Guds kirke vil sejre

Dødsrigets porte skal ikke få magt over den kirke, der bygger på Kristus.
Lisbeth Thomsen
Sognepræst ved
Tveje Merløse Kirke, Holbæk

Kirke og kristentro har ikke længere en central placering i vores samfund. Gud kalder os til tjeneste for ham, og vi må bede om, at vi fastholdes på troens grund og er knyttet til Kristus.
Det sker, at den kristne kirke møder modstand. Vi har set det i de kommunistiske lande tidligere – men nu ser vi flere steder i disse lande blomstrende kirker i stor vækst.
Der er nu kristenforfølgelser i Ægypten, Nigeria og Pakistan og i andre lande, og vi ved ikke, hvad der vil ske.

Her i Danmark har vi været privilegerede i mange år, men langsomt er der sket en glidning bort fra det kristne fundament, der har ligget under vores samfund, og det påvirker etik og moral.
Det før så naturligt gode forhold mellem kirke og skole har længe været brudt. Folkekirken er i ligestillingens navn blevet taget som gidsel i forbindelse med vielse af homoseksuelle.
Der tales om at tage hånd om lidende, små aborterede børn. I stedet burde man rette fokus mod det, der virkelig er problemet, nemlig de mange, mange provokerede aborter.
Det sidste, der nu igen kommer op, er aktiv dødshjælp, som der tales for.
Sekulariseringen vinder frem, ikke bare hos os, men i hele den vestlige verden.
Det samme ser vi også med ateisternes forsøg på at give kristen tro og liv mindre plads i vores samfund.

I dagens tekst hører vi om, at Simon Peter får et særligt kald. Kaldet får han på grund af sin bekendelse: Du er Kristus, den levende Guds Søn.
Gud kalder til specielle opgaver og i bestemte historiske situationer. Han kalder også i dag til tjeneste for ham.
Også her hos os kalder Gud nogen til at stå op imod den sekularisering, der finder sted. Nogen kaldes til forbøn, andre kaldes til at stå frem og stå ved det bibelske vidnesbyrd, så Guds kirke kan få lov at være kirke i vort folk.

Kirken er altid kun en generation fra at uddø. Hver generation må tage kaldet op til tro og tjeneste.
– Og så kan det gå, som det gik Simon Peter. Bekendelsen var på plads, men hvad den indebar, var han alligevel ikke sikker på. Selv den, der synes mest sikker og pålidelig, kan fejle eller falde.
Derfor er det heller ikke Peter, der er den klippe, kirken bygges på. Klippen er hans bekendelse til Kristus. Det er Jesus Kristus, der er den klippegrund, troen og kirken hviler på.

Der bygges kirke og trosfællesskab på den klippe, der er Kristus. Viden om Kristus slår ikke til. Det handler om tro, og det handler om at følges med Kristus.
Det er i fællesskabet med ham, at kirken er til. Og kirken er Guds kirke.
I den vanskelige situation vores kirke og menigheder er i, kan det ske, at Gud flytter sit ords lysestage fra os. Vi kan overlades til sekulariseringen, men der hvor Gud tilbedes, dør hans kirke ikke. Under vanskelige forhold sker det ofte, at kirken vokser. Der sker en lutring.
Kirken er ikke bygninger eller institutioner. Kristi kirke er fællesskabet af troende, og det er lige meget, om det er en husmenighed eller en stor menighed i en kirkebygning.

Kirken er Guds kirke, og han har ansvaret for den. Derfor er forbønnen også en mægtigt virkende kraft.
Vi måde bede om, at Jesu Kristi kirke bevares hos os, og vi må sætte os selv i spil og på spil. Vi må bede om at kunne høre Guds kald og få mod til at følge kaldet, når Gud vil noget med os.
Først og fremmest må vi være knyttet til Kristus i tro og tilbedelse. Det er der, det begynder.
Der, hvor Kristus tilbedes som Herre og frelser, vil dødsrigets porte ikke få magt over Guds menighed – heller ikke hos os.