Debat

Debatindlæg er udtryk for læserens egen holdning – ikke nødvendigvis Udfordringens.
Obs! Max 200 ord. Red. forbeholder sig ret til at forkorte og udelade indlæg. Send dit indlæg til: debat@udfordringen.dk

Uffe Gjerding svarer på Udfordringens lederartikel i sidste uge om ’muren’.

Den 8 meter høje og 16 meter lange mur på Roskilde Festival, som omtales i artiklen.
Foto: Uffe Gjerding.

Redaktør Henri Nissen skriver i seneste nummer af Udfordringen en leder med overskriften ”Gå ikke med på hetzen mod jøder”. En væsentlig del af lederen er et direkte angreb på Folkekirkens Nødhjælp, foranlediget af den mur, som Nødhjælpens Ungdom opstillede på årets Roskilde Festival. Folkekirkens Nødhjælp kan fuldt ud tilslutte sig oveskriften ”Gå ikke med på hetzen mod jøder”. Vi finder enhver form for anti-semitisme og hetz mod jøder forkastelig og anerkender naturligvis staten Israels eksistens inden for den internationalt anerkendte ’Grønne Linje’.
Problemet med, hvad Henri Nissen kalder ’terrorhegnet’, er, at det for en stor dels vedkommende ikke er bygget på grænsen, altså ’i skel’, men 85 % er bygget inde i de besatte palæstinensiske områder, helt op til 20 km fra den Grønne Linje. Dette har alvorlige humanitære konsekvenser for den palæstinensiske befolkning, som vi som nødhjælpsorganisation må forholde os til – på linje med andre humanitære situationer rundt omkring i verden. I 2006 anslog Verdensbanken og FN, at omkring 50.000 palæstinensere i landsbyerne i separationszonen ville blive adskilt fra resten af Vestbredden, dvs. fra familie, jobs, skoler, økonomiske og sociale strukturer osv. Verdensbanken fastslog desuden, at også de omkring 500.000 palæstinensere, der lever inden for 1 km.’s afstand fra barrieren, vil få deres hverdag stærkt påvirket. De adskilles ligeledes fra hovedstaden og dens religiøse, kulturelle og økonomiske strukturer, specialiserede hospitaler, familie, jobs osv. I dag kan vi så konstatere, at 40 % af Vestbredden er gjort utilgængelig for palæstinenserne, og 44 % af palæstinenserne i de besatte områder er blevet afhængige af at modtage hjælp udefra.
Når redaktør Henri Nissen derfor hævder, at ”muren står i Israel,” er dette decideret ukorrekt. Allerede i 2004 gav den internationale domstol en rådgivende udtalelse om Israels murbyggeri – hvori domstolen ikke brugte termen ’sikkerhedshegn’ men valgte at kalde byggeriet for ’mur’. Domstolen sagde desuden, at Israels barriere er ulovlig og ikke kan retfærdiggøres af en kritisk militær situation eller af hensyn til national sikkerhed eller offentlig orden. Opførelsen af barriere udgør derfor et brud på Israels forpligtelser under gældende international humanitær ret. Desuden adskiller muren i virkeligheden ikke israelere fra palæstinensere, 200.000 palæstinensere bor på den ’forkerte’ side af muren. Og i alt bor der 550.000 israelske bosættere ulovligt i de besatte områder. Tidligere israelske soldater fra organisationen ’Breaking the Silence’ som Nødhjælpen Ungdom havde inviteret til Roskilde Festival understregede netop også ud fra deres erfaring som soldater, der havde tjent på den besatte Vestbred, at barrieren lige så meget har med kontrol af ressourcer at gøre som med sikkerhed.
Vi må også tage afstand fra Henri Nissens påstand om, at ”nødhjælpen” tager politisk side”. En væsentlig del af budskabet ved Roskilde Festival, som blev malet med store bogstaver på muren var, at alle har rettigheder. Men vi må naturligvis i enhver situation skele til hvilke rettigheder, der trædes under fode, og hvilke humanitære konsekvenser det har. Vi anfægter således på ingen måde Israels ret til sikkerhed, men må konstatere, at den måde denne ret forsøges opretholdt på, krænker andres grundlæggende rettigheder til mad, vand og frihed. At der til eventen på Roskilde Festival var inviteret både israelere og palæstinensere taler vel i sig selv for, at Henri Nissen påstand om, at vi ”direkte støtter den muslimske, palæstinensiske sides propaganda imod jøderne” ikke har noget med virkeligheden at gøre. At vi skulle ”bruge enorme summer på propaganda” må også siges at være en påstand, som vi gerne ser dokumenteret. De 500.000 kr., der blev brugt af Nødhjælpens Ungdom i og omkring Roskilde Festival, var penge, som Roskilde Festival havde skænket til netop dette formål.
Endelig må vi tage afstand fra og korrigere Henri Nissens udsagn om, at ”Folkekirkens Nødhjælp jo bare en privat organisation. Den hører hverken under Folkekirken eller biskopperne, men er i dag erobret af en politisk-aktivistisk ledelse”. Til dette må vi sige, at:
Der er 4 søjler som har båret kirken lige siden de første menigheder og det er 1. Liturgi/gudstjeneste, 2. den kristne oplæring, 3. Omsorgen for mennesker i nød 4. Mission. Disse 4 søjler er også bærende for Folkekirken. I Danmark har vi den særlige kirkeordning, at en række frie kirkelige organisationer for indsamlede midler og offentlige tilskud løfter en del af kirkens centrale opgaver. Derfor ordinerer Folkekirkens biskopper også præster ind i disse organisationer, ligesom man ordinerer præster til landets sognemenigheder (Folkekirkens Nødhjælp har to præster ordineret til organisation). De frie kirkelige børne- og ungdomsorganisationer løfter en del af den kristelige oplæring. De diakonale organisationer som Kirkens Korshær og KFUM’s Sociale Arbejde løfter hjemlige diakonale opgaver og Folkekirkens Nødhjælps løfter en del af Folkekirkens internationale diakoni. Hvert stift udpeger en repræsentant til vores Råd, som har en biskop som formand. Over 1.300 sogne er med i vores årlige sogneindsamling o.m.a.
Vi er stolte af vores navn, der viser, at vi er kirkeligt forankret, og at vi arbejder ud fra et kristent værdigrundlag, hvor det enkelte menneske er uendeligt værdifuldt
Folkekirkens Nødhjælp er ikke en politisk, men en kirkelig organisation, der arbejder helhedsorienteret. Vi har i vores formål tre indsatsområder, som 90 års konkret erfaring har lært os, hænger sammen. Vi kæmper for verdens fattigste ved: At udføre nødhjælpsarbejde, at udføre udviklingsarbejde og ved at oplyse og mobilisere handlekraft for at ændre nødens årsager. Det sidste medfører til tider anklager om, at vi går et politisk ærinde. Oftest er det dog en kritik, vi hører fra korrupte myndigheder i lande, hvor beslutningstagere ikke ønsker at stå til ansvar over for civilbefolkningen.
Folkekirkens Nødhjælp står fast på de globale spilleregler; internationale love, konventioner og menneskerettigheder. Politikere og andre debattører må naturligvis have deres meninger for eller imod internationale love, konventioner og menneskerettigheder. Men hvis vi som humanitær organisation ikke træder frem, når menneskers rettigheder trædes under fode – så bliver vi utroværdige og i værste fald medskyldige. Vi stiller spørgsmålene – vi har ikke svarene, for netop her ligger de politiske valg, og dem har vi ikke truffet. Det er ikke Folkekirkens Nødhjælps rolle.
Af Folkekirkens Nødhjælps regionalkoordinator for
Mellemøsten, cand. theol. Uffe Gjerding

Svar: Vi har naturligvis forståelse for palæstinensernes lidelser og mange problemer – hvor af en del dog er selvforskyldte på grund af ekstreme grupper som Hamas.
Men det må være muligt at hjælpe befolkningen uden at politisere eller lægge den modsatte part – jøderne – for had. Det kan aldrig være en kirkelig nødhjælps opgave.
Henri Nissen. Redaktør

Folketinget har for ganske nylig vedtaget, at et homofilt par, altså et par af samme køn, kan blive viet i Folkekirken på trods af, at det er fuldstændigt i strid med, hvad de kristnes basis, Bibelen, siger. Det er blevet bakket op af et stort antal præster, der udøver deres religiøsitet efter eget forgodtbefindende. Man kan også stille sig selv det spørgsmål, om hvor meget deres lønafhængighed af staten spiller ind her, om det mere er et levebrød for dem at være præster, end at det er et kald.
Og nu begynder visse politikere at overveje, om man ved lov skal forbyde jøderne at omskære deres drengebørn, som de har gjort det de sidste fire tusinde år. Det var jo en pagt, som Gud indgik med patriarken Abraham, at jøderne skulle omskære drengene, når de var otte dage gamle. Omskærelsen af drengenes forhud blev således et pagtstegn mellem Gud og jødefolket.
De kristne har ikke behov for en sådan omskærelse, netop på grund af Kristus, der kom med en ny pagt. Han blev i øvrigt også selv omskåret, da han var otte dage gammel. Men nu er det sådan, at det ydre pagtstegn er erstattet af et indre pagtstegn, det, som man har i sit hjerte, når man tror på Kristus.
Men lad jøderne være i fred. De har lidt nok, bare fordi de er jøder. Tænk på, hvad de måtte gennemgå under anden verdenskrig. Jag dem ikke ud af Danmark, hvor de har opholdt sig i århundreder, og hvor mange af dem med dygtighed og arbejdsomhed har været med til at opbygge landet til det, som det er i dag.
De vil aldrig kunne indordne sig under en lov, der bryder med deres religion, kultur og identitet, medmindre de får en anden tro ind i deres hjerter. Lad dem være i fred.
Mogens Albrechtsen
Fagotvej 50
4700 Næstved

