Frelsens Hær fejrer 125 år i Norge

– Du kan ikke forkynde evangeliet for en mave, der skriger af sult, sagde Frelsens Hærs grundlægger William Booth. Nu har hæren fyldt tomme maver og forkyndt evangeliet i Norge i 125 år.

Frelsens Hær har marcheret i Norge i 125 år. Billedet er fra en march gennem Oslos gader i forbindelse med hærens årlige kongres i 2011. Foto: Frelsesarmeen / Kai Otto Melau.

Mange af de tiltag, der i dag regnes som samfundsopgaver, blev i sin tid startet af Frelsens Hærs socialarbejdere i Norge. Det var således hverken kvindebevægelsen eller fagbevægelsen, der åbnede de første børnehaver – det gjorde Frelsens Hærs ”slumsøstre”. Især de enlige mødre havde brug for ”barnekrybber” og ”barnehjem”.
Norges første alderdomshjem blev startet af Frelsens Hær – og begrebet ”jobtræning” blev opfundet i hærens behandling af alkoholikere og mere generelt som et tilbud til arbejdsløse mænd.
Hærens kristne vidnedsbyrd blev helt fra starten fremført med hornmusik, guitar og nye, friske sange, bl.a. klassikere som ’Navnet Jesus blegner aldrig’ og ’I den stille klare morgen’.
Jubilæet bliver markeret med en stor jubilæumskongres i juni. Men allerede fra januar begynder de lokale festligheder i anledning af 125-året. En bøns-aktion, der skal vare i 125 dage, begynder i februar, ifølge Nils-Petter Enstad/KPK.
Bodil