Billedbibel for kunstelskere
Bibelselskabets Kunstbibelen er værd at investere i.Billedkunstnere har til stadighed ladet sig inspirere af Bibelens beretninger til i mange tilfælde at male nogle af deres bedste billeder.
Nævnes kan fx de fire, der er repræsenteret med flest værker i den nyeste gennemillustrerede bibel, Kunstbibelen: Michelangelo, Rembrandt, Doré og Chagall. Bogen, der kun gengiver et udvalg af bibeltekster, indeholder i øvrigt over 300 værker fra middelalderen til i dag.
Bibelsk billedkunst kan langt på vej betragtes som skrifttolkning, hvilket ikke gør det mindre interessant at studere de afbildede kunstværker. Det er her værd at lægge mærke til detaljerne og farvevalget og til, hvordan billederne som helhed er komponeret.
Layoutmæssigt skiller bogen sig markant ud fra de fleste billed- eller kunstbibler. Der er næppe to opslag, der er ens i den måde, tekst og billede er sat op på. Det giver nok indtryk af en bog, der er gjort ekstra meget ud af, formentlig for at understrege dens karakter af kunstbog; men det giver den også et flimrende eller uroligt præg, hvilket ikke er så heldigt, når der er tale om bibeltekster.
Sidst Bibelselskabet udgav en lignende bog, var der tale om hele Ny Testamente ligeledes illustreret med værker fra middelalderen til i dag. Sammenlignet med denne har man fra udgivernes side her tilstræbt et mere tekstnært udvalg af billedkunst. Der kan dog også findes eksempler på en friere tolkning, fx når teksten fra Joh 21,15-19 om Jesus og Simon Peter bliver illustreret med to billeder af korsfæstelsen af Peter (med hovedet nedad).
Denne nye Kunstbibelen er oprindelig udgivet i Japan (af det japanske bibelselskab). Det kan sikkert forklare, at den er layoutet, som den er, med vægtlægning på billedsiden. Interessant er den alligevel, og giver man sig tid til studiet af den, vil man givetvis også kunne få udbytte af det.
Eksempler fra det seneste halve århundrede:
Bibelen. Med farveplancher gengivet efter verdensberømte kunstværker (Gyldendal 1961)
Jesus fra Nazaret. Illustreret af Carl Bloch (Scandinavia 1982)
Bibelen. Genfortalt af Ebbe Kløvedal Reich. Illustreret af Gustave Doré (Hernov 1989)
Bibelen. Illustreret af Bodil Kaalund (Bibelselskabet 1993)
Bibelen. Genfortalt af Anna Sophie Seidelin. Illustreret af Sven Havsteen-Mikkelsen (Sesam 1995)
Jesu liv. Med illustrationer af Rembrandt (Lohse 1995)
Det Nye Testamente. Illustreret med værker fra kunstens historie (Bibelselskabet 2002)
Bibelen. Genfortalt af Anna Sophie Seidelin. Illustreret af Bjørn Nørgaard (Aschehoug 2006)
Kunstbibelen 511 sider
299,95 kr. Bibelselskabet