Friskoler har et særligt ansvar for svage elever
Kristne friskoler er ikke eliteskoler, der efterlader folkeskolen med de dårligst fungerende elever. Det kristne værdigrundlag forpligter. Og det er en stor tilfredsstillelse at se eleverne udvikle sig.
Hvad du har gjort mod en af mine mindste, har du gjort mod mig!
Af Jesper Friis
Skoleleder på Videbæk
Kristne Friskole
Det sagde Jesus om vores ansvar for de syge, svage og frihedsberøvede i verden. Ordene kan fint oversættes til kristne friskolers ansvar for alle elever – især elever med indlæringsvanskeligheder. Dette bør udfordre os som kristen friskole, især når vi ser de 260 forventningsfulde elever, som møder op hver morgen på Videbæk kristne Friskole.
Jeg tænker især på de 34 elever, der må mobilisere ekstra kræfter for at gå skoledagen i møde, fordi de har særlige udfordringer. Lige nu har vi 17, der er udredt med diagnoser. Det er børn inden for autisme-området, ADHD og nogle med tidlige skader fra fødslen. Dem føler vi en særlig forpligtelse til at tage os af. For der går en lige linje fra Jesu budskab om barmhjertighed til det kristne livs og menneskesyn, som er værdigrundlaget for en kristen friskole som vores. Og jeg er glad for, at vi – da vi skulle bygge nyt i 2009 – fik indrettet et særligt afsnit på skolen, vi kalder Læhegnet. For her kan elever fra 3. til 6. klasse med særlige udfordringer få ro, ekstra hjælp og dermed et godt skub fremad i læringsprocessen.
I den offentlige debat fremføres fra tid til anden, at privatskoler er eliteskoler, og at de dermed lader folkeskolen tilbage med de dårligst fungerende elever.
Men passer det, at friskolerne flygter fra det sociale ansvar? Malker de folkeskolen for de gode elever? Udvikler de sig til eliteskoler og lader folkeskolen om at tage sig af de særlige udfordringer?
Nej, det er en mediemyte – uden hold i virkeligheden. En rapport fra Anvendt Kommunal Forskning påviser, at der ikke kan dokumenteres en markant ulighed i fordelingen af ressourcestærke og ressourcesvage elever på henholdsvis folke- og privatskoler. Rapporten Privatskolerne og det sociale ansvar bygger på en undersøgelse, der omfatter alle danske elever fra 0. til 10. klasse i skoleåret 2009/10.
Kigger man på de kristne friskoler, vil man se mange forskellige måder at tage sig af de svage elever på.
På Videbæk kristne Friskole har vi som nævnt indrettet Læhegnet. Her er både et fællesområde, til at styrke børnenes sociale side, og afskærmede enheder, hvor børnene efter behov kan trække sig ud og koncentrere sig om nogle mere individuelle, faglige forløb. Fire lærere og en pædagog er tilknyttet.
Den store styrke ved Læhegnet er, at det enkelte barn får ro omkring sig. Vi kan dermed bedre bygge et læringsmiljø op omkring barnet, så vi styrker det på de områder, hvor behovene er. Siden opstarten er mange forældre kommet med tilbagemeldinger som: Det er et helt andet barn, vi har fået hjem! Det kan mærkes helt ind i familielivet, at barnet er faldet til ro.
I Læhegnet får barnet også mere selvtillid. Det oplever ikke at blive korrekset hele tiden, fordi det ikke slår til. Barnet får en bedre selvforståelse og selvtillid. I Læhegnet er der mere tid til at komme omkring det enkelte barn, så det føler sig værdsat. Dermed vokser børnene personligt med de evner og diagnoser, de nu har. Og så får de måske mulighed for at indgå i sociale relationer, som vi guider dem til i en mindre enhed. Det betyder, at nogle af børnene efter en periode i Læhegnet kan inkluderes tilbage i klassen i nogle fag.
I denne periode er der også arbejdet med den klasse, barnet skal tilbage i. Klassen bliver guidet i, hvilke problematikker, de som klasse kan støtte op omkring og skal arbejde med.
Mange af lærerne har et stort omsorgs-gen. Det forplanter sig også i vores elever. Det er fantastisk, hvordan eleverne kan rumme hinanden.
Tendensen i samfundet er, at man skal lykkes med sig selv. Jeg tror, vores største opgave som lærere, forældre og pædagoger er at være modpol til den enorme selvfiksering, man ser i medierne og programmer som Paradise Hotel og X-factor. Det står skidt til, hvis det er det eneste, børnene kan spejle sig i.
Vi vil hellere lægge vægt på, at vi lykkes sammen med hinanden. Vi har andre værdier og normer her på skolen, og dem kender børnene. Når eleverne erkender og viser i praksis, at børn med særlige udfordringer har lige så stor værdi, som jeg har, så er der noget, der er lykkedes for os. Samtidig er det godt, at man som kammerat har en opgave og et ansvar for hinandens trivsel.
Det er helt naturligt for os som kristen friskole at tage et socialt ansvar for de børn og familier, der har det svært. Det kristne næstekærlighedsbudskab forpligter – og børnene er bare dejlige at være sammen med. Det er belønning i sig selv at se det enkelte barn udvikle sig og kunne mere, end både barnet, forældrene og omverdenen havde regnet med. Og det er da en glæde for mig selv og mine medarbejdere at vide, at hvad vi har gjort mod en af disse mindste, det har vi dybest set gjort for Gud.
