Jule-gener

Der må være gået noget galt med ham under fødslen, mente mit 14-årige julebarn. For tænk, hans storebror gider ikke høre julemusik!
Jeg er den lykkelige mor til både et julebarn og et forårsbarn. Julebarnet begynder at hoppe op og ned i begejstring flere måneder før jul. Han planlægger julegaver og laver julepynt. Vi skal høre julemusik og bage kager, og hele huset skal pyntes.
Hans fødselsdag er ganske vist først den 6. januar, men det er netop juleaften i Etiopien, hvor vi har boet det meste af hans liv. Og så er det jo ikke så mærkeligt, om jul og fødselsdag kommer til at gå op i en højere, fantastisk enhed af forventningens glæde – og det i ugevis.

I år udtalte han, at han kunne tænke sig at forny stilen lidt mht. julepynten, hvorpå han forsvandt og kom tilbage med en tredobbelt julestjerne. Jeg så måbende på ham. Helt ærligt: jeg har aldrig i mit meget lange liv lavet så meget som en eneste stjerne eller et julehjerte på egen hånd. Genbrug er vel ok? Men sikke en luksus at have en søn, som bare laver den slags.
Forårsbarnet er helt anderledes. Han stønnede den aften i november, da vi kørte hjem fra byen med julemusik i bilen:
– Kan det da ikke vente? – Nej, vi har behov for at bruge en hel måned til at høre julemusik – ellers kommer du bare til at høre dem en hel måned på et andet tidspunkt af året!
Han stønnede igen:
– Julen er bare så opreklameret. Det hele bliver dyrere. Og påsken er da også meget vigtigere.
– Nej, sagde julebarnet og jeg. Hvis Gud ikke blev menneske, ville der jo heller ikke være nogen påske at fejre.
Vel hjemme igen startede vi en cd med Händels Messias.
– Nå, den, sagde storebror. Den er god nok. Den synger vi i koret.
Og så var der atter fred i det lille hjem med de smukke toner og tekster om frelseren. Og her var både julen og påsken med. Og måske tog forårsbarnet alligevel ikke skade under fødslen…

Af Bodil Lanting
Julemor