Vil Obama som genindsat præsident hævne sig over for Israel?

Spændingen i Israel om udfaldet af det amerikanske præsidentvalg er blevet forstærket, efter at det nu forlyder, at Barack Obama som (mulig) genindsat præsident vil revanchere sig over for Israel, fordi statsminister Binyamin Netanyahu under valgkampen støttede den republikanske præsidentkandidat Mitt Romney.
Det er Israels største avis, “Yediot Aharonot”, som skriver dette idag på tærsklen til det amerikanske valg.

I nogle politiske kredse i Israel belaver man sig på, at Obama vil støtte Netanyahus politiske rivaler i opløbet til det israelske knesset-valg i januar.

Flere af Obamas medarbejdere beskylder Netanyahu for skamløst at have blandet sig i den amerikanske valgkampagne. I den tredje og sidste TV-debat mellem Obama og Romney drillede Obama sin modstander, Romney, for at have besøgt Israel med henblik på at skaffe pengemidler.

Romney: “Første mål – Israel”

Romney for sin del siger, at Israel vil blive hans første mål, hvis han bliver valgt til præsident.

Obamas vrede over for Netanyahu menes at være så intens, at Obama – hvis han genvælges – vil prøve direkte eller indirekte at sabotere Netanyahus valgkampagne.

I kredse der står Netanyahu nær frygtes det, at Obama offentligt vil kritisere Netanyahus politik og gøre ham forlegen. Obama vil måske i det internationale forum også standse sin automatiske opbakning af Israels politik i de besatte områder.

I disse kredse siges det imidlertid, at det gode forhold mellem Israel og USA ikke vil blive berørt af spændingen mellem Netanyahu og Obama.

Ifølge udenrigsminister Hillary Clinton vil valget i Israel skabe en mulighed for at genoplive fredsdrøftelserne mellem Israel og palæstinenserne – og hun mener, at en Obama-regering vil blive mere involveret i Mellemøst-konflikten, hvis han genvælges.

“Kold og kalkuleret”

Nogle af Netanyahus medarbejdere siger, at Obama er en kold og kalkuleret person, som vil gøre, hvad der er i hans bedste interesse, at han mener, der ikke er nogen chance for at opnå en israelsk-palæstinensisk fredsaftale, og at han ikke vil bestræbe sig på at opnå et gennembrud.

Iran

Det forventes, at Iran vil blive hovedemnet på dagsordenen mellem Israel og USA efter valget i begge lande. Hvis Obama genvælges, vil han formentlig fortsat modsætte sig et ensidigt israelsk angreb mod Irans atomanlæg.