Fest for Ramadan mens de kristne fester ignoreres
Kristendemokraterne er kritiske over for, at DR under sloganet Et brag af en fest ofrer ramadanens ophør mere end tre timers opmærksomhed hver dag i en hel uge.
Af Stig Grenov
Lærer. International sekretær for Kristendemokraterne
Som oplysning om et væsentligt mindretals traditioner har ramadanens afslutning sin fulde berettigelse på sendefladen, men hvorfor ikke et brag af en fest for den kristne pinse? spørger Stig Grenov, Kristendemokraternes Internationale sekretær.
Jeg tænker ikke på den ringe efterligning af et brasiliansk karneval, men på fejringen af Helligåndens komme, der erstattede overholdelsen af religiøse dogmer med det enkelte menneskes direkte kontakt til Gud.
Den frigørelse ligger til grund for tanken om det ansvarlige menneske. Det nyder alle godt af i dag, troende eller ej.
Kristendemokraterne vil til enhver tid forsvare religionens plads i det offentlige rum, hvad enten det er jødedom, islam eller andre religioner, forsikrer Stig Grenov.
Men vores kulturgrundlag bygger på den kristne menneskeforståelse. DRs storstilede fejring af ramadanen sammenholdt med at gudstjenester nedprioriteres til DAB-radioen, viser en manglende forståelse for kristendommens fundamentale betydning for vores samfunds opbygning, mener Kristendemokraterne.
Partiet forsøger for øjeblikket at indsamle underskrifter nok til at genopstille. På partiets hjemmeside kd.dk kan man hente blanketten. Partiet er nået næsten halvejs til de 20.000 underskrifter, som er nødvendige.
Henri