Hvad er et liv værd?

– I må godt sige tillykke, sagde vore venner, da de fortalte os, at deres 14-årige datter var gravid. De tre havde sammen set det lille, bankende hjerte under scanningen.
Det var bestemt ikke mine venners drøm at blive bedsteforældre under de omstændigheder. Og det kostede kamp undervejs i forløbet:
Da graviditetstesten hos lægen først i anden omgang var positiv, skyndte han sig at forsikre ’mormor’, at pigen jo sagtens kunne nå at få en abort.
– Det håber jeg sandelig ikke, sagde ’mormor’.
– Det er jo ikke dig, der skal beslutte det! sagde lægen.
Men da pigen selv var fast besluttet på at beholde barnet, støttede lægen hende i denne beslutning.

Hvert år får 6.700 piger i alderen 15-24 år foretaget abort i Danmark. Og mange af dem har oplevet, at myndighederne presser dem til det.
Det gælder bl.a. den 21-årige Simone Jørgensen. Hun fortalte i DR programmet 21 Søndag, hvordan hun sidste år fik et ultimatum fra sin sagsbehandler: Hendes to-årige datter ville blive fjernet, hvis hun ikke aborterede det barn, hun ventede. Kommunen fortalte hende aldrig om andre muligheder. Hun fik en abort, meget mod sin vilje. Alligevel blev datteren tvangsfjernet.
Og danske advokater oplever til deres undren, at de får mange henvendelser fra unge, der føler sig presset af myndighederne til at vælge abort.

Vore venners datter blev scannet på et regionalt sygehus og kom derefter til samtale med en børnepsykolog, der forsikrede hende, at det jo kun var ’en lille slimklat’. Pigen var grædefærdig og forvirret, for hun havde jo lige set et lille menneske!
Nej, en ung pige havde ikke noget liv tilbage, hvis hun valgte at blive mor! påstod de. Det værste pres kom fra en psykiater, som kunne kontaktes 24 timer i døgnet. Han talte hele tiden om den abort, som stadig kunne nås.
– Men vi har jo set et levende menneske, indvendte pigen. Fire-fem gange måtte hun forsvare sin holdning overfor sygehuset.
Alligevel holdt hun fast ved sin beslutning. Til sidst var der en venlig socialrådgiver, som begyndte at tale om økonomisk hjælp og om kommunens ’Ung Mor projekt’. Her tilbydes unge gravide et ugentligt møde med en jordemor, en socialrådgiver og en sundhedsplejerske både før og efter fødslen. Det var en stor lettelse.
Men hvorfor hørte pigen ikke fra starten om al den hjælp, der faktisk er at få? Skal unge helst abortere af økonomiske årsager? Selv blev hun mere moden, da hun fandt ud af, at hun var gravid. Det var slut med fester, alkohol og cigaretter fra dag ét.
– Abort er nok den nemmeste beslutning på den korte bane. På den lange bane er det bedst at vælge det svære at blive mor. Men man får fuld valuta gennem barnet. Og der er ingen selvbebrejdelser, siger den unge mor, hvis skolekammerat efter en abort har haft en nedtur, meget fravær og mange psykologsamtaler.
For øvrigt gik fødslen fantastisk let, og barnet var sundt og velskabt.
– Det er jo lige præcis i denne alder, at man skal føde børn, hvad det fysiske angår. Men hvad samfundet angår, er det ikke det rigtige tidspunkt, sagde jordemoderen efter fødslen.
Det kostede et halvt års skolegang. Lige nu gælder det 10. klasse og derefter en uddannelse for den 15-årige mor.
Tilbage står situationen i social- og sundhedssystemet, som mange steder presser sårbare unge til abort. Flere politikere på Christiansborg udtrykker forargelse over presseriet og lover at indskærpe reglerne. Det kan vi så glæde os over og støtte dem i.
Men måske skulle vi også gøre som Ugandas præsident netop har gjort: Bekende vore egne og landets synder. For hvordan kan økonomi veje tungere end menneskeliv?
Herre, forbarm dig over os!

Af Bodil Lanting
Cand. teol., journalist