Et stort eventyr begynder
Første del af Hobbitten-filmtrilogien har haft premiere Tolkien-fans kan glæde sig.Med hjælp fra troldmanden Gandalf (Ian McKellen) bliver hobbitten Bilbo Baggins (Martin Freeman) kastet ud i eventyr med en lille gruppe af dværge, ledt af eksil-dværgekongen Thorin Egeskjold (Richard Armitage) for at genvinde deres fædreland Erebor fra dragen Smaug.
© 2012 SF Film A/S)
At filme Hobbitten og forvandle historien til en Ringenes Herre-forgænger, snarere end en meget dyr fantasy-fortælling for børn, har altid været den første, store forhindring, men Peter Jackson slipper faktisk fremragende afsted med det. Romanens charme forbliver intakt – der er meget mere humor her end i nogen af Ringenes Herre-filmene. Dværgene er morsomme og elskelige, troldene er tykke og ækle, og Martin Freeman er perfekt i rollen som Bilbo, hvis tilbageholdende heroisme og modige snusfornuft er en velkommen kontrast til Frodos naive følsomhed. Hvis man forventer en historie så rig og kompleks som Ringenes Herre, vil man blive skuffet, men en sådan skuffelse viger, jo længere man kommer ind i filmen. Den oprindelige bog er et temmelig lineært eventyr, omend et fremragende et af slagsen, og dens storskærms-inkarnation følger langt hen ad vejen romanen med en række forhindringer i stedet for en egentlig skurk.
Det sidstnævnte vil ændre sig i de to næste film med indførelsen af dragen Smaug og Åndemaneren, som begge kun skimtes her. Og med deres indtog i Hobbitten forstår vi også, at den verden, Bilbo kommer fra, gradvist vil forvandle sig til den, vi møder i Ringenes Herre-filmene. Som i det første kapitel i en lang historie, finder vi gennem Hobbitten: En uventet rejse små lysglimt af den større historie. Jackson låner fra andre af Tolkiens fortællinger (navnlig Silmarillion) til at konkretisere historien, grunde den i en større sammenhæng, og skabe en følelse af, af truslen om det mørke, der endnu engang rører på sig i Midgård, faktisk har betydning for vores helte, og peger derfor hen på Ringenes Herre-filmenes historie som en naturlig fortsættelse af begivenheder i Hobbitten. Og det gør filmen langt dybere end ved første øjekast. For der er konsekvenser – som elverdronningen Galadriel siger i Eventyret om Ringen, kan selv den mindste gerning ændre på historiens gang.
Meget sigende – og afgørende for filmens tematiske vision – er den bedste scene i hele filmen den såkaldte Riddles In The Dark-scene, hvor Gollum og Bilbo udfordrer hinanden i gåder i en mørk og dyster grotte. Scenen er lang, drevet af Bilbo og Gollums indre karakterstyrke – eller manglen på samme – fremragende filmet, sjovt og skræmmende på én gang. Og mellem en overflod af fantastiske special effects beviser det endnu engang, at den bedste historiefortælling stadig udspringer af karaktererne, ikke af de (betagende) New Zealandske landskaber og action sekvenser.
Det kan godt være, at filmen bliver lidt lang i betrækket en gang i mellem, men sammenhængen mellem billedside og musik, mellem fortælling og fortællestil er så forjættende, at man nemt tilgiver et par skønhedsfejl hist og her. For Hobbitten er først og fremmest en fortælling om mod. Om at turde kaste sig ud i et eventyr, langt væk fra alt det man kender, fordi det er det rigtige at gøre. Why Bilbo Baggins? Perhaps it is because I am afraid. And he gives me courage. siger Gandalf til Galadriel, da hun spørger, hvorfor det netop er Bilbo, Gandalf har valgt som sin ledsager. Mod findes ikke kun hos de største krigere – og det er derfor alligevel ikke så forunderligt, at Gandalf, en mægtig troldmand, finder sit mod i en skabning så lille og undselig som en hobbit.
Det skal til slut lige nævnes, at selvom Hobbitten oftest omtales som en børnebog, er det her ikke en børnefilm. I USA er filmen bedømt som en PG-13, hvilket betyder, at børn under 13 skal se den med en voksen. Jeg tror, at jeg ville tage de samme forholdsregler her og helt undlade at slæbe de mindste med ind i biografmørket.
Hobbitten: En uventet rejse
169 min.
Premiere: 12. december
