Bevar de kristne skoler

Hvis man undersøger mange velgørende og sociale foreninger og institutioners historie, vil man opdage, at de ofte blev oprettet ud fra en kristen inspiration.
Nogle gange står det direkte i vedtægterne. Mange af dagbladene i Danmark har fx stående i deres fundats, at de bygger på det kristne og folkelige. (I praksis er det desværre ikke altid så tydeligt.)
Meget socialt hjælpearbejde er udsprunget af vækkelserne i forrige århundrede. Faktisk fører vækkelse ofte til, at vi får øje på de sociale problemer omkring os. Da der i 70’erne var en mindre karismatisk vækkelse i Danmark, førte det fx til, at der opstod en række kristne hjælpecentre. Et af dem er Shalom i Randers, som netop har måttet opgive at drive centret videre. Andre eksempler er Quo Vadis, Kildegården, etc.
En følge af den beskedne studentervækkelse, som opstod efter oprettelsen af KFS, førte til, at der en generation senere blev oprettet en masse kristne friskoler. Osv.
Vi har også over 100 efterskoler og højskoler, som oprindeligt var inspireret af den grundtvigske eller missionske vækkelse. De har været til ufattelig stor gavn for de tusinder, som er gået igennem dem.

Danmarks kulturelle standard og det politiske liv var tidligere præget af højskolernes påvirkning. Men efter ungdomsoprøret i 1968 flippede mange skoler ud i et forsøg på at favne tiden. Højskolernes grundlag blev undergravet.
For at komme Tvind-skolerne til livs, ramte politikerne også andre skoler. Fx blev det ikke længere tilladt at tage på højskole med dagpenge – istedet brugte samfundet enorme ressourcer på at ”aktivere” de ledige.
Man talte i 80’erne om, at højskole-Venstre blev til handelsskole-Venstre. Baggrunden var, at fx Venstre og Radikale nu blev for optaget af økonomisk vækst og liberalisme. Og desværre også af liberal holdningsløshed på de etiske områder. Politikerne mistede simplethen forbindelsen til den kristne kulturarv.
Meget af det morads, vi står i nu, skyldes dette.

Det er ikke ligegyldigt, om en kristen skole eller institution går ned. Kristendommen handler ikke kun om at gå i kirke en time om søndagen eller at bede en aftenbøn derhjemme. Det frigørende kristne budskab og de gode positive normer skal omsættes til noget konkret, både i vores eget liv og det samfund, vi lever i.
Derfor er det vigtigt, at vi som kristne støtter og bruger de kristne skoler, foreninger, organisationer og institutioner, – og selv overvejer, om der er brug for flere.
Vi må også politisk arbejde for, at det fortsat er muligt at drive fx private plejehjem, friskoler og børnehaver med offentligt tilskud. Som regel er det økonomisk en stor fordel for samfundet, men specielt på venstrefløjen ønsker man at undgå ”privatisering” og gøre alting statsligt.
Her er det vigtigt, at vi holder fast i friheden – selv om den naturligvis også kan bruges af muslimer og andre, som vi måtte være uenige med.
Vi har i dette nummer ladet efterskoler med et kristent grundlag blive synlige gennem billeder og artikler – netop for at gøre forældre og unge opmærksomme på, hvilken guldgrube, vi – endnu – har til rådighed. Brug den!
Personligt mener jeg også, at vi som kristne bør støtte det kristne parti – eller de få kristne politikere i andre partier – så det ikke kun er ateister, der bestemmer.
Og hvem ved, om der ikke er brug for nye initiativer?
I Norge har de ikke en Kristelig Fagbevægelse af betydning som i Danmark. Til gengæld har de fx en kristen bank.
Kristendommen er nemlig ikke blot en kraft til frelse for den enkelte, den kan også forvandle og forny virksomhederne og samfundet.

Af redaktør Henri Nissen