Iris søgte meningen med livet i dybdepsykologi og alternative livsforståelser

Som adoptivbarn følte Iris Pedersen sig kun elsket, når hun var, som hendes mor og andre mennesker ønskede det. Sådan troede hun også, at Gud var – og sagde farvel til ham for at finde svaret på sine problemer i psykologien. Iris Pedersen var på jagt efter noget, der kunne give hende tryghed og mening i livet.

– Med tiden faldt jeg selvfølgelig lidt ned, men mit liv var grundlæggende forandret. De sorte huller, som sorg og savn havde efterladt i mig, formåede Guds kærlighed at fylde med lys.

Hun kæmpede med depressioner allerede i 20-årsalderen.
– Jeg havde lært mig en måde at leve på, hvor min indre radar straks opfattede, hvordan jeg kunne tilpasse mig andres følelser og stemninger. Det havde den fordel, at de fleste godt kunne lide mig. Ulempen var, at jeg ikke kunne være mig selv, husker Iris.

Hun spekulerede ofte på, om grunden til hendes utryghed var, at hun var adoptivbarn. Ikke fordi hun havde haft en traumatisk barndom. Hun var vokset op i en rimelig harmonisk familie på landet.
Moderen havde gjort sit bedste for at hjælpe datteren godt på vej. Hver aften havde hun bedt fadervor med Iris og broderen. Og senere fortsatte børnene selv med dette ritual, før de kunne lægge sig til at sove.
Desværre brugte moderen også Gud i sin opdragelse af datteren. Og da Iris kun følte sig elsket, når hun gjorde, som moderen ønskede, fik hun det samme frygtsomme forhold til Gud. Iris havde aldrig fået et personligt forhold til den fjerne gud, som hun frygtede lidt for uden rigtig at kunne afgøre, om han fandtes eller ej.
Måske var det derfor, Iris sagde farvel til Gud, da hun blev ung. Dengang i 70’erne var det heller ikke på mode at tro på Gud.
I stedet forsøgte hun at finde svar på meningen med livet og sine egne undertrykte følelser gennem psykologien.

Her stiftede hun bekendskab med Jes Bertelsen, som var et kendt navn i den alternative verden. Jes Bertelsen brugte bl.a. Jungs psykologiske teorier som udgangspunkt.
– Han forklarede, hvordan vores personlighed var som et isbjerg. Vi kendte kun den lille tiendedel, der stak ovenover vandet, mens de 90 pct. var ukendt for os selv.
Men ifølge ham kunne man også lære denne del at kende ved at bruge dybdepsykologi og bevidsthedsudvidelse gennem de østlige åndelige metoder.
– Vi sad musestille og dybt fascinerede, når han under en forelæsning på universitetet kiggede hen over os for at aflæse auraen. Det var meget spændende, husker Iris.
– Efter den tredje og sidste forelæsning kunne man fortsætte i en udviklingsgruppe eller deltage i et kursus i drømmetydning. Selv var jeg lidt tøvende. Jeg ville gerne vide, hvad det indebar. Flere gange havde jeg forsøgt at kontakte Jes Bertelsen, men ingen havde taget telefonen.
Men Iris meldte sig alligevel til kurset i drømmetydning.
Det viste sig at være en åben dør ind i den alternative verden.

– Jes Bertelsen tegnede et menneske og fortalte om en usynlig energi, der strømmede i mennesket gennem et net af kanaler, som var forbundne med nogle energicentre langs kroppens midterakse, som han kaldte chakraer.
Jeg forestillede mig et usynligt net af strømførende ledninger, der udgik fra disse centre.
Men chakraerne var mere eksotiske end som så. Det var cirkler eller hjulformede forekomster, der synliggjorde sig som bestemte farver og geometriske figurer blandt andet i vore drømme. Det var de farver, der var interessante i vores arbejde med drømmene. Gennem dem fik vi mulighed for at arbejde med på en afbalancering af energien i det chakra, farven henviste til. Det var vigtigt, fordi balancen i chakraerne var forudsætningen for en harmonisk udvikling af den enkelte frem mod selvet og eventuel højere bevidsthed.

