Annette vil give dråber af Guds kærlighed

På lørdag får Annette Bech Vad sin ilddåb som ny landsleder for Agape.- Det, der dybest set driver mig, er, at jeg selv har fået så meget givet af Guds og menneskers kærlighed, at jeg gerne vil give det videre til andre. Jeg trives, når jeg ser mennesker trives.

Annette Bech Vad

Det siger Annette Bech Vad, der tiltræder som ny landsleder for foreningen Agape i Silkeborg den 1. november.

Coacher personalet

Annette kommer fra en stilling som assisterende afdelingssygeplejerske ved akutmodtagelsen på Hospitalsenhed Vest i Herning. Her har hun arbejdet med ledelse, trivsel og udvikling af personalet. Ud over sygeplejeuddannelsen har hun uddannet sig til coach, og det har hun brugt flittigt i sit arbejde.
Hun har gennem en årrække siddet i Agapes bestyrelse og har således et godt kendskab til foreningens mange arbejdsgrene og aktiviteter.
– Jeg har været bestyrelsesmedlem og formand for Agape, men har været helt ude af det i to år, fortæller hun.

Brænder for at vise omsorg

– Da jeg så, at stillingen som landsleder blev opslået, var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg ville søge den. Arbejdet harmonerer fantastisk med det, jeg brænder rigtig meget for. Det betyder meget for mig at arbejde i en kristen organisation, og også en bred kirkelig organisation som Agape. At arbejde med diakoni fylder en stor del af mit liv.
Hvad kan Agape?
– Vi kan udøve diakoni både ved terapi og kurser og desuden udruste andre til at udøve diakoni i de forskellige kirker og menigheder. Diakoni er for mig at vise omsorg og nærvær og at bringe Guds og menneskers kærlighed videre til andre. Det kan have mange ansigter i form af praktisk hjælp, samtaler, nærvær osv.

Vil synliggøre kristen hjælp

– Diakoni er jo egentlig at give dråber af Guds kærlighed videre. De dråber kan bestå af mange forskellige ting, og dem kan Agape være med til at synliggøre både ved at hjælpe direkte og ved at hjælpe andre til at hjælpe.
Hvad vil være din opgave som landsleder?
– Min opgave bliver at lede foreningen, foreningens medarbejdere og frivillige og at markedsføre Agape, for at mange skal kende til Agape og Agapes tilbud. Der er så mange tilbud, som rigtig mange kan have glæde af – også uden for kirken.

Mere selvværd til mennesker

– Mennesker i dag har brug for at blive set og rummet, og det tror jeg gælder både inden og uden for kirken. At man er ok som menneske, også selv om man måske ikke præsterer. Man bliver i dag rigtig meget målt og vejet på, hvad man kan yde, men der vil jeg pege på, at man har en værdi i sig selv. Så tror jeg også, at man ikke kan vælge det hele. Mennesker har brug for hjælp til at tage ansvar for deres eget liv og acceptere de vilkår, de har fået.

Ilddåb i Aarhus

Annette Vad vil få sin ilddåb allerede den 3. november, når Agape holder årsmøde på Diakonhøjskolen i Aarhus.
– Bestyrelsen glæder sig over ansættelsen og ser frem til et udbytterigt samarbejde med den nye landsleder, siger Steen Møller Laursen, der er formand for Agapes bestyrelse.
Annette bor i Videbæk, er gift med Thorkild og har tre store børn.


Artiklen fortsætter efter annoncen: