Lækkert album med eftertanke

Heath McNease’s nyeste album ”The Weight of Glory: songs inspired by the works of C.S. Lewis” er et herligt mix af fortrinsvis indie/folk med strejf af gode hip hop beats, pop og dybe, tænksomme tekster. Så her er der lidt for enhver smag!
Heath formår både at fortolke C. S. Lewis’ værker gennem udvalgte citater, men også ved brug af musikken at skabe gode stemninger, hvilket tilsammen frembringer essensen af C. S. Lewis’ tekster på en rigtig fed og kreativ måde. Så uanset om du har læst C. S. Lewis eller ej, giver Heath med dette album en fantastisk mulighed for enten en genopfriskning eller en appetitvækker.
De fleste numre har grundlæggende den akustiske guitar i fokus, men Heath formår også eksperimenterende at lægge flere elementer som nogle hip hop eller pop beats, klaver, knips, klappen, fløjten osv. ovenpå uden at tage fokus helt væk fra de dybe tekster. Ved udnyttelse af omkvædene og ved at skrue ned for sine beats på de rigtige tidspunkter formår Heath at gøre de vigtigste citater fra bøgerne til centrale fraser i sangene.
Tilbage sidder man med et lækkert album, der lokker til en afslappet eftertænksom pause fra hverdagens trummerum, hvor man måske ikke lige har hverken tid eller overskud til at give sig i kast med en bog, men bare trænger til at sidde i ro og mag og tænke de dybere tanker, der ellers ikke er plads til. Muligheden for fordybelse over centrale kristne temaer er lige om hjørnet! Hver sang er navngivet efter en af C. S. Lewis’ bøger (bortset fra sangen Edmund, som jo selvfølgelig er inspireret af karakteren Edmund fra Narnia-bøgerne), så her er et lille hint til videre læsning, hvis det er.
Mette Jepsen