Fristet – hvor står du?

Ja, her er der to muligheder, Gud eller Satan. Her prøver Satan at lokke Jesus til forfald, nøjagtig på samme måde som med Eva i Edens have.
Af Peer Laigaard
Kunstner og
forkynder

Forskellen er, at Eva faldt for Satans fristelse, det gjore Jesus ikke. Jesus faldt aldrig for nogen fristelse, han kendte sin Far i himmelen, og Han frister ingen.
Dig og mig, vi er også på valg hver eneste dag, fristelsen lurer alle vegne. Skal jeg købe den nye flotte hvide bil hos den autoriserede forhandler? Den er ikke helt billig, jeg kunne jo også vælge en brugt hos ham den sorte forhandler. Den er billig, ingen papirer, ingen garanti. Men pengene kontant her og nu, og jeg kan køre med det samme. Eller kan jeg?
Bagefter kan jeg ikke finde sælgeren, han er over alle bjerge. Det var også her, Satan stod for at friste Jesus.

To muligheder

Der er altid to muligheder, hvad skal jeg vælge? Her er det vigtigt at kende Guds ord. I Jeremias 33;3 står der: ”Spørg mig, så vil jeg afsløre dig en dyb hemmelighed, som du ikke kender, siger Herren.”
Læg dit problem frem for Herren, og bed ham om en løsning, han vil aldrig skuffe dig. En retfærdig mands bøn fører til store resultater. Jak.5-16.

”Jesus stod på klippegrund. Gør du også?”
Maleri af Peer Laigaard.
Klippegrund

Så hvis vi vil undgå alle faldgruberne og vejsidebomberne, så må vi vandre med Jesus. Jesus stod på klippegrund, gør du også? Satan sagde til Jesus: ”Herfra kan du se alle verdens riger og deres herlighed. Alt det vil jeg give dig, hvis du bare vil kaste dig ned og tilbede mig.”
Da svarede Jesus: ”Vig bort fra mig Satan, thi der står skrevet. Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene”. Da forlod Djævelen ham, og se der kom engle og sørgede for ham. Matt. 4, 8-11.

Kend skriften

Djævelen er en løgner og bedrager, han kender udmærket skrifterne. Gør du også det? Ellers kan du let blive bedraget og ført bag lyset. Men har du taget imod den levende Guds Søn, da vandrer du i lyset, og mørket skal ikke få magt over dig.
Jesus brugte tit bjergene, når han talte til folk. Vi ved ikke, hvad dette bjerg hed i denne beretning, men vi ved, hvad det næste bjerg han sætter sin fod på hedder, når han kommer igen – det er Oliebjerget i Jerusalem.

Guds ord holder

Apropos: vejsidebomber får mig til at tænke på to mødre, som ringede hver for sig fra to forskellige steder i landet. De bad begge om forbøn for deres sønner, som de lige netop havde taget afsked med ude i lufthavnen. Nu var de på vej til Afghanistan. ”Vil du bede for, at de må komme vel igennem denne mission?” blev jeg spurgt.
”Det vil jeg”, svarede jeg, men inden fortalte jeg denne beretning dernede fra: For et års tid siden så jeg på en kristen tv kanal et interview med en amerikansk delingsfører. Han fortalte, at hver morgen inden de forlod lejren, gik Bibelen på omgang. En ny soldat hver morgen læste Salme 91 i Bibelen. Da de skulle hjemsendes, fandt de ud af at, de ikke havde mistet én eneste soldat, ikke én var såret, alle kom hjem i god behold. Kan I gætte hvad begge mødre svarede hver for sig? ”Vi sender en Bibel til vores søn hurtigst muligt.”
Guds ord holder i krig, og det holder i fred.