Velfærdssamfundet kan takke kristendommen

Næstekærlighedsbudet er den idéhistoriske baggrund for velfærdssamfundet, mener velfærdsforsker.
Kristendommen er det bedste bud på et idéhistorisk fundament for velfærdssamfundet. Det mener velfærdsforskeren Anders Thyrring Andersen. Ved konferencen ”Velværelsen” på Syddansk Universitet i Odense gjorde han op med en traditionel tanke om, at velfærdsstaten og demokratiet er vokset ud af oplysningstiden, det moderne gennembrud og kulturradikalismen.
Af Jette Vibeke Madsen
Folkeskolelærer, studerer pt. dansk og historie på Universitetet

Danskerne er igen kåret til verdens lykkeligste folk. De adspurgte mener, at det hænger sammen med den særlige form for velfærdssamfund, hvor man godt kan nyde, selv om man ikke kan yde, fordi man fx er syg. Et velfærdssamfund, hvor de stærkeste skuldre også er dem, der skal bære mest.
Men hvor stammer tankerne om et velfærdssamfund egentlig fra? Ofte fører man trådene tilbage til socialdemokratismen, kulturradikalismen, det moderne gennembrud og oplysningstiden. Men ny dansk velfærdsforskning peger på kristendommen som det idéhistoriske fundament for velfærd.

Litteraturforskeren Anders Thyrring Andersen er en del af et forskerteam, som forsker i velfærdsfortællinger. Han udfolder sine tanker på baggrund af en diskussion mellem den danske filosof Harald Høffding (1843-1931) og litteraturforskeren, det moderne gennembruds mand, Georg Brandes (1842-1927).
Harald Høffding var filosof og professor ved Københavns Universitet og var helt indtil 1950’ erne en international anerkendt filosof, men han nævnes sjældent i velfærdsdebatten i dag. Harald Høffding definerede ellers i 1887, som den første dansker, et velfærdsprincip. I kølvandet af oplysningstiden søgte man noget, der kunne erstatte den kristne moral. I England havde englænderen Jeremy Bentham tidligere beskrevet en nyttemoral, som krævede ”størst mulig lykke til det størst mulige antal mennesker”.

Høffding arbejdede videre på disse tanker og lancerede et princip for velfærd. Han mente, at det var samfundets formål, at det enkelte individ kunne udfolde sig, men han mente også, at dette mål bedst blev nået, når den enkelte hengav sig til sin næste i kærlighed. Man opnåede ikke den største lykke ved kun at tænke på sig selv. Velfærdsprincippet forbød mennesker at glemme de manges lidelser til fordel for de fås nydelser. Den største lykkefølelse får man, når man bruger sin kraft på noget, der ligger ud over ens egen person.
Dette princip er formuleret i kristendommen af Jesus, når han siger, at den iblandt jer, som vil være stor, skal være alles tjener! Høffding henviser da også til disse Jesusord.

Georg Brandes var fortaler for en ny moderne litteratur, som satte problemer under debat. Det moderne gennembrud henviser ikke kun til denne nye litteratur, men også til en åndelig strømning, en samfundskritisk bevægelse, der gjorde op med den kristne tradition, som havde præget Danmark siden Ansgar. Det gjaldt frigørelse fra religionens, moralens og traditionens tyranni.
Derfor er det overraskende at læse Georg Brandes’ artikel ”Aristokratisk radikalisme” fra 1889. Her taler han for, at samfundets højeste formål er at udvikle nogle få store og ædle mennesker, som skal hæve sig på massernes bekostning. Den tanke forbinder vi langt fra med demokrati og velfærd. Men ifølge Georg Brandes var samfundet plaget af en form for slavemoral, som stammede fra kristendommen. Denne slavemoral forøgede lidelsen i verden og forhindrede udvikling, fordi den bød folk at værdsætte ydmyghed, næstekærlighed og endda lidelse. Friedrich Nietzche (1844-1900), som Georg Brandes var meget inspireret af, mente, at denne slavemoral bundede i misundelse. Når man ikke kunne få magt, styrke og økonomisk fremgang, så kunne man nedgøre det og dyrke det modsatte, altså ydmyghed, svaghed og fattigdom.

