God digtsamling
Tidligere udkom der rigtig mange salme- og digtsamlinger. I mange år er der kun kommet meget få. Men i 2012 har Ole Bækgaard udgivet begge dele.
I sommeren 2012 udkom Hjertesprog – når ordet får vinger, en samling af salmer og sange, og i efteråret 2012 udkom så digtsamlingen Sådan set – sådan sagt.
Digtene er inddelt i seks kategorier: inspiration, refleksion, kærlighed, finurlighed, mærkedage og årets gang. De fleste er meget ligefremme og mundrette, nogle er fyldt med ironi, andre er samfundsrevsende og rammer godt ind i vores hverdag.
Der er også et par bibelhistoriske digte, som er tankevækkende. Digtet Hvem – mig? på side 17 leder tankerne hen på Niels Hausgaard. Emmausvandrerne på side 13 og Skabelsen på side 38-39 hører til de bibelhistoriske. Afmagt på side 20 og Besøget på side 22 ironiserer over, hvor travlt vi har, mens vi glemmer næsten. Mit ansvar på side 28 er med til at sætte fokus på vores forvalteransvar og næstekærlighed eller mangel på samme.
Det er en god lille samling af digte, et udvalg fra Ole Bækgaards meget store produktion gennem årene, og bogen kan anbefales til os, der ynder at læse digte.
Ole Bækgaard:
Sådan set – sådan sagt
– Digte og andre tanker
72 sider 149 kr.
Forlaget Lemian