– De, der tvivlede lidt på disse nye forklaringer, fik at vide, at underviserne kunne se et energifelt, en aura, udenom dem. Og så måtte det jo være rigtigt….
Selvom Iris var skeptisk, oplevede hun, at der skete noget åndeligt med hende. Hun begyndte selv at mærke i solar-plexus, når der var spændinger i luften. Og hun brugte et såkaldt “hvidt lys” til at bekæmpe denne ubehagelige følelse.
Også andre studerende oplevede voldsomme reaktioner, når den såkaldte kundalini-energi steg op i dem. Iris blev noget utryg ved hele undervisningen.
Så var det, hun fik en drøm, hun aldrig glemte:

– Jeg drømte, at jeg stod sammen med mange andre og så op mod himlen, hvorfra Jesus rakte sine hænder ned mod os. Til min store overraskelse tog han mine hænder i sine, og jeg blev utrolig glad for, at det skete. Derefter velsignede han mig, og han meddelte mig, at det ikke var regler, inspireret af østlig mystik, jeg skulle følge, men regler af vestlig oprindelse, som han ville vise mig, fortæller Iris.
– Da jeg vågnede, var jeg noget forundret over, hvor glad jeg havde været i drømmen. Jeg havde ikke vidst, at jeg ønskede Jesu velsignelse, og jeg var i vågen tilstand knap så begejstret.
Men jeg var ikke i tvivl om, at det var det, Jung kaldte selvets arketype i Jesu skikkelse, der havde vist sig og vejledt mig. Det var ham og den vej, han viste mig, jeg måtte følge, hvis jeg ønskede at være tro mod den person, jeg dybest set var.

– Det var egentlig ikke Jesus i sig selv, der gav mig betænkeligheder. Men der var noget ved drømmen, der gav mig associationer til den kirke og kristendom, som jeg absolut ikke ville have noget med at gøre.
Den straffende og fordømmende Gud, jeg havde kendt som barn, og som vi i realskolen havde læst om i Hans Kirks Fiskerne, kunne jeg ikke leve med, husker Iris. Alligevel begyndte hun at stille spørgsmål ved den undervisning, hun modtog.

I stedet begyndte Iris bl.a. at læse bøger af den liberale teolog Dorothe Sölle. I hendes undervisning var Jesus ikke den frelser, som Ny Testamente og klassisk kristendom talte om. Han var mere et politisk ideal. Sölle gjorde stort indtryk på Iris.
Iris begyndte nu også at interessere sig for Grundtvig. Men her var det også Ejvind Larsens politiske udgave af Grundtvig, hun blev betaget af.
– Der var ellers ikke meget snak om Gud hos de forfattere, jeg læste, og heller ikke blandt mine venner og bekendte. I nogle af bøgerne optrådte ganske vist en åndelig dimension, men den var af en noget mere sofistikeret type, end den jeg havde mødt hos Grundtvig, Sölle og Møllehave. Det åndelige i bøgerne og i tiden havde en nærmest diffus karakter.

– At beskæftige sig med egentlig kristendom var nærmest pinligt blandt de mennesker, jeg havde berøring med. At Kløvedal Reich og Ejvind Larsen skrev om den slags, var en anden sag, fordi de i forvejen var erklæret progressive. Det var i orden at snakke om politik, kønsroller, seksualitet, ja, næsten hvad som helst. Men når det kom til åndelige emner, var det underforstået, at det udelukkende var det åndelige i andre kulturer end de kristne, der havde interesse.
– Der var en stærk vilje til oprør og afstandtagen fra alle de værdier, vi var vokset op med i den generation, der blev voksen i 1960’erne og 70’erne. Vi ville selv definere rigtigt og forkert, vi ville ikke lade os noget sige, men reformulere og genopfinde stort set alt.

Senere begyndte Iris også på et teologisk-psykologisk kursus hos teologen Lene Højholt. Her blev evangeliet udlagt psykologisk. Også her førte undervisningen videre til særlige grupper, hvor man eksperimenterede med den østlige åndelighed.
Og igen oplevede Iris det meget voldsomt, når de indre kræfter kom til udløsning.
– Når vi skiltes efter møderne, var der ikke megen glæde tilbage i mig, og jeg fik stadig sværere ved at se formålet. Jeg forlod igen gruppen og måtte konstatere, at det ikke var en vejleder, jeg havde fundet i Lene. Derimod var hendes evner til at gøre Bibelens fortællinger relevante i en dybdepsykologisk sammenhæng uomtvistelige. Og det var lidt af en åbenbaring på det tidspunkt i mit liv, husker Iris.
Også en teknik, som hed holotropi, udviklet af Stanislav Grof, blev afprøvet, og Iris gik til auraskanning og til flere andre slags healinger og terapier.
Alligevel konstaterede hun en nytårsaften i sin dagbog, at livet var utåleligt, og at hun ikke kunne blive ved at leve på denne måde.

