Det med Gud skal ikke forties
For nylig bragte Aftenshowet i DR endelig en historie om en kristen. Det var Gert, en tidligere psykopatisk voldsmand, som nu har lagt sit liv fuldstændig om.Det har han skrevet en bog om: Gert – livsfangen (Lohses forlag), og det er typisk for hans totalt ændrede livsstil, at han endda forærer overskuddet fra bogen til et børnehjem for forældreløse gadebørn i Honduras.
Jeg mødte Gert allerede for 20 år siden, kort efter at han var blevet kristen i fængslet. Han var stadig en rå børste, men troen på Jesus forvandlede denne psykopatiske voldsmand til et medfølende og kærligt menneske. Noget, man ellers aldrig ser.
Så jeg glædede mig til at se den dygtige journalist Louise Wolff interviewe Gert i Aftenshowet foran hele Danmark.
Efter at have spurgt lidt til, hvorfor Gert havde været så samvittighedsløs og ufølsom over for andres lidelser, drejede samtalen hurtigt ind på, hvad samfundet skulle gøre for at undgå, at andre unge blev sådan.
Selve historiens kerne – nemlig HVORFOR og HVORDAN Gert havde kunnet ændre sin destruktive livsbane, dét blev der ikke spurgt til. Det var tabu.
Journalisten bemærkede blot, at nu kunne hun forstå, at Gert jo så var blevet religiøs, – men… Og så gik det hastigt videre til de generelle spørgsmål.
Det virkede, som om hun havde fået instrukser ovenfra på endelig IKKE at tale om Gerts omvendelse og tro. Historien skulle drejes væk fra det kristne.
Hvis det havde handlet om alt andet end netop kristendom, havde man så ikke spurgt journalistisk ind til det?
HVORFOR skulle det forbigås i tavshed? Er det, fordi vi moderne danskere er så forlegne ved det religiøse, at vi ikke tør tale om det?
Gerts historie er jo ikke enestående. Vi har omtalt hundredvis af mennesker i Udfordringen, som har fået deres livsstil forvandlet, fordi de mødte Guds kærlighed gennem Jesus Kristus. Det sker for voldsmænd, tyve, drankere, prostituerede, kriminelle, svindlere, osv. Men det sker også for ganske almindelige danskere, der har forsøgt at leve et ordentligt liv, men alligevel har brug for Gud.
De har måske kun oplevet, at troen giver deres liv mening og håb. Men det er da heller ikke så lidt!
For hvilken medicin, hvilken anden religion, hvilken filosofi eller teknik har nogensinde kunnet hjælpe mennesker så gennemgribende…? Ingen.
Alligevel er det blevet politisk ukorrekt at tale om personlig kristen tro. I medierne fortier man næsten konsekvent de positive kristne historier, som ellers står i kø for at blive fortalt.
Derimod fortæller man gerne om alt det negative, man kan finde om kirken. For hvis man ikke selv har oplevet, at det er ægte og virkeligt, må man jo tro, at det hele bare er religiøst hykleri og fortidens fordummelse…
Derfor er der brug for, at vi er åbne om vores tro og liv med Gud. Både når det er dramatisk, som i Gerts tilfælde, og når det er mere almindeligt. For selv en almindelig kristen kan opleve Guds indgreb og hjælp på de mest utrolige måder.
Men for mennesker, der ikke kender den åndelige virkelighed, vi lever i, er det måske netop det tegn, de mangler for også at kunne tro. Og hvordan skulle de kunne tro, hvis ingen fortæller dem noget?
Vores kristne liv er jo ikke blot en diskret hobby, som vi sysler med bag lukkede døre. Det er selve omdrejningspunktet i vores liv.
Vi var lost uden Jesus. Men nu har vi et håb og en mening med livet. Og det skal vi ikke tie stille med.
Af redaktør Henri Nissen
