Jesus er stærkere

Når håbløsheden og negative prognoser driver som et nattemørke ind over sindets landskab,
er der intet så godt som en lys solopgang.I kristendommen er solopgangen en person, og han har et navn: han hedder Jesus! Han er lyset, der er stærkere end ondskabens mørke.
Af Gunni Bjørsted, præst i Bethelkirken, Missionsforbundet, København.

Tilværelsen kan godt tage pippet fra én. Vores omstændigheder og erfaringer kan råbe til os: ”Det er det onde, der har magten! Håb om godhedens sejr er bare ønsketænkning. Krigene bliver da bare ved som altid – bortset fra, at de bliver værre. Mobning og skilsmisser – øger det ikke nærmest i omfang? Og med hensyn til dig selv: dét bliver aldrig bedre!”
Sådan kan håbløsheden fyge om ørerne på os og få os til at trække resignationens vinterhue dybt ned over ørerne, mens vi trasker af sted midt i de kolde vindstød.

For den onde er stærk. Vi læser det i avisen og ser det i nyhederne. Vi hører det fra andre. Og vi erfarer det selv.

Ingen af os har kapacitet og kærlighed nok til for alvor at lave om på det styrkeforhold. Vi har brug for hjælp. Fra én, der er stærkere end alt ondt; én, der kan lyse midt i det tætteste mørke. Fra én, der er ren nok til at gå i nærkontakt med alt det beskidte; én, der elsker med en kærlighed så varm og tøvejrsagtig, at frosten må begynde at give sig.

Og hjælpen er kommet. Jesus er lige her, hvor vi er i vores tilværelse. Han er i fuldt sving med at befri bundne. Teksten begynder med at fortælle, at ”engang var han ved at drive dæmoner ud.” Det er han i gang med hele tiden – dæmoner, ondskab, frygt, had, ensomhed, hævnlyst, forskelsbehandling… alt det skidt og møg, som vi alle sammen har bakset med siden syndefaldet.
For ganske vist er den onde stærk. Men Jesus er stærkere. Han er den, ”der er stærkere, og overvinder ham.” Guds rige har invaderet det ondes regime.

Det lyder godt; og det er godt. Men samtidig bliver jeg ærlig talt udfordret og anfægtet, mens jeg sidder og skriver dette. For det er nemt nok at sidde på sit varme kontor med et tændt stearinlys ved siden af computeren og skrive sætninger om kærlighedens sejr og lysets komme og trulalej. Men jeg ved jo godt, at mens jeg sidder og skriver, lider mennesker fortsat og både har det ondt og gør ondt. Og jeg sidder jo selv og har også i min kontekst så meget brug for Jesus som Den Stærkere!
Men mit livs håb – og min opmuntring til medmennesker – er at have et åbent hjerte for Jesus og følge ham tæt. Vejen frem er at komme til ham med det onde og uoverskuelige i vort liv. Det er at øve os i at se hen til Jesus, når håbløsheden og resignationen er ved at tage magten i vores livsstil. Når vi er ved at indrette os efter det ondes system og sige: ”Nåh ja, sådan er det jo!” Så kommer Jesus til mig og til ethvert menneske, der har bare en sprække af åbenhed i hjertet og udfordrer status quo. Han er Guds egen finger i bevægelse, og han prikker også til os.

Min opmuntring er, at vi har et åbent hjerte – for Jesus! Så det er ham, der fylder det. Det afgørende er ikke, om vort hjerte er skrammet og rodet og slidt. For dét er det jo! – Hvis det ellers har været i brug. Det diskvalificerer ikke fra Jesu tilstedeværelse. Nej, det afgørende er, at det er åbent for ham. Så når det urene uafladeligt vender tilbage og vil ind igen, ja, så møder det Jesus ved døren.
Det er det stærkeste, vi kan gøre i kampen mellem godt og ondt: at have et åbent hjerte for ham, der er god – og stærkest.
For han elsker ethvert menneske så højt, at han ikke på nogen måde accepterer, at de sidder i lommen på den onde. ”Guds Rige er jo kommet nær til jer”, siger han selv til os.