag kaldes ”værdier” i vort folkestyre, ja i hele EU.
Hvad de færreste måske véd i dag, er, at GB som ganske ung, bl.a. gennem Søren Kierkegaard og en ungdomsven, den fire år ældre, kristne humanist, kunsthistorikeren Julius Lange (1838-96), var stærkt berørt af kristendommen og tæt på at blive døbt (han var ellers ikke-religiøs jøde). Men han fravalgte snart, før han var fyldt 20, nærmest hadefuldt kristendommen og betegnede sig selv som dæmonisk. – ”Dæmonisk var jeg, og når jeg gav mig dette svar, forekom det mig, som havde jeg oplyst mit væsen.” (Fra hans selvbiografi ”Levned”).
Det blev denne dæmoniske ”oplysning”, der greb hans samtid, ej mindst ungdommen, som slugte ham råt som deres fakkelbærer. GB var ikke fyldt 30, da han brød igennem som en ”profetisk” ildsjæl og fængslende foredragsholder på Københavns Universitet i 1871, hvor han gjorde op med romantikken, hvortil han henregnede kristendommen. Perioden, som han efterfølgende tegnede sig for, blev kaldt for ”Det moderne gennembrud”. GB´s dæmoni finder vi i besnærende former også i vor tid, ja helt ind på Christiansborg.

Georg Brandes havde kun foragt til overs for kristendommen. Den ”ikke-religiøse” jøde blev betraget som far til ”kultur-radikalismen”.

Man kan vel sige, at Georg Brandes i sit kristendomshad og sin amoral på mange måder blev en pendent til Frankrigs Voltaire, som han i øvrigt beundrede. Således skrev han i et privatbrev til sit hjem i 1871: ”Hvad man ikke gerne vedkender sig højt, det vedkender jeg mig her: Det levende had til kristendommen. Af mit ganske hjerte skal jeg istemme Voltaire´s ”Ecrasons l´infame”. Jeg hader kristendommen indtil marven i mine ben.” (Voltaire plejede at underskrive sine breve med et ”E.L.” – ecrason l´infame – dvs.: lad os knuse den infame – vist nok understået: kristendommen)
Brandes forsøgtes bekæmpet af velmenende moralister og humanister, bl.a. af Norges store digter, Bjørnstjerne Bjørnson, som også havde fravalgt kristendommen, men dog ikke dens moral. Men stærkest blev han nok imødegået af Bjørnsons ven, litteraturhistorikeren Christen Collin (1857-1926), professor og docent på universitetet i Oslo (dengang Christiania). Han var intellektuelt Georg Brandes´ absolut jævnbyrdige eller overmand og var på en måde også naturalist, men på et strengt etisk, religiøst grundlag, dog desværre med et liberalt eller udvandet forhold til Bibelen.
På Georg Brandes’ livsaften var ilden fra hans ungdom kun svagt blafrende, men alligevel er der ikke noget, der tyder på, at han – i hvert fald udadtil – fortrød sit fravalg af kristendommen. To år før sin død udgav han trodsigt bogen ”Sagnet om Jesus”, som ingen læser i dag, men som dengang vakte et vist røre. Jesus reducerede han, ligesom den mytiske, schweiziske nationalhelt Wilhelm Tell, til en sagnfigur (som han sammenligner Jesus med), men selv en sådan myte kan have stor indflydelse, var hans håbløse pointe.
Og dog er der noget afvæbnende, nærmest hjerteskærende ved hans dødsleje. Hans sekretær, Gertrud Rung, har i sin bog ”Georg Brandes i Samvær og Breve” fortalt om hans sidste dage:
”Kræfterne ebbede ud. På lægens spørgsmål om, hvordan det stod til, svarede Brandes blot: ”Nu skal jeg snart ikke volde Dem mere besvær.” Brandes rakte hånden ud mod mig:
”Kom i den sidste nattevagt
i en af mine kæres dragt
og sæt dig ved min side”.
”De kan spørge Clausen (H.V. Clausen, sønderjysk folkefører) om resten”, afbrød han brat sig selv for ikke at lade bevægelsen få magt over sig.” Citat slut.
Strofen er som bekendt fra Grundtvigs kendte salme ”At sige verden ret farvel” (Den danske salmebog nr. 538) og er en bøn til Kristus. Døde han mon som røveren på korset med en bøn til vor Frelser i sin allersidste stund? Var det den undertrykte længsel fra hans ungdom, der overvældede ham? Kun Herren selv kender svaret, nemlig den Guds Søn, han tidligere, ja op til sin død, havde forsøgt at udslette som en ikke-eksisterende historisk virkelighed, og som han derfor mente, han aldrig ville komme til at frygte.

Vilhelm Becks indflydelse på kirkelivet forhindrede Danmark i at kuldsejle åndeligt.

Hvor påvirket blev Danmark af brandesianismen? Min påstand er: Uhyggeligt meget. Men Danmark undgik at åndeligt kuldsejle helt – som tilfældet var med Voltaire´s Frankrig – eftersom Gud også havde sine beåndede og benådede vækkerrøster i vort land i det 19. og lidt ind i det 20. århundrede. Vilh. Beck fra Indre Mission var en af dem. Også han havde læst Kierkegaard, men i hans tilfælde til personlig, åndelig opvækkelse, som gennem ham fik tag i hele nationen.
Det betød ikke, at Danmark blev omvendt. Kristi efterfølgere har altid været en minoritetsgruppe. Men alternativet til tidsåndens moralske skred, jfr. den nu vedtagne homo-vielses-lov, er ikke hverken moralisme eller humanisme, men en evangelisk opvækkelse, først og fremmest hos os, der bekender os til Jesus Kristus. Farisæisk forargelse og stramtantet fordømmelse fører ikke til noget, tværtimod.

Min personlige inspiration og ”opbyggelse” får jeg mest i samtale med bl.a. kristne forretningsfolk, der qua jobbet holder fanen højt blandt vor tids mennesker, når lejligheder gives (og de gives Gud ske lov!). Du finder dem ikke nødvendigvis på en højtidelig prædikestol – deres friske, evangeliske vidnesbyrd er på græsrodsniveau.
Dette er også din og min udfordring – her kan alle kristne være med!

Kilde: Chr. Collin og Georg Brandes af P. Lauritsen (1958).