Det levende håb
Det var lørdag før Allehelgenssøndag (1979). Vi sad en lille flok i dagligstuen og ventede på at skulle deltage i en begravelse over middag. Stemningen var trykket på grund af alt det, som var gået forud, og nu det, som forestod.
Af Gert Grube
Gert Grube er kunstneren bag skulpturerne i Bibellands Galleri Udsigten i Brejninge.
Jeg husker tydeligt den dag, da min mor skulle begraves. Vi var ikke af mange ord, for hvad skal man sige, når et familiemedlem er gået bort?
For ligesom at bryde tavsheden åbnede jeg for morgenandagten i radioen uden at tænke på, at programmets indhold var præget af Allehelgenssøndag næste dag.
Stor blev vores glæde, da vi fik lov til at lytte til sang og tekster, som handlede om Himlen. Vi hørte Brorsons dejlige salme om Den store hvide flok vi se og tekster fra Åbenbaringsbogen om skaren med de lange hvide klæder og med palmegrene i hænderne, råbende med høj røst: Frelsen tilhører vor Gud og lammet.
Jo, det blev en uforglemmelig morgenandagt, der satte fokus på vort borgerskab i himlene. En gave til de efterladte.
Den store hvide flok vi se
som tusind bjerge fuld af sne, med skov omkring af palmesving, for tronen: Hvo er de?
Det er den helteskare, som
af hin den store trængsel kom og har sig to´t i Lammets blod til Himlens helligdom!
Der holder de nu kirkegang
med uophørlig jubelsang i høje kor, hvor Gud han bor blandt alle engles sang.
H.A. Brorson
Vi oplevede konkret betydningen af teksten fra saligprisningerne: Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de som sørger, for de skal trøstes.
At være fattig i ånden er netop magtesløshed og hjælpeløshed, og som Luther skriver det: at have et sønderbrudt og bange hjerte, der vil Gud. Det er til sådanne mennesker, Jesus siger, at Himmeriget er deres. Med Himmeriget tænkes der ikke blot på noget kommende, men lige så meget på noget nærværende: Syndernes forladelse, fællesskab med Gud og alt, hvad dertil hører.
Salig er altså ikke kun noget, man oplever hisset, men netop noget, man oplever i hverdagslivet sammen med Gud.
Denne lørdag oplevede vi for alvor, hvad der ligger gemt i ordene: Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.
Vi fik med morgenandagten en stærk trøst, der flyttede rundt på vore tankebaner. Med ét blev vor forknythed erstattet af et stærkt håb om himlen, hvor den himmelske brud bliver iført et opstandelseslegeme, som svarer til Jesu legeme, for som Kristus opstod, sådan skal vi også opstå.
Saligprisningerne er fyldt med håb, dog er der et memento om lidelse og forfølgelse i de to sidste saligprisninger, men lønnen for at stride troens gode strid vil fuldstændig overgå enhver form for besværlighed her på jorden. Også her gælder det: for Himmeriget er deres.
Er sjælens møje tung og striden lang, hør! Fra det fjerne toner sejerssang!
Da vandrer styrket vi vor pilgrimsgang.
Halleluja, halleluja!
(5.vers af For alle helgen, som i Kristi tro)
