Store sange og simple fortællinger
Tænk USA. Sydstaterne. Det er varmt. Det er fugtigt. Cikaderne summer. De ældre mænd sidder på deres verandaer og betragter børnenes leg på jordvejen.
Tænk San Fransisco sidst i 60erne og først i 70erne. Nej – nu er det en kirke med kor og hammondorgel. Børn der leger i vandet fra en brandhane. Countrymusikeren som spiller sin sidste sang, inden publikum slippes ud i den varme nat. Billederne flyder for det indre blik.
The Followers album: Wonded Healer har så meget sjæl og lyder af en svunden tid, hvor musikken blev udøvet, fordi man ville forandre, forlade eller forskønne verden, helt uden tanke på visuelt udtryk, management og pladekontrakter.
Det lyder, som om det er blevet spillet tusind gange på små klubber, i overfyldte landsbykirker, gennem gamle transistoradioer og synget ved utallige lejrbål. Det er så utroligt ægte. Lyden af USA, inden verden gik af lave.
Velkendt og samtidigt nyt og friskt.Som asfalt efter en byge en varm sommerdag, smagen af årets første jordbær eller duften af nybagt brød. Man kender det så godt og har prøvet det mange gange, og alligevel hilser man det velkommen hver gang.
Budskabet, ja, det er lige så ægte, velkendt og friskt. Et ønske om at leve med Jesus. At se hans storhed og magt, at kende hans nærvær. At bade i hans kærlighed og vaskes i tilgivelsen.
På trods af lyden så falder The followers aldrig for fristelsen til at benytte slidte floskler i deres tekster. Ligefremme formuleringer, som er lige så smukke, som de er identificerbare. Fyldt med forundring og inderlighed. På en gang både store sange og simple fortællinger. Og det beskriver meget godt, hvad The Followers formår. At pege på en stor Gud med simple fortællinger om livet i og med Ham.
Glæd dig til et genhør med nye sange.
Torben Schmidt
Kunstner: The Followers – Titel: Wounded Healer – Genre: Lovsang – Forhandler: www..itunes.dk – Pris: 72 kr.