Det er nu lykkedes 8 danske biskopper at vride armen om på Gud. Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens og universets skaber.
Biskopperne må tilsyneladende have fået en aftale i stand med Gud om at Han fremover skal velsigne noget som han i sit eget ord kvalificerer som værende vederstyggeligt og skamløst: Et vielsesritual for homoseksuelle par.
Biskopper, kirkens ledere, vejlede for folket, forkyndere af livets ord påtager sig ansvaret for folks vildfarelse.
Sandheden er den, at syndens løn er døden. Uanset om man fornægter det eller ej.
Men hvorfor skal Gud da også blande sig i folkets kirkes anliggender? Han burde måske nøjes med at ytre Sin mening i Sin egen kirke!
Spørgsmålet er: Hvis er kirken? Og hvis ord er gældende i kirken? Guds kirke kan sagtens rumme folket, men folkets kirke kan tilsyneladende ikke rumme Gud.
Finn Bentzen
Skatterevisor F.S.D.
3400 Hillerød

Udfordringen uge 26 og uge 27-30 – to fine interwievs med radiolægen C. Vagn Hansen om h.h.v. dødsangst og kemo-behandling.
Dødsangst er ikke kun noget, der plager mennesker med uhelbredelig sygdom. Der kan være mange andre årsager til denne angst. Alkohol er årsag til angstneurose. Og selv ateister kender til døsangst, enten de vil indrømme det eller ej. Både psykologer, psykiatere, præster og andre, der arbejder med psykoterapi og sjælesorg, møder denne angst. Uanset om den indrømmes eller benægtes. For døden ER vores fjende. Mange der kalder sig ateister, bruger ordet som et skjold, fordi de er bange; men mange ”ateister” er bibellæsere.
At kemobehandling er gift og dræbende, har jeg anet, siden jeg for nogle år siden læste bogen: ”Hvem myrdede Napoleon?” (Napoleon Bonaparte, der var interneret på Sct. Helena.) Han døde ikke af alderdom, men af gift. Giftmord kan være hurtige, men kan også være langsomme. N. troede selv, at det var englænderne, der langsomt og pinefuldt myrdede ham. Han anede ikke, at det var hans (engang) allerbedste ven (ligeledes interneret), der langsomt myrdede ham. – Internatet havde åbenbart ikke hele tiden en læge tilknyttet. Giftprocessen kunne derfor kun afsluttes, når der var en læge i nærheden til at give en ”modgift”, der kunne skjule den dræbende gift. – Den lange proces gav så N. tid til eftertanke, besindelse og omvendelse.
Når kemobehandling er gift, hvad kan man så gøre i kampen mod kræft? Jesus giver et svar i et spørgsmål i Joh. 5:6 – ”Vil du være rask?” Lægerne ved, at sundhed er et valg. De bekræfter – bevidst eller ubevidst – Bibelens sundhedsprincipper, som mange kristne inkl. teologer tror, Jesus har afskaffet. Men det står der intet om i NT. Derfor var det godt med et læge-interwiev i Udfordringen.
Jens P. Lauge Giversen
Nørager 1 B st. th.
6400 Sønderborg

