Det er hårdt at være storebror!

Indimellem kan jeg godt føle en vis sympati med storebroren i dagens tekst, da jeg selv har fem mindre søskende. Jeg elsker dog dem alle sammen meget højt og ser det som et stort privilegium, når jeg står sammen med dem i livets op- og nedture.

At være godt træt af sin lillebror

Det er vist ikke lige sådan, at storebroren i dagens historie har det med sin bror… Han virker til at være godt træt af sin lillebror – og måske med rette. Lillebroren beder om at få sin del af arven udbetalt, mens faren stadig lever. Faren er formentlig nødt til at sælge ud af sit kvæg og måske af sin jord for at kunne udbetale arven. Denne jord har nok været i familiens eje i generationer. Naboer må have undret sig og nok også mistet en god portion respekt for familien. Hele denne situation må have påvirket storebroren rigtig meget.

Storebror som mellemmand?

Ifølge nogle bibelhåndbøger var det faktisk den ældste søns job at gå ud og finde sin lillebror og formidle forsoning mellem far og søn som en slags mellemmand. Og måske har han faktisk opsøgt sin bror? I vers 30 kan vi nemlig læse, at han har en indgående viden om, hvad lillebror har lavet, mens han har været væk. Det er dog ikke storebror, der skaber forsoning. I stedet er han tvær og sur på både far og lillebror.

Og her adskiller denne lignelse sig fra de to andre lignelser i Lukas 15, der også handler om at miste og finde. Jesus fortæller disse tre lignelser som svar til farisærerne og de skriftkloge, efter at de har brokket sig over, at han bruger tid sammen med syndere. I de to første lignelser om det forsvundne får og den tabte mønt leder ejeren intensivt efter det mistede og fester, når det bliver fundet.

Jesus udfordrer farisæerne

I de første lignelser er det, som om Jesus forklarer, hvorfor han opsøger syndere. Men med denne sidste lignelse om den fortabte søn sætter han ekstra hårdt ind over for farisærerne og de skriftkloge. Det er, som om han mellem linjerne siger: ”I er broren! I bør som minimum glæde jer med mig, hver gang en synder søger mig! Men hvis vi sætter tingene lidt på spidsen, så er det faktisk jeres job som ”storebror” at hjælpe med denne forsoning. I bør være dem, der går ud og finder de fortabte!”

Når storebror og lillebror sammen søger Gud

I Børn & Tro samarbejder vi med mange forskellige kirker, der ønsker at række ud til børn og familier i deres nærmiljø. For nylig afholdt vi et kæmpe event sammen med Vrå Baptistkirke. Der var fuld gang i alverdens sjov og spas hele lørdagen, men et sted på pladsen stod også nogle bønnestationer med forskellige kreative muligheder for at bede en bøn. I løbet af dagen så vi et par gange nogle børn fra kirken, der tog deres venner fra byen med over til bønnestationerne og forklarede dem, hvordan de kunne bede til Gud.

Sikke et smukt eksempel på en ”storebror” i troen, som formidler kontakt mellem sin ”lillebror” og sin himmelske far!

Men nu bør vi feste

I slutningen af den tredje lignelse irettesætter faren sin ældste søn: ”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste…” Han indbyder sin ældste søn til at tage del i festen for lillebror, der er blevet fundet igen. Hvor er det fantastisk at vide, at vi altid er i vores himmelske fars nærvær. Han ønsker det bedste både for os – men også for verden omkring os! Tænk, at han har givet os det store privilegium at være med til at skabe forsoning mellem Gud og mennesker. Sikke en mulighed – sikke en fest!

Prædikentekst: Luk. 15, 11-32

Den fortabte søn

Jesus sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød.

Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig.

Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere:

Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde.

Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham.

Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.

Bibelteksten bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.