Jeanette søgte tilbage til børneklubbens Gud

Jeanette oplevede som et forsømt barn på Amager tryghed i en YA-børneklub. Som ung valgte hun dog Gud fra. Men efter at datteren nær var druknet, søgte Jeanette tilbage i Guds trygge arme.Jeanettes mor var alkoholiker, og den lille pige på Amager blev både forsømt og var også ude for misbrug. Men hun havde et sted, hvor hun var tryg.

– Jeg forstod, at jeg var tilgivet af Gud. At han havde forsøgt at lede mig gang på gang i alle de år, hvor jeg enten havde været for vred – eller bare havde det godt nok og valgte Gud fra.

– Jeg gik i YA-børneklubben i en folkekirke på Amager. Jeg elskede at gå i den kristne børneklub. Jeg strålede af glæde, når jeg med mine små buttede fingre formede en døbefont. Vi lavede kors i ler og sang kristne sange, husker hun tydeligt, selv om det nu er over 35 år siden.
– Desværre var der ingen opbakning hjemmefra, da mine forældre ikke var og stadigvæk ikke er troende.
Kort tid efter, at jeg var startet i YA, flyttede vi til en ny skole, hvor jeg følte mig anderledes. Jeg har også altid følt mig ensom.
Da jeg fyldte 10 år, fik jeg i fødselsdagsgave den børnebibel af min mormor, som jeg havde ønsket mig. Og jeg læste meget i den under min opvækst.

– Jeg levede en turbolent teenageperiode, hvor jeg boede på forskellige ungdomsinstitutioner. Jeg var et ensomt og forpint ungt menneske, husker Jeanette Gadegaard.
– Jeg valgte Gud fra i min vrede og afmagt. Jeg følte ikke, at Gud hjalp mig.
Siden har jeg jo kunnet se, at Gud var der hele tiden, men at det var mig, der ikke ønskede ham i mit liv.

– Da jeg var 18 år, fik jeg to gange en ”ud af kroppen”-oplevelse. Jeg så mig selv ude af min krop. Jeg blev meget bange, men en diakonelev sagde, at jeg var heldig. At det skete, fordi Gud ville hjælpe mig til at få det bedre.
Jeg begyndte faktisk også lige så stille igennem en del år at føle, at livet smilede til mig.
Jeg boede på en ungdomshøjskole på Thyholm og mødte min mand, som kom fra en rigtig kernefamilie. Vi blev gift og fik to dejlige børn. Jeg følte mig lykkelig, men jeg var stadigvæk ensom. Jeg har altid følt mig ensom, selv når jeg havde det godt.
Jeg skubbede stadigvæk Gud i bagrunden, selv om han gennem livet hele tiden har fulgt mig på sidelinjen. Han var kun på sidelinjen, fordi jeg ikke ønskede at lukke ham ind, til trods for, at han gang på gang forsøgte at lede mig til ham, fortæller Jeanette og spørger:
– Mon vi ikke alle kender nogle mennesker, der vælger Gud fra, når alt går godt?
Det gjorde jeg som sagt. Men så skete katastroferne bare…

– I maj 2007 fejrede vi min 40 års fødselsdag ved at invitere min familie fra Sjælland i Lalandia.
Jeg stod på skøjter og faldt bagover og slog hovedet ned i isen. Det var så voldsomt, at jeg blev bevidstløs.
Jeg kom på sygehuset og fik konstateret hjernerystelse. Vi fik besked på, at jeg skulle hjem og hvile.
Men det viste sig efterhånden, at jeg havde fået både piskesmæld og en senhjerneskade, samt epilepsi på grund af skaden. Siden har jeg konstant haft hovedpine, og jeg lider af tinitus.
Skaden var heldigvis i venstre side, og derfor gik det ikke ud over mit talecenter, så jeg ikke kunne formulere mig. Men jeg måtte genoptrænes i ganske almindelige opgaver som at lave mad, støvsuge osv. Jeg havde glemt mange ting, som jeg før kunne.
Jeg har altid skrevet meget og fx sendt noveller ind til bladene. Det betød meget for mig. Og det kunne jeg heldigvis fortsætte med, men jeg måtte nu have min mand til at skrive det rent. Og det tappede også mig selv for energi, når jeg skulle bruge hjernen.

