Superhelte i børnehøjde

Hvilke heltebilleder går vores børn rundt med, spørger kronikøren med baggrund i en læsning af den populære børnebogsforfatter Kenneth Bøgh Andersens superhelteserie om Antboy.Hvad kan jeg lære om det heltebegreb, som moderne danske børn lever med, og hvilken betydning har det set i et kristent perspektiv?
Af Josua Christensen
Lærer på Lukasskolen, har taget en master i ’Børne- og ungdomskultur, æstetiske læreprocesser og multimedier’.

Hvis man vil vide noget om en kultur, findes der mange spændende metoder, hvorved man kan gå på opdagelse. De seneste år har jeg haft det privilegium at dykke ned i kultur for, med og af børn og unge og afprøve en del af disse metoder undervejs.
En af de ældste veje til viden er gennem litteraturen, ja faktisk den skønne af slagsen. Når man læser en god roman, er det jo ikke blot en underholdende historie, der får øjnene til at klæbe sig til siderne, men et univers af miljøer, personer, temaer og budskaber, som vækkes til live. Der foregår en kommunikation, en bearbejdning og et samspil mellem forfatter, bog og læser.
Nogen gør noget ved noget over for nogen, som en kulturdefinition så flot sætter det på formel.

Antboy (myredreng) er titlen på en romanserie af den meget populære børnebogsforfatter Kenneth Bøgh Andersen. I seks bind forvandles, udvikles og karakteriseres et moderne heltebillede, som kan fortælle os en hel del om en børne- og ungdomskulturens helteforestillinger.

Det første, jeg bemærker, er den ironiske distance, hvorved helten skabes og karakteriseres. Pelle Nøhrmann er en tyk dreng i 5.kl., som bliver drillet og holdt udenfor, og som altid kommer galt af sted på allerpinligste vis.
Men en dag blive han bidt af en tissemyre! Ligesom ved Spiderman – hvor det er en edderkop – overføres tissemyrens egenskaber til Pelle. Da han opdager sine nyerhvervede evner, må han naturligvis finde sig en forklædning og et navn, men Superman er optaget, og han er jo heller ikke nogen mand, så det ender altså med Antboy. Han er måske nok en tegneserie-figur, men rippet for de overnaturlige sider, som ellers ofte gør sig gældende.
Det fortæller mig om et ambivalent forhold til helten, som måske nok kan noget særligt, men på den anden side helst skal være helt almindelig.

Forvandlingen gælder umiddelbart fysikken og sanserne, men den er ikke til megen nytte for den meget uheldige helteaspirant. I sit forsøg på at gøre heltegerninger får Antboy det halve af byen på nakken, fordi han klumrer i det.
Set med analytiske briller må helten ikke bare forvandles, men tildannes. Det er altså ikke evnerne alene eller det gode fortsæt, som skaber en helt, men en proces, hvorigennem denne erfarer, hvordan man skal begå sig i rollen som redningsmand og frelser.

Netop i kernen af superhelterollen finder vi de perspektiver, som er væsentlige i kristen sammenhæng.
En helt må være uselvisk og selvopofrende, villig til at konfrontere fjenden og parat til at tåle forhånelse. Han skal være til at stole på og til at identificere sig med – et menneske, som selv kender til modgang og prøvelser. Hvis overordnede beskrivelse synes at passe på andre tegneseriehelte, er det vel ikke så overraskende, Marvel-verdenens heltekode er i dag indbegrebet af heltens karakter.
Men kunne man ikke sige meget af det ovenstående om Jesus? Han er vel nærmest prototypen på et uselvisk menneske, hans liv blev givet som løsesum for mange (Es. 53), han jog vekselererne på flugt, provokerede farisæerne og konfronterede Satan i ørkenen. Han er prøvet i alt, dog uden at fejle.
Er Antboy så en miniature Jesus? Nej! Heltens fine karakter til trods er han blottet for noget større mål end det, som findes i nuet, realismens og humanismens idealer.
Det er denne realisme, som gør, at overmenneskelige kræfter skal vedligeholdes – naturligvis -, for helt er man nok, men af denne verden. I humanismens ideal kan der derfor ikke være tale om noget højere formål, intet evighedsperspektiv, og helten er derfor redningsmand, men ikke frelser.

Relativismen har sejret i megen moderne helteskildring og måske især i relation til heltens modstykke: superskurken.
Når Antboy skal tackle den faretruende skilsmisse i hjemmet, tyr han til tvivlsomme metoder, så som at skræmme moderens formodede elsker, og gang på gang viser han således, at det ikke er i karakter, han er superhelt. Også det har han til fælles med mange andre helte, de er ikke helgener.
Og det er, som om vi kan ånde lettere, fordi de netop er menneskelige, men herved bliver den etiske overligger sænket og helten reduceret.
Superskurkene er på deres side lige så relative. I serien møder vi en række skrækindjagende fjender, som alligevel viser sig at være mennesker, der på hvert deres område slås med problemstillinger, som de forsøger at løse på en for omgivelserne helt uacceptabel måde.
Skurkene gør måske nok skurkestreger, men de kan jo ikke helt gøre for det – det er på en eller anden måde forståeligt. Men med medfølelsen for skurkene og deres bevæggrunde udviskes begreber som godt og ondt, helligt og syndigt. Tilbage står gradbøjninger af det onde i en gråzone af mere eller mindre onde.
Den store ondskab er personificeret i Christian – eller Anti-Christian, som Pelle kalder ham i sit stille sind. Denne jævnaldrende dreng er alt, hvad der inkarnerer ondskaben i forfatterens filosofi.
Christian er først og fremmest bedragerisk, løgnagtig og intrigant. Han mobber på udspekuleret vis Pelle og forsøger at score hans kæreste. Det er den samme karakter, som går igen i andre romaner af samme forfatter (Den store djævlekrigs 4 bind, hvor skurken hedder Aziel), hvilket viser, at der med Anti-Christian er tale om noget arketypisk.
Referencerne til Bibelen er åbenlyse; Antikrist betyder Kristi modstander, og dermed er fjenden identificeret. Fjenden er imidlertid ikke en åndsmagt, men en menneskelig defekt, som ikke kan undskyldes med negative livsomstændigheder.
På en og samme tid er dette menneskesyn positivt og problematisk. Positivt, fordi det af-dæmoniserer menneskelige handlinger, som til trods for deres ondskab ikke har noget at gøre med dæmonbesættelser og okkultisme. Men samtidig også voldsomt problematisk, fordi Den Onde henvises til en fascinerende, men udelukkende mytologisk afkrog af fiktionens verden.

Det paradoksale er, at disse mange underholdende historier trækker på et heltebillede, hvis udspring ligner en beskrivelse af Jesus, men i den relativistiske udgave forsvinder alle absolutter.
Den rendyrkede gode helt findes ikke, men hvordan skal børnene så forholde sig til Jesus? Det onde er bare i større eller mindre grad aktivt i det enkelte menneskes handlinger, men hvordan skal de så forholde sig til Den Onde?
Når man som jeg læser meget børne- og ungdomslitteratur, kan man ikke lade være med at tænke på, hvilke heltebilleder vores børn går rundt med …

Kenneth Bøgh Andersen:
Antboy 1-6
149,95 kr. pr. bog
Høst & Søn