Bankdirektøren

– Det var næsten ligegyldigt, hvad man spekulerede i, der kom altid penge ud af det, tænkte han.
Han havde gjort det rigtig godt i forretningsverdenen og havde købt et stort, flot – og dyrt hus til sin lille familie på kone og de to børn på 4 og 7 år. Finanskrisen var kommet ud af den blå luft. Næsten fra den ene dag til den anden.
Nu skulle han ned i banken. Han havde ingen mulighed for at betale lånet i huset tilbage. Han havde satset meget stort – men det vidste de vel også godt. Gjorde de ikke?

I banken fortalte de ham, at på grund af de svære tider, så kunne de ikke længere give ham mere snor. Pengene skulle betales tilbage med det samme.
– Det kan jeg ikke! Det er jo umuligt at betale sådan et beløb! Jeg kan umuligt betale så mange penge, havde han råbt.
Banken stod fast og krævede alle pengene. De fortalte ham om konsekvenserne, hvis han ikke betalte: Han ville ryge direkte i fængsel, og hans familie ville ryge i en af de der institutioner….hvordan kunne man gøre det? Livet smuldrede for øjnene af ham.
Han følte sig magtesløs, men han vidste også godt, at banken havde fat i den lange ende. Rent juridisk havde de ret til at gøre, hvad de ville.

Da bankdirektøren tilfældigvis kom gående forbi, havde han nærmest i panik grebet fat i armen på ham. Med tårer i øjnene bad han direktøren om at vise ham nåde. Han lovede at betale alt tilbage, hvis han bare fik en chance. Men inderst inde vidste han godt, at det var umuligt.
Utroligt nok havde direktøren vist ham nåde – og ikke bare det: Han havde slettet hele hans gæld! Han var lykkelig og kunne nu fortælle familien om den fantastiske frihed han netop havde fået – troede han. På vej hjem lige udenfor banken mødte han sin nabo, som – trods utallige opfordringer – ikke havde leveret græsslåmaskinen tilbage. Han var blevet aggresiv og havde truet naboen voldsomt. Det var så dumt, hvorfor kunne han ikke styre de vredesudbrud?
Samtidig var bankdirektøren kommet ud, og da han så hvordan han behandlede naboen, blev han rasende:
– Burde du ikke vise andre lidt medfølelse, efter alt det jeg eftergav dig, sagde han vredt. Du burde sidde i fængsel.
Og nu sad han der så – i fængslet. Familien var anbragt langt fra ham. Hvordan kunne han være så blind? Hvorfor viste han ikke nåde over for andre mennesker, når han selv var blevet vist så meget nåde? Det var åbenbart ikke rigtig sunket ind, hvad bankdirektøren havde gjort for ham…

Af Henrik Engedal
ung@udfordringen.dk