Men nu skete der en vending.
Iris’ datter skulle konfirmeres, og Iris vovede sig ind i den lokale folkekirke. Det var meget svært. Et eller andet i hende ville ikke ind i den kirke. Men Iris vidste med sig selv, at hun også måtte gå til alters, selv om benene rystede under hende.
Efter den altergang blev hun rolig, og hendes uvilje over for kirken forsvandt pludselig…
En dag gik Iris ind i Den kristne boghandel i Guldsmedegade i Århus for at købe et kors. I butikken fik hun øje på et kassettebånd med Cliff Richard. Ham anså hun for at være nogenlunde normal, så hun købte båndet.
Der fulgte et lille hæfte med, hvor Cliff forklarede, hvad troen betød for ham.

– Bortset fra Bibelen var det, jeg indtil nu havde læst om kristendom og tro, skrevet af teologer eller akademisk uddannede mennesker med en stor viden om emnet. Men der var ingen tvivl om det ægte i det, Cliff skrev. Det var levet kristendom, han fortalte om. Det var bekendelse, og det var glæde på en naturlig og jordnær måde, som jeg ikke havde mødt det før.
Et ganske særligt indtryk gjorde det på mig, hvor han understregede, at man som kristen fik forbindelse til en levende person, til Jesus. At kende ham som en levende, personlig og nær ven, at tjene ham som Herre og Gud var det, det handlede om.
”Kristendom er overgivelse til Jesus”, skrev han.

– Jeg troede på, at Jesus var Guds søn, at mine synder var tilgivet ved ham, og jeg var frelst ved ham. Men det var tydeligt nok for mig, at jeg ikke havde overgivet mig til ham. Og tanken om at gøre sådan noget virkede også skræmmende på mig.
Jeg var ikke særlig stolt af mig selv, da jeg lå i min seng den aften. Faktisk var det ret pinligt for min forstand og min selvopfattelse sådan at ligge her og følge en engelsk rocksangers opfordring til at overgive mit liv og mig selv til Jesus, lade ham være min Herre og den, der styrede det fremover.
Men jeg gjorde det. Jeg bad Jesus om at komme ind mit liv og mit hjerte, om at han ville frelse og styre det, og jeg faldt i søvn med en følelse af, at alt i grunden var godt, husker Iris.

Næste dag hørte hun sangene igen og igen. De gjorde et dybt indtryk. Sange som fx “Higher Ground”, “The Lord’s my Shepherd” og “Amazing Grace”. Hun græd og mærkede Guds kærlighed og forstod for første gang i sit liv, at hun var højt elsket og ikke var alene, fordi han havde været helt nær hvert øjeblik af hendes liv og altid ville være det.
– For første gang nogensinde følte jeg mig hjemme på jorden, fuldstændig tryg i mit menneskeliv, og jeg behøvede ikke mere at søge efter helhed og mening, efter ægte væren. Det havde jeg alt sammen fået givet.
Jeg læste i Bibelen med en helt ny glæde, og i modsætning til tidligere var det, jeg læste, meningsfuldt og for det meste umiddelbart forståeligt. I det hele taget stod det lysende klart for mig, at Bibelens tale om Gud og Jesus, om Helligånden, om os og vore liv var sandheden.

Iris Pedersen har skrevet dagbog hele sit liv. Nu udgiver Udfordringens forlag hendes bog om den åndelige rejse.
Den er på 122 sider og koster 148 kr.

Det er nu over 20 år siden, Iris overgav sit liv til Jesus, og det var ikke bare en sentimental følelse. Det holdt.
– Med tiden faldt jeg selvfølgelig lidt ned, men mit liv var fra da af grundlæggende forandret. De sorte huller, som sorg og savn havde efterladt i mig, formåede Guds kærlighed at fylde med lys, og den byrde af tristhed, jeg havde båret med mig under min smilende overflade, var som blæst væk. Jeg var set og elsket, sat fri af Gud til at leve uden at behøve at bekymre mig så meget om mig selv, fortæller Iris i den bog, hun nu har skrevet om sin åndelige rejse.
“Fundet og Fri” har hun kaldt den. Og hun håber, at den kan hjælpe andre til at spejle sig i hendes historie – og opleve sig fundne og frie.