Ny partikonstellation i Israel kan vælte Netanyahu

Til manges store overraskelse viser det sig nu, at en ny center-venstre partikonstellation vil kunne vælte statsminister Binyamin Netanyahu ved det forestående knessetvalg.
Dette fremgår af en opinionsundersøgelse udført af Smith meningsmålings-instituttet for bladet “Jerusalem Post” og offentliggjort idag.

En sådan konstellation skulle ledes af tidl. statsminister Ehud Olmert – der menes at være på vej tilbage til politik efter at være blevet frifundet for de fleste af anklagerne mod ham for korruption m. m. – og omfatte den tidligere leder af Kadima-partiet Tzipi Livni, partiets nuværende formand, Shaul Mofaz, formanden for det nye “Yes Atid” (“Der er en fremtid”)-parti Yair Lapid og den tidligere generalstabschef, general (af reserven), Gabi Ashkenazi.

Om en sådan konstellation kan oprettes er endnu en hypotese, men i opinionsundersøgelsen mente mange af de 500 adspurgte, at den kunne blive en realitet.

Valgdato: 22. januar

Den er et led i den valgmatematik, der nu er i fuld gang i Israel, efter at Netanyahu har bestemt sig for den 22 januar 2013 som valgdato.

Ifølge Smith meningsmålingen ville en sådan partikonstellation opnå 31 mandater, fire flere
end Netanyahus Likud-parti, der fik 27 mandater ved det sidste valg. Udenrigsinister Avigdor Liebemans “Yesrael Beteinu”-parti ville komme på tredjepladsen med 14 mandater, efterfulgt af Arbejderpartiet med 12 og det ultraortodokse Shas-parti med 11, mens udenrigsminister Ehud Baraks “Uafhængigheds”-parti ikke ville kunne komme over spærregrænsen.

Meningsmålingen viste tillige, at hvis general Ashkenazi opstiller, hvilket han først kan gøre efter en tre års “afkølingsperide”, ville dette “betydningsfuldt'” kunne øge sandsynligheden af, at vælgerne vil stemme på et sådant parti

Hvis Olmert og Livni ikke opstiller, ville resultatet blive som ved valget i 2009, bortset fra at Kadima ville gå tilbage fra 28 knessetpladser til blot fem, og at dets mandater hovedsageligt vil gå til Shelly Yacimovichs Arbejderparti og Lapids nye parti.

Olmert – og hans familie – har nogle svære dage, mens han bestemmer sig for, om han påny skal gå ind i politik. Mofaz skal have sagt til ham, at han (Olmert) kan indtage pladsen som Kadimas partileder, hvis han foretager et politisk comeback, og at han har fået samme løfte fra Livni.

Nattesøvn

Lederen af Kadima-fraktionen i knesset, Dalia Itzik, siger:
– Lapid er intelligent, og jeg tror han ved, hvad han skal gøre. Jeg mener, at offentligheden erkender, at den behøver en manager til at styre landet, og at Olmert har bevist, at han kan bidrage til, at folk sover om natten.

Olmert-tilhængere håber, at det foreslåede center/venstre mega-parti vil opnå flere stemmer end Likud, og at Yisrael Beytenu-partiet og Shas-partiet vil kunne slutte sig til en Olmert-ledet koalition.

Nogenlunde sådan er situationen ved optakten til valgkamkampagnen, fuld af valg-matematik og -prognoser.