Cirkuskulisse for vielser?
Vielser i det fri risikerer at blive det rene cirkus. Derfor skal biskopperne drøfte sagen til oktober, er kirkeminister og biskopper enige om.
Det fremgår af biskoppernes nylige samråd med Manu Sareen.
– Kirken må ikke ende med at blive en cirkuskulisse, siger han og tilføjer, at en beslutning kun vil kunne tages i et samarbejde mellem ham og biskopperne.
Biskopperne skal derfor til oktober diskutere, hvilke steder man skal kunne blive viet og hvilke ritualer, der eventuelt skal bruges.
– Vi kan ikke bare bruge de ritualer, vi har nu, og vi skal sikre, at mennesker får en anstændig og højtidelig vielse, siger biskop Peter Skov-Jacobsen til Kristeligt Dagblad.