Kristne musikere må godt være mere ambitiøse
Gruppen Kloster har netop udgivet et nyt album, og det vil – som altid – appellere bredt. Mikael Andreasen undrer sig over, at mange dygtige kristne musikere ikke bruger deres talenter bedre – og bredere.Egentlig var det bare et sideprojekt. Kloster plejer at lave albums på engelsk, men da en af Mikaels venner for 3-4 år siden skrev en ny melodi til Ingen er så tryg i fare, fik Mikael en lille åbenbaring.
– Jeg blev så grebet af det. Jeg kunne godt huske den salme fra min barndom, men jeg har aldrig rigtig tænkt over ordene i den som sådan. Det var bare en godnatsang for mig.
Men nu kunne jeg høre, hvor god en tekst, det egentlig er. Og jeg tænkte: Hold da op.
Mikaels ven er Jonas Haar Petersen fra Hymns of Nineveh, som har haft kæmpe succes de senere år, både blandt kristne og almindelige danskere, som ikke har noget særligt forhold til kristendommen.
Planen var egentlig, at de skulle lave det nye album sammen. Men Jonas og den anden solist, Solrun, fik hurtigt travlt med hver deres ting, og derfor blev det et Kloster- album i stedet. Solrun synger dog stadig på stort set alle numrene, og Jonas på et enkelt.
I alt har hele 26 mennesker været med på albummet! Det er især folk, som Mikael kender fra Københavns undergrundsscene. De har sendt lydspor til ham over internettet, hvorefter Mikael har stykket det sammen til en helhed.
– For nogle af dem har det været en stor udfordring at sidde og arbejde med de her tekster, fordi de ikke selv er troende og et eller andet sted var lidt provokerede, smiler Mikael.
Mikael er opvokset i en frikirke og har derfor aldrig for alvor brugt Den Danske Salmebog. Det var ukendt land for ham, som han udtrykker det.
– Jeg kender selvfølgelig de der store salmehits, alle højtidssalmerne, men alle de andre lidt mere ukendte salmer kender jeg stort set ikke. Og det gør jeg faktisk stadigvæk ikke, siger han og forklarer, at han indspillede mange af de nye salmer uden at have hørt den originale melodi.
På den måde var han ikke bundet af en bestemt tone. Ni salmer og en aftensang, som det nye album hedder, adskiller sig også tydeligt fra klassiske salmer. Man hører tydeligt Klosters særprægede stil skinne igennem på albummet, og det kan være svært at genkende de klassiske salmer, hvis man ikke lytter godt efter teksten.
– Der er selvfølgelig andre, der har gjort det før mig, men for mig har det været en opdagelse i den danske kulturskat, men også i forhold til min egen tro og tvivl har det været dejligt at opleve nogle tekster, som jeg synes, man kan sige, er…fair over for troen.
– Jeg er opvokset i en frikirketradition, og jeg har altid haft det ambivalent med størstedelen af de sange, man synger der. For i et forsøg på at gøre Gud mere kammeratlig og nede på jorden, så bliver det tit meget forsimplede tekster, som jeg ikke synes udtrykker min trosrelation på en ordentlig måde. Det at opleve nogle tekster, som beskriver undren, tro og tvivl på en meget smuk og poetisk og velskrevet måde, det fangede mig.
Den sidste plade, Kloster lavede, fik stor anmelderos, og han spillede blandt andet på Roskilde Festival sidste år. Selskabet VME kontaktede Mikael i februar i år for at høre, om han var ved at lave noget nyt. De har blandt andet udgivet plader for Tue West, Savage Rose og Agnes Obel, men selvom det var salmer, Mikael arbejdede med, så var selskabet overraskende nok meget interesserede i at udgive dem.
– Der er jo ingen omkvæd i salmer, så det er ikke særligt catchy og måske ikke det mest sexede at lave, griner Mikael.
Mikael har med Kloster haft relativt stor succes og får ofte gode anmeldelser. Det undrer ham nogle gange. Han tror, at interessen skyldes, at det er musik, som mener noget om noget.
