Har ”billig nåde” ødelagt kirken?

Tidligere sognepræst Børge Lyndelse giver i bogen ”Nej – hør nu her!” sin forklaring på Folkekirkens krise. I uddraget her gør han op med ”Møllehaves billige nåde”.Det er i bogen ”Efterfølgelse”, Dietrich Bonhoeffer gør op med forskellen mellem den billige nåde og den dyre nåde.
Det er Møllehave helt fortrolig med, idet han gør sig klar, at den dyre nåde kræver offer, den billige ingenting, hvad der til gengæld bevirker, at man er sat udenfor. Det opfatter Møllehave som en tankegang, der er udbredt, noget for noget, og som derfor også bliver overført til Guds nåde. Men den tankegang kan Møllehave ikke følge. Tilbage må altså blive den billige nåde, der ikke kræver noget.
”Billig nåde” siger Bonhoeffer, ”det er vor kirkes dødsfjende”. Vor kamp i dag gælder den dyre nåde. Billig nåde betyder nåde som udsalgsvare, tilgivelse, trøst og sakramente til spotpris, nåde som kirkens uudtømmelige forrådskammer, hvorfra der øses ud med letfærdig hånd, tankeløst og grænseløst, nåde uden pris og omkostninger.
Billig nåde er at forkynde tilgivelse uden bod. Billig nåde er dåb uden kirketugt, nadver uden syndsbekendelse, tilsigelse af syndernes forladelse uden personligt skriftemål.
Billig nåde er nåde uden efterfølgelse, nåde uden kors, nåde uden den levende menneskevordne Jesus Kristus.” Er den pris, vi i dag må betale med de organiserede kirkers sammenbrud andet end en nødvendig følge af den for billigt erhvervede nåde?
Man gav forkyndelse og sakramenterne billigt, man døbte, man konfirmerede, man tilsagde et helt folk synderne forladelse, uspurgt og betingelsesløst. Man gav af menneskelig kærlighed det hellige til spottere og vantro, man udøste strømme af nåde uden ende, men kaldet til streng efterfølgelse af Kristus hørtes sjældent.(Jvnfr. i øvrigt Grundtvig:
”Jeg stod nemlig den gang som kapellan ved Frelsers kirke på Christianshavn, som en enlig fugl midt i den lukkede og låste statskirke, der indadtil var så aldeles opløst, at professorerne lærte, og præsterne prædikede, døbte og konfirmerede og tog til alters, som de lystede, medens Bibelen og Luthers katekismus både i skole og i kirke enten kun nævnedes i forbigående eller betragtedes og behandledes som verdsligt arvegods, man kunne gøre af og med, hvad man ville”).
Dietrich Bonhoeffer fortsætter:
”Den dyre nåde er den skjulte skat i marken, for hvis skyld mennesket med glæde går hen og sælger alt, hvad han har; den er den kostbareste perle, som får købmanden til at afhænde hele sin ejendom for at kunne betale prisen; den er Kristi kongeherredømme, for hvis skyld et menneske river det øje ud, der forarger ham; den er Jesu Kristi kald, som får disciplene til at forlade sine garn og følge ham”.