Kirke køber et helt rådhus
Menighedsrådet i Rudkøbing har pladsproblemer
til og har derfor købt byens rådhus, som nu skal
restaureres for 9 mio. kr.I den gamle købstad Rudkøbing på Langeland står det smukke rådhus i forfald. Men nu har det lokale menighedsråd købt bygningen for at omdanne den til et center for kirkelige aktiviteter.
Det var kommunesammenlægningen i 2007, der gav rådhuset i Rudkøbing dødsstødet – i første omgang. Den kommunale administration blev flyttet og rådhuset solgt til en investor, der blot lod det stå tomt og forfalde, skriver Menighedsrådsbladet.
Allerede dengang havde Rudkøbing-Simmerbølle menighedsråd rådhuset i tankerne, fordi det ligger lige over for kirken. Men prisen var for høj. Imidlertid stod man med et presserende pladsproblem, for man manglede en konfirmandstue og begyndte derfor at lægge planer om at bygge et nyt menighedshus.
Nu var årene imidlertid gået, og ejeren af rådhuset indgik gerne købsforhandlinger med menighedsrådet, der fik prisen presset ned til 2,5 mio. kr. Aftalen kom i hus, og nu er menighedsrådene i gang med projektet, der skal blive til gavn for alle øens sogne.
Det nye kirkehus skal bl.a. indeholde mødefaciliteter og kontorer for provstiet.
Endvidere skal der indrettes en lejlighed, så præsten fra Strynø kan overnatte, når han ind i mellem kommer over og arbejder på Langeland.
Rådhusets godt 1.000 kvadratmeter er i så dårlig stand, at det koster 9 mio. kr. at renovere det. Provstiet har bevilget de 6 mio. kr. Projektet er omfattende, for taget skal skiftes, og der skal elevator i bygningen, som i øvrigt har en kæmpe vandskade.
Men på Langeland glæder man sig til at se den smukke bygning få liv igen. Det nye kirkehus forventes klart sidst i 2013.
Af Lisbeth Bitsch