Sagaen om Gilad Shalit – den kidnappede israelske soldat

Historien om den kidnappede israelske soldat, der blev holdt i fangenskab af terrorist-organisationen Hamas i Gaza-striben i fem år, er blevet til en hel saga.
Sagaen vil blive fortalt længe om den 19-årige sergent Gilad Gilad, der blev bortført af Hamas-mænd gennem en tunnel og gemt af vejen, og som ved en utrolig udholdenhed og tro på, at hans mareridt måtte få ende, omsider blev sluppet fri.

Han vendte hjem som en 25-årig mand, der i mellemtiden var blevet et symbol på israelsk sejhed og evne til at forhandle sig frem til en løsning på et svært problem. Ved hjemkomsten blev han modtaget af israelere og af sin familie, der var øre af glæde over at se ham igen – og militæret forfremmede ham til en højere rang.

Da Shalit blev kidnappet, var han ukendt. Han vendte hjem som Israels berømteste soldat og alle israelske forældres søn.

Mange israelere identificerede sig med unge Shalit, fordi de følte, at han var deres søn eller broder – et nært familiemedlem. De havde – dybt berørt – fulgt hans skæbne med vantro, men også med et vist håb.

En stor del af israelerne tjenestegør i hæren, og for miitæret er det en pligt at hæren skal hjembringe sine sårede, dræbte og dem i krigsfangenskab. Det er denne indstillig som har medført, at statsminister Binyamin Netanyahus koalitionsregering med et overvældende flertal godkendte en krigsfangeudveksling med Hamas.

Det var ikke første gang, Israel var i den situation – at udveksle få mod mange. Men for Shalits vedkommende var udvekslingen helt speciel – Shalit, een eneste person, udvekslet med 1000 fængslede palæstinensere – mange af dem med “blod på hænderne”,. d.v.s. at de ved en terroristhandling havde dræbt israelere, og disse terriorsister skulle nu kunne gå frit omkring og for nogles vedkomende begå nye terroristhandlinger.

Men – som Netayahu sagde det efter regeringsbeslutningen om en aftale med Hamas – “her er en mulighed, som næppe kommer igen”.

Netanyahus opgave var uhyre vanskelig. Han var i et dilemma om at udveksle en enkel person mod 1000. Han ville gøre alt for at få den unge soldat hjem, men måtte også tage hensyn til, at løsladte palæstinensiske terrorister påny ville dræbe israelere.

Man har sagt om Netanyahu, at han er en ordets mand – en stor taler – men ikke en handlingens mand. Denne gang viste han lederegensskaber. Han vil blive husket som manden, der bragte Gilad Shalit hjem efter fems års brutalt fangenskab.

Sådan skete det
Det var den 25. juni 2006, at Shilat blev kidnappet. Han blev ikke taget til fange, men bortført. Nogle Hamas-mænd havde sneget sig gennem tunnellen ind på israelsk område, hvot Shalit befandt sig. Under en påfølgende kamphandling, hvorunder to israelsker soldater blev dræbt, blev Shalit kidnappet. Han og andre israelske soldater var stationeret på dette sted for at forsvare civilbefolkningen i det sydlige Israel.

Gilad led i fængslet, fysisk og psykisk. Han var nu og da syg, og tænkte hele tiden over sin situation, men opgav aldrig håbet om at komme ud og hjem. Hans tanker kredsede omkring familien.

Det israelske militær kunne ikke redde ham. Det vidste nogenlunde, hvor han befandt sig, men en israelsk redningsaktion kom ikke på tale, da den ville have kostet mange israelske soldater livet.

Under israelske militæraktioner mod Hamas kunne han tydeligt høre ilden komme nærmere. Men det blev ikke til en befrielsesaktion. En israelsk militær intervention blev af højtstående israelske militærfolk betegnet som urealistisk.

Ensomheden var det værste for ham. Røde Kors havde flere gange anmodet om at besøge ham, men det afviste Hamas blankt. Spørgsmålet om han stadig levede blev besvaret, da man så en Hamas-iscenesat film på TV med en bleg Gilad – i live.

I Norge og Danmark husker mange de fem besættelsesår som de fem forbandede år. Gilad har samme opfattelse af sin tid i fangenskab. Nær statsministerboligen i Jerusalem var der opført en lille teltlejer tilegnet Gilad, med et stort billede af ham og angivelse af, hvor mange dage han havde siddet fængslet.

Det blev til 1941 dage – gentager: 1941.

Det var et uhyre pres for hans forældre, Noam og Aviva Shalit, og hans to brødre, Yoel og Hadas. Rundt om i Israel var der sammenkomster og demonstrationer af unge, der krævede hans frihed.

Også i udlandet kredsede manges tanker om Gilad. Der blev demonstreret for ham i en række byer verden over, og i Norge blev der offentliggjort en liste med flere tusind underskrifter for at få ham befriet.

Flere har sagt, at det er naivt af Norge at tro, at en sådan navneliste vil kunne have en indflydelse,
men det var selve den norske markering, der havde en moralsk betydning. Den norske handling blev modtaget med glæde i Israel.

Hvad kun få ved er, at Gilad i en meget ung alder – 11 år- var forfatter af af en bog med titlen: “Da hajen og fisken først mødtes”, en fabulerende historie om et venskab mellem usandsynlige væsner.
Bogen er udkommet på flere sprog.

Gilad Shalit er – udover at være israelsk statsborger – også fransk. Frankrig har på forskellig vis prøvet at mildne hans situation.

Frankrig har også givet ham den æresbevisning at udnævne ham til æresborger i Paris. Det skete den 16. december 2008 ved en ceremoni arrangeret af Paris’ kommune.

Kun få ved noget om Gilad Shalits dagligdag. Han er tilbagegeholdende, men holder af at være sammen med sin familie og venner. Han er meget interesseret i sport og matematik. Han følger, hvad der sker i tuneringer verden over, fra tennis og basketball til cykling og atletik. Hvis man skulle ønske at vide resultat af en turnering et eller andet sted i verden – er det Gilad Shalit man skal spørge.

Han er en introvert ung mand og taler nødigt om sin tid i fangenskabet. Men måske man kommer til at vide mere, hvis han skriver en bog om sine fem forbandede år.