Israel idag i to-fronts konfrontation
Israel er idag i en to-fronts konfrontation med Hamas i Gazastriben i syd og Syrien i nord, efter en svær optrapning af krigshandlinger.
Egypten prøver at mægle i den ophedede situation mellem Hamas og Israel, hvorunder 100 raketter blev afskudt fra Gaza mod det sydlige Israel siden i lørdags, mens mange israelske civilpersoner er chokerede og søger tilflugtsrum.
I det nordlige afsnit har israelske styrker afskudt missiler ind i Syrien som reaktion på vildfarne syriske mortergranater, som faldt ned på Golan-højderne – første gang Israel har beskudt Syrien siden Yom Kippur krigen i 1973.
De syriske granater slog ned nær et israelsk militæranlæg, og den israelske reaktion var i form af advarselsskud.
En israelsk militær talsmand siger, at den israelske respons var tilbageholden og afspejlede et ønske om at bringe ro i situationen. Optrapningen i dette afsnit viser, hvor let den syriske borgerkrig vil kunne eksplodere og bringe krigshandlinger over grænsen til Israel.
Præsident Bashar Assad har ydet tilflugt og støtte til Israels bitreste fjender i mange år, men Assad – og hans far – har holdt grænsen rolig i omkring 40 år og skaffet en usædvanlig stabilitet til et ustabilt område.
I de sidste uger har der været stadig flere episoder med vildfarne skud fra Syrien. Israel udtaler, at det holder Syrien ansvarlig gør denne optrapning.
Talsmanden siger, at den syriske beskydning nok skyldes uagtsomhed og ikke var rettet mod Israel, men et led i kampene mellem syrisk militær og oprørere med Assad-styret.
Israel har fremsat en klage til FN over den syriske beskydning og udtalt, at “ildafgivning fra Syrien ind i Israel ikke vil blive tolereret, og at en reaktion vil blive voldsom”.
Fra israelsk side siges det, at episoden ikke opfattes som en seriøs militær trussel fra Syrien, men at Israel ser det som en nødvendighed at sætte klare linjer for syrerne.
Forsvarsminister Ehud Barak siger:
– Hvis der falder en granat, vil vi reagere.
Skulle Israel blive inddraget i kamphandlinger i Syrien, vil dette bringe disse til et nyt niveau. Såvel Israel som Syrien har stærke luftvåben og et stort arsenal af tanks, missiler og andre våben. Israel er særlig bekymret over Syriens kemiske våben.
En israelsk krig mod Syrien vil kunne inddrage Syriens allierede, Hizbollah, og yderligere destablisere området.Hizbollah menes at have et arsenal af tusinder af raketter.
Hamas på Israels sydflanke vil måske også blive inddraget.
Mange indbyggere i det sydlige Israel er i panisk skræk for, hvad morgendagen vil bringe. Beskydningen fra Gaza tager til og bringer befolkningen næsten ud af fatning. Flere er blevet sårede, men der meldes ikke om dødsofre, blot materiel skade.
Israels svar, flybombardementer af Gaza, spreder rædsel blandt Gazas indbyggere. Fem palæstinensere er blevet dræbt og mange såret i Gaza ved to israelske angreb.
Egyptiske efterretningsfolk arbejder nu på at mægle mellem parterne.
En våbenhvile er imidlertid endnu ikke indgået.