To af landets biskopper opfordrer nu danskerne til at donere de organer, der er mangel på. “Hvis jeg ikke længere har brug for et hjerte eller en hornhinde, og jeg samtidig kan hjælpe et andet menneske til liv, så vil jeg gøre det”, siger biskop i Viborg stift, Karsten Nissen. Det lyder jo meget fromt. Men hans indstilling, som deles af Elisabeth Dons Christensen, der er biskop i Ribe stift og tidligere medlem af Etisk Råd, er nu en udstilling af mistro til Gud.
At sige, at der er mangel på organer og organdonorer, er jo at det samme som at sige, at der er for få ulykker, der gør det muligt. Når vi beder bønnen i Fadervor: “Fri os fra det onde”, må vi dog tro, at Gud hører denne bøn. Hvorfor gøre sit liv og levned til en blind tilfældighed?
De ærede biskoppers indstilling til, at organdononation har noget med næstekærlighed at gøre, er da det rene vrøvl. For den, der tror på Gud, siger med David i salme 31: “Men jeg stoler på dig, Herre, jeg siger: Du er min Gud. Mit livsløb er i din hånd.”
Knud Held-Hansen
Juelsparken 2, 2.tv.
9210 Aalborg SØ

Hvis polterabend-påfund smitter af på vielser, er det forståeligt, at præster protesterer. “Kirkelige vielser hører ikke til i en ballongynge eller på bunden af en fjord,” siger sognepræst i Sankt Jakobs Kirke i København, Rasmus Nøjgaard, ifølge en tv-nyhed 27/7, “vi er meget opmærksomme på, at ritualet skal høres af alle, og det bliver det ikke, hvis et par vil stå på vandski, mens de bliver gift.”
Tydeligere og mere rigtigt kan det ikke siges.
Men hvad siger kirkeministeren? Manu Sareen har i sin tid som borgerrepræsentant for Københavns Kommune selv viet mange par for eksempel i skove. Han er klar til at tage debatten om kirkelige vielser i det fri. “Hvis kirken selv ønsker at diskutere det, så vil jeg meget gerne det, ” siger Manu Sareeen.
Præster skal have en særlig tilladelse fra biskoppen for at kunne foretage en kirkelig vielse uden for kirken. Og vi kan vel gå ud fra, at ingen præst hopper med i ballongyngen. Det ville være en hån mod ægteskabet og mod kirken.
En vielse skal ikke bare være en fortsættelse af polterabend.
Er der noget at diskutere?
Kamma Ankjærø
Ny Munkegade 80, Aarhus C

I UCBs program ’Israel Update’ på onsdag og lørdag afsløres OL-komitéens rolle i forbindelse med 40-året for München-massakren.
For nylig frigav det tyske politi nye oplysninger om terrorangrebet ved Olympiaden 1972 i München mod de israelske idrætsfolk efter pres fra tyske journalister. Det blev oplyst, at Sorte September, den islamistiske terrorgruppe, var blevet hjulpet af tyske nazister til at skaffe falske identiteter, våben og adgang til den Olympiske landsby.
Lederen af den Internationale Olympiske Komite i 1972 var Avery Bundage, en nazi-sympatissør og anti-semit. Hans protege, Juan Samaranch, sad som Olympisk præsident i den næstlængste periode. Samaranchs støtte til nazisterne og den spanske diktator Francisco Franco blev holdt som en hemmelighed. De fleste medlemmer af den Internationale Olympiske Komite kendte sandheden, men forblev tavse, fordi han sikrede dem en kongelig tilværelse – med penge taget fra sporten.
En anden interessant oplysning er, at Abu Lyad, en af medstifterne af PLO, offentlig har udtalt, at grunden til, at Sorte September valgte Olympiaden i 1972 til deres gidseltagning, var, at en henvendelse fra PLO om at få en delegation med til de Olympiske lege fuldstændig blev ignoreret af den Internationale Olympiske Komite. Afvisningen kom på et tidspunkt, hvor spændingen i Mellemøsten lå på kogepunktet. Efter at have ophidset PLO afviste man den israelske regerings anmodning om beskyttelse af deres idrætsfolk.
I 1996 blev tre enker samt børn af de dræbte idrætsfolk inviteret med til Olympiaden i Atlanta, USA. Før åbningen af legene mødtes de med Alex Gilady, som havde været medlem af den internationale Olympiske komités Radio & tv kommission siden 1984 og fra 1996 var vicepræsident for NBC sport.
Den lille gruppe af efterladte havde bedt om et minuts stilhed under åbningen af legene til minde om de døde idrætsfolk. Gilady kunne oplyse, at det ikke var muligt at holde et minuts stilhed for de døde israelere, for så skulle der også holdes et minuts stilhed for de palæstinensere, der døde ved Olympiaden i München i 1972.
En af enkerne svarede: “Der døde ingen palæstinensiske idrætsfolk under Olympiaden i 1972!”
Gilady svarede; “Well, der var palæstinensere, der døde under Olympiaden i 1972.”
En af enkerne sagde til Gilady: “Ligestiller du min mand med de terrorister, der myrdede ham?”
Dyb tavshed.
Så brød Ilano Romano ind og råbte til Alex Gilady: “Hvor vover du! Du ved, hvad de gjorde ved min mand! De lod ham ligge i timevis, medens han døde langsomt! Til sidst kastrerede de ham og stak hans penis i munden på ham, Alex!”
Gilady sad med stenansigt, koldt uden følelser. Han havde personligt kendt hver af de israelske idrætsfolk. I 1972 var han leder af den israelske mediedelegation i München. Han havde førstehånds-kendskab til, hvad der skete. Han havde set nøgne kroppe blive smidt ud fra altanen, til skue for hele verden.
Uden nogen tegn på medfølelse forlod han mødet.

