Ind i Bibelen – ud til mennesker
Nye bachelorstuderende i teologi med gnist til at formidle kristendom til danskerne.
Jeg vil arbejde med mennesker. Jeg vil hjælpe til i en menighed. Jeg vil være præst.
Tre nye studerende ved den ny bacheloruddannelse på Dansk Bibel Institut bærer på hver sin drøm om at udbrede kristendommen i Danmark.
Fascineret af Ånden
– Jeg læser teologi, fordi jeg blev fascineret af Guds Ånd. Jeg vil måske arbejde ud fra en menighed med såkaldt teltmagermission, dvs. være en arbejder for Jesus, fortæller Christian Dyssegaard.
– Jeg vil arbejde med mennesker og de grundlæggende værdier, som Bibelen giver lige meget, hvor i verden man er, fortæller Lene Thomsen og fortsætter:
– Jeg har to forskellige drømme: den ene handler om musik og lovsang, den anden om sexologi – hvad siger Bibelen om sex?
Andreas Bruun er helt afklaret med, hvorfor han læser teologi på DBI:
– Jeg blev kaldet til at være præst. Det skete både som en proces over årene, men mere konkret på min dåbsdag for ét år siden. Jeg sad og talte med min far om dem, der meldte sig ud af folkekirken, og så gik det pludselig op for mig; Det er ikke nu man skal melde sig ud af kirken det er nu man skal blive og kæmpe for den. Min drøm er, at en ny generation af mennesker får et tæt forhold til Gud, siger han
DBI kunne den 20. august byde velkommen til et rekordstort hold studerende syv studerende på den etårige åbne uddannelse i kristendom, og 15 studerende på den nye bacheloruddannelse, som er startet op i tæt samarbejde med det norske International University College.
I sin velkomsttale talte rektor Børge Haahr Andersen om at få tændt den gnist, der hele tiden driver en til at søge dybere i Bibelen. Dels for at få svar på sine spørgsmål, og dels for at komme dybere i erkendelsen af, hvem Jesus Kristus er, og hvad han vil mig og min nabo.
– Når denne gnist tændes skaber den kreative ideer til at sætte arbejde i gang i lokalsamfundet, sagde han.
De studerende lyttede intenst og tog ordene til sig. Og snakken bredte sig livligt ved frokostbordet bagefter mellem nye og gamle studerende.
Ind i Bibelen ud til mennesker.
Af Svend Løbner
og Lisbeth Bitsch