Synd er som en høvlspåne

– Den kredser om sin egen tomhed: selvretfærdigheden!Dagens tekst viser os en dejlig side af Jesus. Han sidder i templets forgård og betragter dem, som kommer og lægger penge i tempelkassen. Og som vi ser det i så mange andre situationer, så er Gudsrigets værdier totalt ”rasmus modsat”, i forhold til det vi måler og vejer med.
Af Ruben Knudsen
Frimenighedspræst i
Randers Frimenighed

Ofte fanges vi af det, vi ser og oplever i det ydre, mens Jesus altid ser en virkelighed, der synes os skjult. Sådan er det også i teksten til i dag, hvor en fattig enke gav et par små mønter uden nævneværdig værdi.
Hendes bidrag ville hverken gøre fra eller til med noget som helst, hvorimod de riges bidrag kunne gøre en afgørende forskel. En forskel, som Jesus åbenbart ikke tillægger ret meget.
Men som altid henleder Jesus vores opmærksomhed på værdier, der ligger ud over, hvad der kan måles og vejes. Den fattige enkes gave var alt, hvad hun havde at leve for, og det gav hun. Mon han kunne se, hvilken overvindelse det må have været for hende at slippe de mønter, der kunne give mad på bordet netop den dag? Og havde hun en indre dialog med sig selv: ”Hvis jeg giver de her penge, vil jeg og mine børn sulte i dag, og den smule jeg kan give, hvad kan det nytte?”