Norske jøders situation belyst i Jerusalem

Det blev et tilløbsstykke, da den norske historiker Hanne Nabintu Herland fornylig holdt foredrag i Jerusalem over emnet “Hvordan det radikale venstre gjorde Norge til det mest antisemitske land i Vesten”.
Mødet var arrangeret af “Jerusalem Center for Public Affairs”, hvis formand, den hollandsk-fødte israelske historiker Manfred Gerstenfeld, er kender af jødernes stilling i Norden og har skrevet mange artikler om dette emne.

Gerstenfeld forfægter en påstand om, at Norge er det mest antisemitiske vestlige land. Man kan godt følge ham, når han taler om, at der eksisterer antisemitisme i Norge – men ikke når han siger, at der er “mere antisemitisme i Norge end andetsteds i Vesten”.

Dette lyder som en fiks ide – det der på engelsk hedder en “obsession”. For hvordan kan “antisemitisme” måles? Han fremsætter en stærk påstand, som er svær eller umulig at bevise.

At sige om et helt folk, at det er “sådan og sådan” er jo en slags antisemitisme – med modsat fortegn. Der er sikkert andre lande, måske i Østeuropa, hvor der er mere antisemitisme end i Norge.

Men noget er der – ikke så lidt – om antisemitisme i Norge, hvilket bl.a. fremgår af en rapport udarbejdet af Organisationen for sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSSE), efter at en delegation fra OSSE i sommer besøgte Norge for at undersøge, hvordan det står til med integrering og tolerance som efterspil til Anders Brevik Behrings terroristhandlinger i Oslo og Utøya den 22. juli 2011.

OSSE-delegationen udtrykte overraskelse over, hvad det opdagede om bl.a. hvor lidt politiet reagerer på hadpropaganda, om nordmænds syn på Israel og Mellemøst-konflikten, og om et længe næret ønske om ophævelse af kosher-forbudet (indført i 1929). OSSE-delegationen reagerede særligt på holdningen til jøder med henvisning til en undersøgelse – i regi af Holocaust-centret tidligere i år – som viste, at 38 procent af befolkningen mener, at Israels behandling af palæstinenserne kan sammenlignes med nazisternes.

Foredragsholderen, Hanne Nabinto Herland, er – ifølge en pressemeddeelslse udsendt af “Jerusalem Center for Public Affairs” – historiker med speciale i sammenlignende religion og bestseller-forfatter, kendt fra norsk TV og andre medier for sine skarpe analyser og frygtløse opinionsmeninger. Hun har studeret på Oslo Universitet.

I sit foredrag i Jerusalem talte hun om, hvordan det radikale venstre havde gjort Norge til, hvad der forekommer at være det mest antisemitiske land i Vesten og med en bemærkelsesværdig tilbøjelighed til at være negativ over for Israel.
– Benægtelsen af Israels arveret til kong Davids land afspejler simpelthen, hvordan det moderne venstre ikke kender deres egen civilisations historie – at den vestlige civilisation stammer direkte fra den hebraiske tro, sagde hun.
Videre sagde hun:
– Hvordan kan et land, som plejede at være en urokkelig ven af Israel, blive en nation med en regering, som afviser at give afkald på Hamas som en terroristbevægelse? Den radikale venstrefløjs regering accepterer tavst Hamas’ krav om etnisk udrensning af det jødiske mindretal, mens udenrigsministre som Jonas Gahr Støre ikke har noget særligt at sige – og at drøftelserne med og støtten til Hamas fortsatte.
– Norge har ikke på noget niveau protesteret og lavet lister over uønskede terroristorganisationer ligesom FN, USA og EU, fortsatte hun. Norge er blevet en stat gennemsyret af et ualmindeligt fjendtligt syn på Israel.

Hun sagde, at AHLC (Ad Hoc Liaison Committee, oprettet efter Oslo-aftalerne i 1993. red.) ikke længere har nogen rolle at spille i fredsprocessen, og at strategien med at betale penge til finansiering af oprettelsen af en stat var slået fejl.