Men Jeanettes egen ulykke var ikke den eneste, der væltede ind over den lille familie. Allerede tre måneder efter skete der igen en ulykke, som chokerede familien.
– I september 2007 var min datter Malene med nogle FDF’ere på en kanotur i Limfjorden ud fra Syndbjerg strand. Der var tre kanoer med en leder og to børn i hver. Da der var uroligt vejr, drev kanoerne ud, og de seks børn og tre voksne måtte springe i vandet. Min datter fik en kano over sig, og redningsvesten, som hun havde på, var også alt for stor til hende, så hun var tæt på at drukne.
Det var kun, fordi en af lederne og en anden pige holdt hende oppe, at hun overlevede, indtil en redningshelikopter kom og reddede dem.
Hun kom først med op i helikopteren, fordi hun var den mest forkomne og den mest skrækslagne. Hun skreg hele tiden: Jeg dør, jeg dør… De andre forsøgte at berolige hende og holde modet op ved at sige: Tænk på, at du snart skal konfirmeres.
Bagefter kom vi til krisepsykolog, og min datter led så alvorligt af angst, at hun også måtte under behandling på børnepsykiatrisk afdeling i Herning i fem uger.
Hun var dengang ved ulykken kun 10 år. Hun fylder 16 nu til februar, og heldigvis har hun det i dag meget bedre, fortæller Jeanette, der også har en søn, Jonas, på 18 år sammen med sin mand Jan.

– Da jeg oplevede alt det forfærdelige med min datter, blev jeg lille og bange. Jeg bad og bad. Jeg søgte Gud og bad ham lede mig ind til et kristent fælleskab.
Meget tilfældigt kom jeg med i en bedegruppe. Det skete ved, at min veninde blev opfordret til at tage med til et møde om angst. Hun fik mig med, og herigennem mødte jeg Karin Juhl Jensen, som er gift med Ulrik, den tidligere præst på Jenø. De har idag et andet arbejde.
Sammen med Karin og syv andre kvinder mødtes jeg nu til morgenbøn, og det blev jeg meget opmuntret af.
Jeg lærte igennem Bibelen og fælleskabet med mine kristne venner at turde tro på Gud igen.
Jeg forstod, at jeg var tilgivet af Gud. At han havde forsøgt at lede mig gang på gang i alle de år, hvor jeg enten havde været for vred – eller bare havde det godt nok og valgte Gud fra.
Jeg var tilgivet, og jeg tror, at Guds hjerte blev så varmt af glæde over, at jeg nu tilbad ham igen, fortæller Jeanette.
Hun har også været med til et Alpha-kursus, hvor hun fik gennemgået og talt om de grundlæggende sandheder i den kristne tro.
– Jeg er nu meget mere i harmoni. Jeg er trods mine handicap et mere helt meneske. Min datter bliver også hjulpet af Gud. Hun er troende ligesom jeg.

– Så selv om jeg stadig har alle de hjerneskader at leve med, så har jeg det mærkeligt nok bedre i dag end før.
Jeg har ikke følt mig ensom, siden jeg er blevet Guds barn.
Allerede da jeg havde været til det første morgenbedemøde følte jeg, at der var sket noget. Den rastløshed og angst, jeg ellers altid følte, var ligesom væk. Jeg undrede mig meget over det.
Selvfølgelig har jeg også stadigvæk dårlige dage, men når jeg mærker Guds hånd på min skulder eller ryg, så ved jeg, at jeg ikke er alene i min smerte og modløshed, siger Jeanette Gadegaard til Udfordringen.