Intet minde-minutI år er det 40 år siden, at 11 israelske idrætsfolk blev tortureret og myrdet, og igen har den Internationale Olympiske Komite afvist at holde et minuts stilhed til minde om dem under åbningen af de Olympiske lege.
Mere end 111.000 mennesker har skrevet under på en anmodning fra Ankie Spitzer om et minuts stilhed ved åbningen af de Olympiske lege i London. Som 24-årig måtte hun for 40 år siden rejse alene hjem fra München, hvor hendes mand blev dræbt af palæstinensiske terrorister. Blandt de prominente navne på anmodningen var USA’s præsident Obama og Londons overborgmester.
IOC’s præsident Jacques Rogge deltog senere i en mindehøjtidelighed om mandagen, hvor han udtalte, at han “ville ære mindet om de 11 israelske idrætsfolk, der delte de idealer, som har bragt os sammen i den Olympiske Landsby.” Han sagde også: “de kom til München i fred og solidaritet” og “vi skylder dem at holde den ånd levende og huske dem.”
Men altså ikke medens hele verden ser på!
(Forkortet, red.)
Kirsten og Per Nielsen
UCB Media, Kastrup.

”Muren” bør få konsekvenser, mener Neerskov.

Hans Kristian Neerskov

Folkekirkens Nødhjælps ungdomsafdeling brugte 500.000 kroner på at bygge en mur på Roskilde Festivalen, som et udtryk for deres had til staten Israel og dermed støtte til palæstinensisk terrorister.
Deres historiske baggrund for dette er horribel. FN påbød jøder såvel som arabere at danne hver sin demokratiske republik og gensidigt anerkende hinanden. Jøderne dannede et demokratisk samfund, men det har araberne ikke gjort.
Derfor kan Israel ikke anerkende dem! Der er jo ingen stat at anerkende, og skal de anerkende terrorister, som det lader til, at Folkekirkens Nødhjælp gør?
Araberne vil ikke bøje sig for FNs krav, formodentlig fordi de vil have hele landet og have jøderne udryddet, og det er tilsyneladende, hvad Folkekirkens Nødhjælp støtter?
Generalsekretær Henrik Stubkær redegørelse i bl.a. Kristeligt Dagblad om, at arbejdet er “folkekirkens” holder ikke vand. Alt, hvad de har gjort for dette, er kun et skalkeskjul og plagiat af, hvad Bibelselskabet ærligt har gjort, men det har ikke et navn, som er USANDT. Navnet “Folkekirkens Nødhjælp” er stadig en tilsnigelse, for Folkekirken som sådan har ikke nogen nødhjælpsorganisation af dette navn!
Endvidere har der aldrig eksisterer et palæstinensisk: folk, regering, møntfod, sprog – ej heller en palæstinensisk konstitution! Alle disse usandheder støtter Folkekirkens Nødhjælp tilsyneladende? Der har heller aldrig eksisteret et palæstinensisk land, men kun et mandat under engelsk protektion!
Det, at Folkekirkens Nødhjælp ikke tror på Bibelens sandhed om, at Det hellige Land er lovet Abraham og hans efterkommere efter Isak til evig tid, gør, at de fordrejer historien, men også bliver modstandere af Guds planer i den tid, vi lever i. Derfor er det endnu vigtigere, at det slås fast, at navnet “Folkekirkens Nødhjælp” er en tilsnigelse!
Jeg mener, at et er en hån imod Gud, folkekirken og kristne mennesker, at der bruges 500.000 kroner på at håne Israel.
Derfor vil jeg opfordre alle, som hidtil har støttet Folkekirkens Nødhjælp om at overveje ikke at gøre det i fremtiden. De lokale folkekirker som har brugt tid og kræfter på indsamling til Folkekirkens Nødhjælpsdag hvert år i marts måned, bør allerede nu meddele, at de ikke vil gøre det fremover.
Hans Kristian Neerskov
Præst, forfatter
Formand for “Den Inter-
nationale Sakharov Komité”.