Frikirke døber 30 på én gudstjeneste

Kirken i Kulturcenteret består af fem menigheder med forskellig nationalitet. Den thailandske vokser hurtigst kan man se på de 30, der blev døbt i søndags.
Det er ”Supersøndag” – den sidste søndag i måneden hvor Kirken i Kulturcenteret i København samler alle fem gudstjenester til én fælles gudstjeneste på både dansk og engelsk.

Her fortæller dåbskandidater, hvorfor de vil døbes.
Fotos: Carolina Segre Høyer

Det giver en broget forsamling med mange hudfarver, alle aldre og mange måder at fejre gudstjeneste på.
Men denne søndag er noget helt særligt. Omkring 26 har meldt sig til dåb. Den største gruppe ser ud til at være kvinder fra Thailand. De smiler, men virker også lidt nervøse. Der er også folk af både dansk og afrikansk baggrund.
Kort efter velkomsten rejser ti stykker sig. De fordeler sig ved tre mikrofoner og læser på skift deres historie op. Imens kører der enten en dansk eller engelsk oversættelse hen over den store skærm, der er placeret over scenen.
– Jeg vil gerne døbes, fordi Jesus har givet nyt håb og mening til mit liv, fortæller én af de thailandske kvinder.

Fra én til ti netværksgrupper

Den thailandske del af kirken i Kulturcenteret er den mest voksende. For få år siden samlede June Andersen en lille gruppe af thailandske kvinder omkring sig. Hun arbejder som rengøringsassistent i Danmark, men har oprindeligt uddannet sig som præst i Thailand for mange år siden.
Nu samler Thai op mod 100 deltagere hver søndag og den ene gruppe er blevet til over ti grupper. Hver uge får June lov til at bede med både mænd og kvinder, som gerne vil lægge deres buddhistiske tro bag sig og i stedet blive kristne.

Du kan blive døbt lige nu

Jarle Tangstad

I gudstjenesten er de første ti nu blevet døbt og ledende præst Jarle Tangstad træder frem på scenen med tolken ved siden af.
– Dåben kobler os til Jesu død og opstandelse og giver os en identitet, der er hævet over følelser, fornemmelser og omstændigheder. Er der nogen, som vil døbes nu? Vi har tøjet klar.
Fire hænder ryger op. Folk klapper, og de fire går ud sammen med en af præsterne for at få en lyn-introduktion til dåbens betydning. Imens bliver det næste hold af nye troende døbt.

Over 30 nationaliteter

Kirken i kulturcenteret har udover den thailandske gudstjeneste også en filippinsk, en spansk samt en dansk og engelsk gudstjeneste. Supersøndagen er et samlingspunkt for hele kirken. Gudstjenesten er blevet kirkens højdepunkt, hvor op mod 800 voksne plus børn, fra mere end tredive nationaliteter samles

Jeg vil gerne døbes

Fotos: Carolina Segre Høyer

Mod slutningen af gudstjenesten kommer de fire personer op, som meldte sig spontant til at blive døbt. Den ene kommer fra England og gik på et Alphakursus for to år siden.
– Det var livsforvandlende for mig at gå på Alpha kurset for to år siden. Jeg har lært Jesus bedre at kende siden da, og jeg ved, at tiden er kommet til at vise det offentligt.
Den største gruppe blandt de døbte var nye troende af thailandsk oprindelse, men også danskere og afrikanere var med.
– Vi oplever en fantastisk vækst især i vores thailandske del af kirken, udtaler ledende præst Jarle Tangstad. Thai gudstjenesten er på få år vokset fra to deltagere til op mod 100.
– Jeg hører ikke noget lignende ske blandt thai’er andre steder i Europa, fortsætter han.
Det store antal døbte er også et udtryk for kirkens strategi med at samle alle sine fem gudstjenester til én gudstjeneste den sidste søndag i måneden.
Op mod 800 mennesker samles fra den danske, engelske, filippinske, thailandske og spanske gudstjeneste til en fælles gudstjeneste på dansk og engelsk, hvor musikken, atmosfæren, fællesskabet og forkyndelsen får lov til at udtrykke kirkens fælles vision.
Det har skabt en gudstjeneste som menighedens medlemmer er særlig stolt af. Det er i hvert fald denne søndag, at der bliver inviteret flest kirkefremmede gæster med.
Kirken i Kulturcenter er en pinsekirke og landets største frikirke.
Mikael Wandt Laursen/sl