TRO møder TRO

Deres hudfarver, deres kulturelle baggrunde, deres måder at have kirkefællesskab på og deres omgivelsers reaktion på deres tro er forskellige, men én ting har de til fælles – troen på Jesus. Præsterne James Reynolds fra Nigeria og Jesper Oehlenschläger fra Karlslunde Strandkirke udveksler her erfaringer.De 12 ridser i pastor James Jemiyira Reynolds ansigt vidner om en kulturel meget anderledes baggrund end præst Jesper Oehlenschlägers danske (Karlslunde Strandkirke).

– Jeg fik et chok første gang, jeg var til gudstjeneste i Karlslunde Strandkirke. Flere var mødt op i shorts. Selv ham, der forrettede nadver, stod i korte bukser, siger James Jemiyira Reynold, som her ses sammen med Jesper Oehlenschläger – i lange bukser.

Tegnene i den nigerianske præsts ansigt viser, at han tilhører Lunguda-stammen.
Afrikaneren har boet hos Oehlenschläger-familien igennem en måned, og da interviewet finder sted, er han tæt på afrejse.
Hjemme venter en farlig hverdag som kristen.
James forklarer de svære vilkår, som de kristne lever under:
– Du kan have en personlig tro på den levende Gud, eller du kan have en kristen kulturbaggrund. I Nigeria behøver du bare at være kulturkristen for at risikere at blive dræbt af islamister. Særligt i den nordlige del af Nigeria, hvor jeg bor med min familie. Vores huse bliver brændt ned, og vores kirker angrebet.
– Min egen kirke i Bukuru var tæt på at blive ramt. En islamist havde sneget sig ind til vores gudstjeneste for at spionere. Da han blev opdaget og forhørt, afslørede han planerne om et attentat.
Mange kulturkristne forsøger at skjule deres kristne identitet ved fx at skifte navn, men for min stamme er det umuligt. Vores ridser i ansigtet kan jo ikke fjernes. 80 procent af Lungudaerne er traditionelt kristne.
Jesper tilføjer:
– I visse danske miljøer ses det, at bekendende kristne bliver mobbet. Eller måske hører vi blot kommentaren: ”Nå, er du kristen? Godt for dig.”
– Denne ligegyldighed og manglende stillingtagen opfatter jeg personligt også som en udfordring, men konsekvenserne af at tro i Danmark kan på ingen måde sammenlignes med James’ oplevelser.

Troens holdbarhed

Jesper Oehlenschläger har bemærket, at kristne i Nigeria ikke er flove over at være troende. Om søndagen tager alle til kirke i deres flotteste tøj og viser glade deres Bibler frem på vejen derhen. Det er tydeligt, hvem der skal til gudstjeneste, og hvem der ikke skal.
For de troende er søndagen den festligste dag i ugen.
Derudover påvirker modstand og lidelse ikke nigerianernes tro.
– Alt det negative opfatter de som en fast bestanddel af livet her på jorden, mens troen på Gud forbliver lige stærk. Herhjemme har vi en tendens til at spørge: ”Hvor er du Gud” eller helt at miste troen, når livet ikke former sig, som vi ønsker, siger han om de store mentalitetsforskelle, der er mellem de kristne i de to lande.

Kirkefællesskabet

James fortsætter:
– Selvom ikke alle i Karlslunde Strandkirke kender mig, har jeg alligevel mærket de kristnes kærlighedsfællesskab på tværs af sprog og kultur. Efter gudstjenesterne har mange vist omsorg for mig ved at spørge til mit ophold, min familie derhjemme og min kirke. Flere af dem fra menigheden, som har besøgt os i Nigeria, spørger til mine kolleger og venner.
– Men der er alligevel forskel på spændvidden i et nigeriansk kirkefællesskab og vores danske, siger Jesper.
– Når en kristen i Nigeria bliver syg, bliver begravet, holder bryllup eller markerer andre former for store begivenheder, møder alle fra menigheden op i hjemmet eller til festen. Herhjemme bliver vi væk fra en begravelse, fordi vi er bange for at træde de efterladte over tæerne. Vi spørger os selv: ”Var jeg tæt nok på personen?” og vi formoder, at begravelsen kun er for de nærmeste.

Kulturforskelle

– Jeg fik et chok første gang, jeg var til gudstjeneste i Karlslunde Strandkirke. Flere var mødt op i shorts. Selv ham, der forrettede nadver, stod i korte bukser. Men nu er jeg vant til det, siger James og smiler bredt.
– I Nigeria bliver gudstjenesten ikke til noget, hvis præsten møder op uden sin præsteflip.
Her i Karlslunde går folk desuden i kirke uden deres Bibel. Det gør man bare ikke i Nigeria. I så fald bliver det bemærket.
Til gengæld bliver jeg glad over at se det fællesskab, I har efter gudstjenesten med kaffe og kage eller mad. Den slags praktiserer vi ikke derhjemme, selvom menighedens fattige faktisk har brug for det. De kommer til gudstjeneste på tomme maver og ved måske ikke, hvornår de får mad igen.
Jesper uddyber:
– Når det handler om forholdet til autoriteter, er vi også meget forskellige. I Nigeria er folk ret formelle og udtrykker en enorm respekt for dem, der er højere oppe i systemet. Da jeg var på besøg, kaldte de mig Baba (far) og behandlede mig som en stor autoritet. Herhjemme giver de mig – præsten – øgenavne og laver parodier på mig til fester.
Lidt overraskende samtykker James:
– Jeg ville ønske, at vi kunne praktisere den samme frihed i Nigeria. Den er et sundhedstegn, fordi den viser det kristne budskab i praksis; at vi alle er lige for Gud, ingen højere, ingen lavere. I tør sige til jeres ledere, hvis noget er galt, og beskytter på den måde menigheden. Hos os smiler folk bare til autoriterne.
Af Maria Lykke Andersen