Det kan virke overraskende, at Georg Brandes ikke var fortaler for demokrati, fordi man ofte forbinder det moderne gennembrud med udviklingen af demokratiske tanker. Men for Georg Brandes var samfundets vigtigste opgave at udvikle stormennesker, genier, som var bærere af stor kultur. Man skulle ikke forsøge at holde liv i de svage og unyttige. De skulle ofres til fordel for den store. Som Nietzsche mente han, at et demokratisk samfund var et åndløst morads af middelmådighed. Han bruger stærke vendinger og taler nedladende om den plumpe menneskemasse som dårlige kopier af de store. Ædle og høje tanker virker ikke på dem, de kan højst bruges som redskab for de stores opadstigen. Hele højskoletankens ide om oplysning skydes her i sænk.

Høffdings velfærdstænkning er i klar modstrid med Georg Brandes’ tanker, og Høffding er da også skarp i sin indvending mod Brandes. Det interessante er, at Høffding i diskussionen fremhæver kristendommens grundlæggende bud om næstekærlighed som en idehistorisk tanke, der løfter et samfund og skaber udvikling. Her finder Høffding de klareste forudsætninger for velfærd. Velfærd, hvor helstøbte personligheder føler lykke ved at virke for det fælles ve og vel. Lykken er nemlig i meget høj grad solidarisk, siger han. Med det mener han, at det enkelte individs engagement i sin næste vil forøge både hans egen og den andens lykke. Lykken findes ikke i det enkelte menneske, men mellem mennesker.

Georg Brandes fremhæver Julius Cæsar (102-44 f. Kr.) som et eksempel på et stormenneske, hvis liv førte til fremskridt på hans tid. Men Høffding går i rette med Brandes. Høffding mener nemlig, at det virkelige fremskridt ved oldtidens slutning ikke kom fra et enkeltmenneske, men opstod i de brede masser, i de lidende, de forkastede og fattige, som havde fået nyt mod ved kristendommens udbredelse. I virkeligheden består de brede masser af enkeltstående stjerner, siger han og sammenligner med mælkevejen, som kun på afstand fremstår som en masse, men, når man kommer tæt på, udgøres af enkelte lysende stjerner.

Ifølge Høffding er store mennesker ikke målet, men midlet. Jesus er et stormenneske, siger Høffding, netop fordi han arbejdede for det, der kom de mange til gode. Og sådan er det ofte med dem, vi kalder store. Høffding siger, at de virkeligt store netop er kendetegnet ved, at de har en følelse af, at de har modtaget meget og derfor står i stor gæld – de havde intet udrettet, hvis ikke de havde haft gunstige betingelser. Man kan i Høffdings argumentation høre et ekko af Jesu ord om at den, der har fået meget betroet, skal der også forlanges meget af.

Men hvad med Cæsar? Hans livsværk forsvandt. Derimod voksede der noget frem i de små og ringeagtede, som havde livskraft og kunne føre slægten videre. Det var tanken om det enkelte menneskes værdi og tankerne om en grundlæggende medmenneskelighed bygget på næstekærlighed. I kristendommen havde det enkelte menneske værdi uanset køn og social status. Kærlighed og accept af sig selv og næsten var omdrejningspunktet. Det var talen om sjælens frelse, der satte fokus på enkeltindividet og dets indre liv.
Det er altså ikke i oplysningstidens individualisme eller i det moderne gennembruds opgør med traditionerne, at vi ifølge Harald Høffding og Anders Thyrring Andersen skal finde grundlaget for udviklingen af den velfærd, som er med til at gøre danskerne til verdens lykkeligste folk. Det skal snarere findes i kristendommens næstekærlighedsbud.