Israelere står i kø for at få gasmasker

Israelerne frygter gasangreb efter trusler fra Bashar Assad.Det gik som en løbeild gennem Israel – ”nu kan man få gasmasker”.
Sammen med det gode råd fra mand til mand var også hvor gasmaskerne var at få: i visse indkøbscentre og postbygninger, hvor militæret havde oprettet udleveringsdepoter.
Israelerne stod i kø for at modtage dette beskyttende udstyr.
De blev udleveret til alle efter forevisning af identitetskort. Der var gasmasker til forskellige kategorier – for børn, mænd med fuldskæg og folk over 70 år. Gasmaskerne var i en brun papæske med sort bærebånd. I et hjørne af lokalet blev der vist film om brugen af gasmasker. Der var ingen plads til at prøve masken på stedet. Det kunne først ske hjemme.
Et sted kunne man se en ældre mand, der slæbte på fem gasmasker – til hele familien, efter behørig forevisning af identitetskort.
Kun få talte om, hvorfor de nærmest var styrtet af sted for at få en gasmaske lige nu Men det var klart for alle:
Den syriske præsident Bashar Assads trusler om at bruge kemiske og biologiske våben mod udenlandske styrker, hvis disse intervenerer for at hjælpe oprørerne i opstanden mod Assad-styret. Eller hvis regimet videregiver disse våben til den ekstremistiske Hizbollah-organisation i Libanon.
Den israelske civilbefolkning ved, at den nårsomhelst kan være i en farezone…
– Vi tror ikke, der bliver et kemisk angreb mod os lige nu, sagde en mand ved navn Arie Zimet, der netop var blevet udstyret med en gasmaske fra et udleveringsdepot i en shopping mall i Jerusalem-forstaden Mevasseret Zion. Men man ved jo aldrig. Bedre at prøve at sikre sig i tide.
En ung mor, Maya Knobler, med sin lille datter i hånden, sagde, efter at have fået udleveret gasmasker til sin familie:
– Der er en lugt af krig, en gaskrig, i luften.

47 procent uden gasmasker
Der er syv millioner indbyggere i Israel, og af disse er de 47 procent stadig uden gasmasker. 4.2 millioner gasmasker er blevet fordelt, men nu er tempoet steget med udlevering af 3.700 masker daglig, sammmenlignet med 2.200 tidligere.
Militæret prøver at dæmme op for den voksende frygt i befolkningen ved at udtale, at der er tale om en ”rutine-udlevering” – ikke som reaktion på en specifik trussel.

Mobiltelefoner
Den israelske Hjemmefrontkommando vil nu bruge befolkningens mobiltelefoner til at sende tekstmeddelelser med advarsler om forestående missilangreb.
Meddelelserne bliver sendt på hebraisk, arabisk, engelsk og russisk.
Systemet bliver prøvekørt idag og nogle dage fremover.