Hun sagde videre, at det ikke er overraskende, at antisemitisme og fjendtlighed over for Israel er et større problem i et land, hvor der selv på statsniveau er en så ensidig støtte til det palæstinensiske syn på konflikten.
– I Norge ser man almindelige mennesker med t-shirts, hvor der står “Stop apartheid i Israel”, sagde hun. Der er en god chance for, at disse personer er engageret i fagforeninger og gennem deres virke involveret i Palestina Komiteen. De vil ivrigt sige, at Israel er et kolonialistisk apartheidsprojekt i det forkerte århundrede.

Hun kom også ind på, at der i en officiel rapport står, at ordet “jøde” nu er det mest brugte bandeord i skoler i Oslo, og at man ikke kan blive professor ved norske universiteter medmindre man har de korekte venstre-meninger.

I slutningen af sit foredrag sagde hun, at der ikke er noget fortilfælde i moderne norsk historie til omfanget af det nutidige niveau af anti-israelisme, på statsniveau, i medierne, i fagforeningerne og på universiteter og andre undervisningsinstitutioner.
– Anti-israelisme er antisemitismen nye ansigt i Europa, sagde hun.

– Det er intet under, fortsatte hun, at misinformerede mennesker i lande som Norge udlægger, hvad de læser i aviser som om Israel er en defekt apartheid stat. Disse mennesker tror naivt, hvad de læser i aviserne. Vi ønsker nye holdninger i det norske politiske system og medierne og mere frihed og mindre ensidig information – og et mere reelt og afbalanceret kendskab til verden som helhed således at Norge og dets internationale ry kan genspejle, at vi ønsker at slutte os til nationerne i respekt for forskelle i kultur og stræben for mere fred i vores tid.

Hanne Herlands foredrag blev påhørt med stor interesse. Der var delte meninger om emnet, og man hørte nogle sige, at det var for generelt og til en vis grad fornærmende over for Norge.

Der var fuldt hus, med omkring 40 tilhørere i den lille sal. Til stede var akademikere, mediefolk, diplomater – og israelere interesseret i emnet.
Norges ambassadør, Svein Sevje, havde tilsagt, at han ville kommentere foredraget, men da han var i udlandet og var blevet holdt op i en europæisk lufthavn på sin tilbagerejse fra Norge til Israel, blev kommentaren fremsat af ministerråd Vebørn Dysvik, næstleder på den norske ambassade i Tel Aviv.

Dysvik talte indledningsvis om de historiske og kulturelle bånd mellem Norge og Israel, herunder at Norge var et af de første lande, som anerkendte den nye stat Israel, og at det var et af landene som sad i FNs sikkerhedsråd og stemte Israel ind i som medlem i 1949.

Dysvik påpegede, at foredragsholderen ikke havde sagt meget om Israels okkupation af palæstinensiske områder, og at dette er en vigtig faktor for at forstå nordmænds forhold til Israel.

– Hjemkomne norske soldater fra FN-styrken UNIFIL for 20-30 år siden påvirkede opinionen i Norge, sagde Dysvik.
Han påpegede, at Norge har en afbalanseret tilnærmelse til den israelsk-palæstinensiske fredsproces, og at Norge bidrager økonomisk og politisk til en to-statsløsning – “både fordi den israelske regering og PLO har anmodet Norge om dette, og fordi man fra norsk side mener, at det er til det bedste for såvel Israel som palæstinenserne”.

– Hvis man skulle sige noget om antisemitisme i Norge, sagde han videre, er det vigtigt at tage udgangspunkt i den videnskabelige forskning, som findes. Den vigtigste kilde til kundskab om dette tema i Norge er den store undersøgelse foretaget af Centret for Studier af Holocaust og Livssynsminoriteter om “Anti-semitsme i Norge”, hvor man fandt, at 12.5 procent af den norske befokning havde udprægde fordomme mod jøder, og at antisemitisme i Norge er lav i forhold til resten af Europa.

– Der er ikke hold i Herlands påstand om, at “Norge er det mest antisemitiske land i Vesten”, sluttede Dysvik. Norske myndigheder mener både undersøgelsen og en række hændelser i Norge viser, at der fremover er meget vigtigt arbejde at gøre for at bekæmpe antisemitisme i Norge. Der er nu blevet taget konkrete skridt fra myndighedernes side for at følge rapporten op.