Politisk heksekeddel i Israel før valget
Israels befolkning ser undrende til, mens en politisk djævledans udspilles foran dem af partierne, mens de kører sig i stilling til knessetvalget den 22. januar.
Der er blot seks uger til valget, og det synes allerede at være afgjort på forhånd – statsminister Binyamin Netanyahu vil fortsætte som chef for sin tredje regering, mere højredrejet end nogensinde, og selv om center-venstre partierne prøver at mobilisere alle kræfter, vil de næppe have en chance for at vælte Netanyahu-styret.
Det siges, at politik er det muliges spil, men i Israel forekommer politik at være det umuliges spil.
Man ser et et rænkespil af dimensioner udfolde sig, hvor ideologier og principper skubbes til side for at give plads for politisk og personlig vinding, og hvor politikere synes at have deres egen tarv for øje i betydelig større grad end Israels.

