Lev i Guds verden

Jesus så verden på en anden måde, end vi ofte gør.Som 13-årig ville Jesus blive en lovens søn. Han fik rettigheder og pligter som en voksen. Rabbinerne opfordrede til, at alle drenge mindst et år før de blev 13 skulle komme til templet for at overvære templets gudstjenester og ritualer.
Jan Bjerregaard
Teolog

På Jesu tid var dette nok en sædvanlig skik, og derfor drog Maria og Josef op til Jerusalem sammen med Jesus, da han var 12 år gammel.
Det var på hjemvejen, at Maria og Josef oplevede alle forældres mareridt, da de opdagede, at deres barn var væk.
Nu var vor Herre Jesus 12 år gammel, og ikke 3 år som lille Holger, der kom væk fra sin mor og far for snart 2 år siden.
Men mon ikke mange af de følelser og tanker, som Holgers forældre havde, da Holger var væk, også har rørt og strejfet Maria og Josef, mens de ledte efter Jesus?
Og foruden frygten også selvbebrejdelsen. Og så lettelsen og glæden, da de endelig fandt Jesus i templet.

Ved hver påskefest gav medlemmer af det jødiske råd, Sanhedrin, en undervisning om påsken og dens betydning. Enhver kunne komme og høre på og bagefter stille spørgsmål. Medlemmerne af Sandhedrin stod eller sad som regel på bænke i en halvcirkel med ansigtet rettet mod tilhørerne, som sad på jorden. Det var her, Jesus gjorde sig bemærket ved det, han sagde. Han vidste noget, de andre ikke vidste.
Det var vel først, da de havde forladt stedet, at Maria stillede Jesus sit spørgsmål. Og det er jo et helt naturligt spørgsmål i den situation.
Til gengæld er svaret meget overraskende. For Jesu svar giver kun udtryk for overraskelse over, at Maria kunne spørge sådan: ”Vidste I ikke?”

Det er to forskellige verdener, som mødes her: Vor egen verden, den vi så godt kender, og som foruden meget andet også indeholder uro og frygt og smerte. – Og så Guds verden, den som Jesus var en del af. Den verden, hvor al uro og frygt er ukendt.
At uro og frygt er et kendetegn for Adams og Evas børn, det var noget, Herren lærte at forstå. Det var ham selv fremmed. Der var intet menneskeligt, som kunne give vor Herre anledning til uro og frygt.
Det var først, da Herrens time kom, og han beredte sig til at møde sin fjende, Guds fjende og vor fjende, at Herren følte frygt og angst. Han vidste, at vor frelse afhang af, at han gik sejrrig ud af dette møde og kunne dø på korset med ordene: det er fuldbragt.
Og da Herren døde med disse ord på læben, vidste han, at alt, hvad han ville bringe til vor verden, nu var muligt: syndernes forladelse og genfødelsen ved troen og ved Helligånden.

At Lukas af alt det, der ellers måtte være sket i Jesu barndom og ungdom, fortæller netop denne begivenhed, det skyldes Jesu svar til sine forældre: ”Vidste I ikke, at jeg bør være i det, som tilhører min Fader?”
At Jesus kalder Israels Gud for sin Fader, det fortæller os, at Jesus på dette tidspunkt i sit liv vidste, hvem Gud var, og formentlig også, hvem han selv var.
Han kendte den gerning, som lå foran ham, og det blev bekræftet, da han skulle begynde sin gerning. Det var dengang han blev døbt af Johannes i Jordan, og Helligånden kom over Jesus, og Guds stemme lød fra himlen: Du er min Søn.
Disse ord lød til Herren, men indirekte også til os. Jesus kendte Gud som sin Fader, og Jesus vil, at de, som tror på ham, også skal kende Gud som Fader. Og ikke være i tvivl om det. Ikke i denne sag være præget af vor verdens uro og frygt.
Og fordi Jesus har overvundet synd og død og Djævel, har han også magt til at skænke os denne tro ved Helligånden. Den tro, hvor vi véd, at Gud er vor Fader, og vi er hans børn. Men ham, som kalder os til dette, ham være evig ære og tak.