Hvordan lyder din egen sang?

”I love, I love, I love your presence” sang jeg sammen med de andre i kirken. Næste sang hed noget lignende, og det gjorde den tredje sang også…
In the glory of your presence
I find rest for my soul
In the depths of your love
I find peace makes me whole

Hvor tit har du ikke stået og sunget en intim lovsang om eller til Gud og Jesus – hvad enten det så er på dansk eller engelsk? Jeg har gjort det tusindvis af gange. Det er en del af gudstjenesten i mange kirker.
Det er ikke altid sangene handler om en oplevelse med Gud, eller om vores enorme kærlighed til Gud – men ofte gør de. Og helt ærligt, så har jeg ikke altid oplevet det, jeg synger om. Jeg har oplevet Guds nærvær på en kraftfuld måde, men det sker ikke så tit. Desværre.

Og hvad med dine erfaringer? Oplever du Guds utrolige nærvær, som du synger eller taler om? Det gør jeg nemlig ikke selv så ofte, som jeg gerne vil, og derfor kan det nogle gange være svært at relatere til nogle af de sange, man synger i kirken.
Men der er jo åbenlyst jævnligt mennesker, som har intime og meget personlige oplevelser med Gud. Gud er virkelig, og Gud gør utrolige ting ved mennesker over hele jorden. Det er jeg ikke i tvivl om, og jeg har hørt folk fortælle det så mange gange.

Men hvad gør vi så, når vi ikke oplever det, vi synger om?
Skal vi sætte forventningerne til Gud ned?

Nej, det ville være dumt. Personligt bliver jeg sulten efter at opleve mere af Guds nærvær. Jeg får lyst til at søge efter det, som de andre fortæller om. Jeg er træt af at synge om et intimt forhold til Gud, når jeg ikke oplever det. Jeg er træt af at fortælle om andres menneskers oplevelser med Gud. Jeg vil fortælle om mine egne oplevelser. Og jeg vil ikke fortælle om, hvad der skete for 20 år siden. Jeg vil fortælle om, hvad der skete i sidste uge!
Vi kan ikke leve på, hvad andre oplever med Gud. Vi kan måske overleve, men har vi ikke brug for at komme i nærkontakt med jordens skaber og leve i det liv af overflod, som Jesus talte om? Det tror jeg.