Hvad venter du på?
Man kan vinde guld – og man kan tabe sølv. Men måske skulle vi vente på nogen fremfor noget. Når en OL finale er færdig, taler man om, at én har vundet guld, men en anden har tabt sølv. Selvom man i virkeligheden er den næstbedste i sin disciplin, så har man tabt.
Af Jesper Oehlenschläger
Sognepræst
i Karlslunde Strandsogn
Her lå han så den evige toer, ved Bethesda dam, som en besejret atlet, der altid måtte se en anden komme først i mål. Det er bare ikke fair, hvorfor var det aldrig hans tur til at komme først?
Lad mig sige min ærlige mening: Det er en underlig beretning, vi har foran os. Jeg har altid syntes, at det var en pudsig, ja nærmest lidt forargende fortælling, den om helbredelsen af den lamme ved Bethesda dam.
For hvor virker det hele lidt tilfældigt, og hvorfor kom Herrens engel kun nu og da og satte vandet i bevægelse? Og hvorfor var det kun første mand i vandet, der blev helbredt? Hvorfor?
Lige præcis Hvorfor er det spørgsmål, mennesker i sygdom eller lidelse ofte står tilbage med. Hvorfor skal jeg lide? Hvorfor er det ikke mig, der blev helbredt? Var det mig, min tro eller noget andet, der stod i vejen for helbredelsen? Hvorfor?
Vi mennesker vil så gerne have løst gåden, og der må være en forklaring på, hvorfor de mennesker, vi beder for, ikke bliver helbredte.
Men dagens tekst giver så ikke en forklaring på, hvorfor manden skulle ligge syg i 38 år, og hvorfor det kun var første mand i vandet, der blev helbredt, eller om det var alle ved Bethesda Dam, der blev helbredt den dag.
Sygdom og lidelse er og bliver et problem og et ubesvaret spørgsmål. Der findes ikke en god forklaring, når en ung mor skal dø, et barn omkomme i en ulykke eller en kær ven leve i årelang lidelse.
Hvis vi vil være til stede i hinandens liv, må vi turde lade spørgsmålene stå ubesvarede, ja ligefrem turde stille spørgsmålene sammen med mennesker, som man gør i Jeopardy programmet, hvor opgaven er at stille spørgsmålene. Som Jesus selv gjorde det på korset Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?
Jesus møder den lamme, som han møder os i dag. Nogle gange med helbredelse, men altid med sin nåde og kærlighed. Jesus spørger: Vil du være rask?
Svaret vækker til eftertanke: Jeg har ingen til at hjælpe mig ned i dammen. En ting er at være syg og at lide, men noget andet er den dybe ensomhed, der er forbundet med det, at man ikke har nogen til at hjælpe sig.
Jeg har talt med syge mennesker, som er gået dybt nedtrykte og grædende fra såkaldte helbredelsesmøder uden at være blevet helbredt.De blev endnu mere bekræftet i deres ensomhed og fik en følelse af, at der ikke var plads til deres spørgsmål, tvivl, råb eller protest.
Jeg har en drøm om at se endnu flere helbredelser i vores menigheder, men min største vision er, at vi som menigheder bliver helbredende fællesskaber, der hjælper mennesker til Jesus (se fx Mark 2,1-11).
At vi er hinandens hjælpere, der beder om helbredelser, græder med hinanden, deler livet i hverdagens op- og nedture med hinanden og hjælper hinanden ud af ensomheden.
Spørgsmålet om hvorfor Gud helbreder, og hvorfor han ikke gør, står vi til stadighed med. Som Guds børn må vi bede ham om alt, men vi har ikke et Guds ords løfte for, at alle vi beder for bliver helbredt. Men Guds ord lover os, at enhver som stoler på ham ikke skal blive til skamme (Sl. 25:3)
Nogle gange viser Gud sin magt og skaber tro ved at tage os ud af sygdom, andre gange ved at bevare os igennem sygdom.
Som en klog mand har sagt: Ikke alle vores ønsker, men alle sine løfter opfylder Gud. I stedet for at spørge os selv, om hvad vi venter på, kunne vi spørge os selv: Hvem venter vi på?
