Afvekslende julemusik-cd

Vasari Singers imponerer med varierede udførelser af meget forskellige christmas carols.Lækker korklang og et vidt spænd i repertoire fra mange århundreder er et af det kræsent velsyngende engelske kor Vasari Singers’ særkender.
Udsøgt korklang og god afveksling mellem kendt og ukendt og mellem nyt og gammelt gør A Winter’s Light til en lækker cd og et oplagt julegaveemne. Det 35 mand store kor synger a capella eller med orgelakkompagnement.
Der kan ske meget, når traditionelle carol-melodier falder i de rigtige arrangørhænder og ditto kor for efterfølgende at opføre dem. Bob Chilcott er en af de hotteste kormusik-komponister i dag i England, og hans værker synges også meget gerne af danske kor. Af de numre, han er repræsenteret med her, er de tre skåret over samme geniale devise. Det starter med en tilsyneladende fri komposition, som så pludselig får tilført en kendt carol (julevise), hvorefter carolen ellers omvikles med frit komponerede guirlander. Excellent lavet! Således i nr. 1, This is the truth, hvor to carols, herunder Once in Royal David’s City, holder for.
Af de 20 numre på cd’en er de 15 komponister af engelsk oprindelse. Der er lækre ting af kendte navne som John Rutter, den mest elskede nutidige og flittigste carol-komponist, ligesom David Willcocks’ arrangementer er kendt og elsket i hele verden. Herbert Howells, kendt for sine nærmest impressionistisk fine klange, gør sig godt midt i al sødmen med den ferske Sing Lullaby. Men så er der en hel række folk fra nutiden og et sekel tilbage, der mere eller mindre står for at skulle føres ind i vores kendtskabskreds, såsom Pierre Vilette, Walford Davies, Harold Darke og Greg Lake. Endelig er de ældgamle mestre Gabrieli og Sweelinck, der var afholdte i Venedig og Amsterdam, også at finde her med pragtnumre indenfor korgenren, hvorimod den ligeledes ældgamle Prætorius’ kendte En rose så jeg skyde har fået sig et helt nyt liv i Jan Sandströms fantastisk smukke, stille og meditative arrangement.
Vi stifter også her i hele tre numre nyt bekendtskab med Jonathan Rathbone, som har den store farvepalet fremme i sine opfindsomme mangestemmige arrangementer.
Glimrende ide at slutte hele herligheden af med et medley over kendte carols, humørfyldt og sprødt arrangeret af netop Jonathan Rathbone, så hele cd’en ender i et forrygende klimaks, der sender velgørende jule-kuldegysninger igennem en. Der er mange julemelodier, man kan synge med på, og der veksles med både gamle og nyere kompositioner, man kan lægge øre til for første gang.

A Winter’s Light
– A Christmas Collection
(Vasari Singers)
74 min.
Kirkebutik.dk-pris: 50 kr.