Det er okay at famle sig frem
3, 4! Så er der dømt punkrock. De tre søskende i bandet Children 18:3 forstår at give den gas og lave en fest.
David, som skriver de fleste sange og spiller guitar, synger for på størstedelen af sangene. Det er lidt en skam. Han søster, Lee Marie, som også spiller bas, har en super vokal. Hun tilføjer det tunge udtryk en lethed, der gør Children 18:3 interessante. Seth spiller trommer og synger baggrundsvokal. De er alle dygtige, og albummet vinder ved nærmere bekendtskab.
Sangene er godt produceret, uden at der er skabt nye standarder inden for genren. Der er godt gang i guitarriffs og trommefills, men der er også blevet plads til en ballade, som Always on the run. Men hurtigt er vi tilbage i sporet, som bands som Green Day og The Offspring har lagt for mange år siden.
Tekstuniverset er generelt lidt dystert og kredser om synd, frustrationer og desperation. Ingen regler uden undtagelser. All in the head lægger lidt distance til det sørgelige og inviterer bare til fest. Farvoritnummeret er helt klart Well never say goodbye. Der er en god melodi, en modulation og andre poptricks og frem for alt Lee Marie stemme. Children 18:3 har et potentielt sommerhit i denne sang.
Children 18:3 gør, hvad de kan for at variere turen gennem albummet, der bydes på temposkift, breaks og modulationer, som det hører sig til.
Tilbage står en fornemmelse af tre unge mennesker, som er på vej, men det bliver ikke helt klart, hvor de er på vej hen. Dette gav anledning til frustration de første par gennemlytninger, men mere og mere bliver dette albummets vigtigste funktion: At det er okay famle sig frem; som sangen Why are you afraid of the dark konkluderer: when I cant see, lead me, Almighty
Torben Schmidt
