Frokoststuen er vigtigere end kirken

Birger Nygaard mindede sidste weekend i januar 145 Oase-ledere om, hvor de skal møde danskerne.Kirken er ofte fraværende i de rum, hvor danskernes tro dannes. Og mange præster, menighedsledere og frivillige i kirkerne over alt i Danmark har brug for at lære at møde danskerne lige der, hvor de lever og tror og håber.

Snakken gik livligt i fokusgrupperne, om hvordan man fremmer en helhedskultur i kirken. Foto: Peter Madsen.

Det var budskabet fra Birger Nygaard, da han i weekenden holdt foredrag på DanskOases lederkonference. 145 af bevægelsens ledere var samlet for at søge inspiration hos Gud og hinanden. Et af de vigtige emner var at søge svar på, hvordan vi når længere ud til søgende mennesker.
 Birger Nygaard, medarbejder vedr. Folkekirkens Mission i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, stod for et oplæg, hvor han analyserede danskernes religiøsitet og gav sit bud på, hvordan vi kan være kirke i den tid, vi lever i.
 

Brug for nåde

– Danskerne i dag har brug for en nådeforkyndelse for at lette den byrde, det er at skulle være i uendelig selvudvikling. Der er brug for at arbejde med diakoni, helbredende rum og ikke mindst formning af disciple, påpegede Birger Nygaard i sit oplæg.
Der ligger en stor fare i, at kirken kommer til at sende på en anden kanal end den, hvor danskernes trosdannelse sker.
– Danskernes tro og religiøsitet formes ikke i det tomme rum, men opfanges socialt. Derfor er det måske i den sammenhæng mere vigtigt, hvad der sker i frokoststuen og mindre vigtigt, hvad der sker i kirken, forklarede Birger Nygaard.
En af Birger Nygaards pointer var, at vi som kristne er de ikke-kristnes bibel, og folk vil aflæse, hvad der i vores liv er værd at leve efter.
Både undervisning og netværkssnak på lederkonferencen fortsatte med at handle om, hvordan man i kirken kan fremme en discipelskabskultur, hvor det at være kristen præger hele vores liv.
Eva