Helt fin bibel-historisk roman
Lynn Austin er med udgivelsen af Hans stærke hånd omkring halvvejs med sin Konge Krønikerne på dansk.
Romanen indledes med Hizkijas tro tjener Eljakims udnævnelse til statskriver og slutter med Hizkijas søn Manasses fødsel.
Mellem de to ret afgørende begivenheder fortælles der bl.a. om, hvordan den eneske kvinde, Hizkija nogensinde har elsket, bedrager ham, om hans sygdom og helbredelse, om alliancerne med Babylon og Egypten og Sankeribs og Assyriens angreb på Juda og konsekvenserne heraf, om Hizkijas omvendelse og hvordan Gud så griber ind. Og gennem det hele, hvordan Gud taler til Hizkija gennem profeten Esajas. Et højdepunkt i romanen er det påskemåltid, som Esajas hen mod slutningen fejrer sammen med kongen, og hvor forkyndelsen af Messias lyder, da Esajas citerer fra den store af sangene om Herrens lidende tjener (Es 52,13-53,12).
Et hovedtema i Hans stærke hånd er forskellen på den sande, usete, almægtige Gud og de skabte, magtesløse afguder og dermed på sand gudsdyrkelse og afgudsdyrkelse. Et sted er der flg. replikskifte mellem et par af afgudsdyrkerne, da talen falder på judæernes billedløse gud:
De afholder ofringer til en uset gud. Alle nationer undrer sig over deres billedløse tilbedelse. Én billedløs gud? Og de har fået de uvidende folkemasser til at tro på noget så tåget og tåbeligt? (!)
I modsætning hertil står Hizkijas erkendelse, da den store assyriske hær skal til at angribe Jerusalem:
Min bedstefar lærte mig, at jeg gør mig skyldig i afgudsdyrkelse, når jeg kun stoler på det, jeg kan se med mine øjne. Han lærte mig, at troen på Jahve overgår, hvad vores tanker og sanser kan fatte. Så på trods af hvor håbløst det ser ud, må Sankerib forstå, at jeg aldrig overgiver Jerusalem – hvorefter han henviser til Davids kamp mod Goliat og siger som David: Du kommer mod mig med sværd og spyd … men jeg kommer mod dig i Hærskarers Herres navn, Israels slagrækkers Gud, som du har hånet. I dag vil Herren give dig i min magt.
Ligesom de to tidligere bind i den historie- og arkæologiinteresserede forfatters serie om Akaz, Hizkija og Manasse er Hans stærke hånd spændende og godt fortalt. Hvad der kan undre er, at dette tredje bind først kommer på dansk nu, fire år efter bind 2. Forhåbentlig går der ikke fire år, før bind 4 (og 5, begge udgivet i 2006) udkommer.
Lynn Austin: Hans stærke hånd
– Konge Krønikerne 3 381 sider 299,95 kr. Lohse