– Man skal være meget døv og blind for ikke at se, at 99% af min musik handler om tro, tvivl, undren og min egen tro. Jeg tror godt, at folk kan fornemme, at jeg ikke har en skjult dagsorden. Fordi jeg er et troende menneske, og det fylder mest i mit liv, så skriver jeg om troen. Det er ægte, og det tror jeg, at folk kan lide.
– Nogle af mine tidligere plader er jo nærmest rene lovsange. Og hvorfor er det, at folk tager det til sig, når de ikke tager alt muligt andet til sig fra folk, der kommer fra en kirkelig baggrund? Det er musik på musikkens egen præmisser.
Han har det svært med, at så mange dygtige kristne musikere reducerer musikken til kun at være musik for andre kristne, eller for at lokke folk ind i Guds Rige.
– Jeg ønsker selvfølgelig også, at andre mennesker skal opleve den relation til Gud, som jeg har, fordi det er det, som beriger mit liv mest, men samtidig synes jeg også, det er forkert, at man reducerer musikken til at være værktøjer for noget andet.
– I det hele taget synes jeg, det er mærkeligt, at man som kristen har lyst til at have en kristen musikscene eller industri. For hvis jeg skal være grov, så er det helt vildt ekskluderende over for resten af verden.
– Man ser jo heller ikke en hitliste for politik eller andre ting. Hvorfor skal kristen musik leve i sådan en subkultur? Musik er musik, og kunst er kunst. Mit udgangspunkt er: Ja, jeg tror, og derfor får musikken dén stemme.
Han mener, det handler om, at vi er skabt i Guds billede.
– De to hovedkarakteristika, jeg ser hos Gud, er, at han er skabende og elskende. Det falder mest i øjnene hos mig. Og hvis Gud er det, så vil jeg også være sådan. Så det at skabe er i sig selv en tilbedelse af Gud.
– Det peger hen på, at jeg er skabt af noget større. Og det kan jeg ikke se skal være noget eksklusivt kun for dem, som tænker som mig. Jeg kaster det bare ud i verden blandt de andre stemmer derude.
– Jeg kan huske for nogle år siden, at et kæmpestort musiknavn udtalte: Min næste plade skal være en kristen plade, for der er millioner at hente på det marked. Så det kan, i hvert fald i USA, hurtigt blive en pengemaskine, hvor knap så dygtige bands slår igennem i denne lille subkultur.
– Jeg synes bare, at det er mærkeligt, at hvis Gud er universets skaber, og har skabt den her vilde, vilde verden…og hvis vi kristne påstår, at vi er dem, som har den tætteste relation til ham, så kan jeg bare ikke forstå, at vi så ofte ikke formår at skabe bedre ting, end det vi gør.
– Hvornår er årets bedste roman, kunstværk eller lignende lavet af en kristen? På den anden side, så er der mennesker, som formår at skabe noget, som næsten bliver religiøst i deres skønhed. Man tænker: wow…hold da op!
– Det er lidt en kæphest for mig, for jeg har set mange vildt dygtige mennesker i min opvækst, og så kan jeg ikke forstå, at de stiller sig tilfredse med at spille Råb til din Gud hver søndag, siger han og understreger, at der selvfølgelig ikke er noget i vejen med det i sig selv. Men det handler om at bruge de evner og det potentiale, der er lagt i én.
– Og det er heller ikke fordi, jeg mener, at det vi laver er på et ekstremt højt kunstnerisk plan, men jeg synes trods alt, at det er ærligt og åbent.
Han mener især, at nummeret Gådefuld er du, Gud er en god afspejling af hans nuværende trossituation:
– Før har jeg været mere skråsikker på nogle ting. Jo mere jeg hviler i min tro, jo mere gådefuld bliver Gud, smiler Mikael og siger samtidig, at det ikke nødvendigvis er noget dårligt. Gud kan være gådefuld, og det vil hans musik – naturligvis – bære præg af.
