Vi kan ikke blive på bjerget – endnu!

Når jeg er på ferie i udlandet, får jeg ofte lyst til at slå mig ned i længere tid på det pågældende sted.
Nikolaj Hartung Kjærby
Sognepræst i Husum Kirke, København

På en eller anden måde er det så ærgerligt, at lige så snart man begynder at kunne finde rundt på feriestedet uden at have et kort i hånden, og at kunne sige nogle få sætninger på det lokale sprog, så skal man hjem til den grå hverdag igen! På den anden side ved jeg godt fra de gange, hvor jeg rent faktisk har prøvet at bo og gå i skole i et fremmed land i lidt længere perioder, at på et tidspunkt kommer livet dér også til at opleves som hverdag. Så måske er det lige så meget selve ferien, jeg ønsker forlænget, som det er opholdet i det fremmede?

Når jeg er på en kristen lejr eller et stævne, hvor luften nærmest er tyk af Guds kærlighed og Helligåndens nærvær, ærgrer det mig også, at det ikke kan blive ved med at være sådan, når jeg tager hjem. Gud er naturligvis lige så nærværende derhjemme, men det er altså rarere at være sammen med brødre og søstre om at søge Gud og opbygge hinanden i troen, end at risikere mistænksomhed, kritik eller ligefrem latterliggørelse på grund af min tro.
Dertil kommer, at den lethed og begejstring i bønnen, lovsangen og vidnesbyrdet som jeg ofte oplever, når jeg er på lejr og i den første uge eller to derefter, den har det med at fordufte efter nogen tid. Og de beslutninger, jeg træffer på lejren om, hvordan jeg fremover vil leve mit liv, er jeg sjældent i stand til at føre ud i livet.
Alt i alt kan jeg altså sagtens sætte mig ind i, hvad der fik Peter til at tilbyde at bygge tre hytter der på bjerget. Det var nemlig ikke altid nogen dans på roser at følges med Jesus! Ganske vist fik disciplene lov til at se store mirakler, men de måtte også leve med store afsavn og til tider direkte forfølgelse. Nej, så var det meget rarere at være dér oppe på bjerget sammen med Moses og Elias og den forklarede Jesus i fuldkommen tryghed og lykke!

Men ligesom grunden til at vi holder ferie, er at få nye kræfter til hverdagen derhjemme, havde Jesus også et formål med at tage Peter og Jakob og Johannes med op på bjerget, nemlig at det skulle styrke dem i deres tjeneste nede i lavlandet. Når det blev trist og hårdt, så var det meningen, at de skulle tænke på den åbenbaring, de havde fået af, hvem Jesus virkelig er, og at det skulle styrke dem. Og vi ved fra 2. Peter 2,16-18, at oplevelsen på bjerget virkelig blev ved med at betyde meget for Peter.
Også vores oplevelser på lejre og stævner m.v. bliver givet, for at vi skal blive styrket til vores daglige liv og tjeneste for Gud. Når begejstringen fortager sig, er det altså ikke nødvendigvis tegn på, at der er noget galt, for formålet med de gode åndelige oplevelser er ikke, at vi skal blive i dem, men at vi skal blive opmuntret af at tænke på dem, når vi møder problemer.

Noget af det der især kan opmuntre os ved oplevelserne på ”bjerget”, er i øvrigt, at de er en forsmag på, hvad der venter os engang, når vores arbejde i denne verden er fuldført, og vi kan gå ind til den evige ferie. Der kommer nemlig en dag, hvor Jesus tager os med op på sit hellige bjerg i himlen – ikke for at ruste os yderligere til livet på jorden, men for at vi skal blive der for evigt sammen med Faderen, Sønnen, Helligånden og hinanden. I denne verden kan vi ikke blive på ”bjerget” – men der kommer en dag, hvor vi kan!