Stor skandinavisk indvandring til Israel

Indvandringen af jøder fra Norden til Israel er en af de relativt største immigrationer til landet, og ifølge indvandrerorgaisationen “Jewish Agency” er ialt omkring 5600 personer fra Danmark, Norge, Finland og Sverige kommet til Israel siden statens oprettelse for snart 65 aar siden.
Tallene omfatter henved 2600 fra Sverige, lidt over 1700 fra Danmark, ca. 500 fra Norge og omkring 800 fra Finland. I realiteten menes tallene imidlertid at ligge højere, idet ikke få immigrater til Israel fra de nordiske lande indvandrer uden om “Jewish Agency”.

Det er imidlertid ikke alle indvandrere fra Norden, der er jøder. I Galilæa lever henved 400 danske kvinder, der er gift eller partner med en israeler. De mødtes, da den danske kibbutz-organisation DAKIV (Danske Kibbutz Venner) for mange aar siden havde hundreder af unge danske kvinder paa landbrugsarbejde i Israel, hvilket gav dem points i deres senere uddannelse. Et stort antal af disse kvinder forblev i Israel. Et synligt resultat er, at der er mange lyshårede børn og unge i det nordlige Israel – og at der høres og tales meget dansk i denne del af landet.

Tilsvarende DAKIV har nordmændene haft et NORKIV, svenskerne et SVEKIV og finnerne et FINKIV, men de eralle forsvundne i takt med, at Israel er blevet et mindre populært rejsemål.

Immigrationen til Israel fra Norden betegnes som ‘stor” set paa baggrund af, hvor relativt få jøder der er i de nordiske landde. Ca. en fjerdedel af Danmarks omkring 7000 jøder (hvoraf blot de 2000 betaler menighedsskat) lever nu i Israel. Og henved halvdelen af Norges jødiske befolkning paa 1100- er taget til Israel.

Hvis de nordiske tal skulle projiceres over på USA, skulle mindst 1/3 af Amerikas jøder være indvandret til Israel – to millioner – men der er blot 100.00 amerikanske jøder i Israel.

En stor del af indvandrigen fra Norden er af unge, religiøse jøder, der mener, at de blot i Israel kan leve en religiøs tilværelse. De menes at udgøre lidt over halvdelen af indvandrerne. Mindretallet er verdslige, men de finder ogsaa Israel tiltrækkende, fordi de her kan leve i et fællesskab med andre jøeder og bevare jødiske traditioner.

Deres korrespondent har talt med en af dem, der har boet længe i Israel – Poul Melchior, lærer og vicerektor for et gymnasium. Han er 74, men ser ud til at være halvdelen af sin alder. Han er søn af Danmarks navnkundige overrabbiner, Marcus Melchior, og er glad og stolt over at være medlem af en familie, der i flere generationer har skaffet rabbinere og overrabinere til store dele af Skandinavien.

Poul bor med sin familie i Ra’anana, den by i Israel. som er en af de mest moderne og progressive i landet, med et indbyggertal på 80.000 og en central beliggenhed midt i Israel. Han siger imidlertid, at en bolig er dyr i byen, hvilket afholder mange unge fra at tage dertil.

Han siger, at der er mange skandinaver i Ra’anana, og adskillige inter-nordiske ægtepar, som f. eks hvor den ene ægtefælle er dansk og den anden norsk eller svensk.

Han siger, at de fleste af nordboerne er folk i 50-års alderen, generationen efter ham.

På spørgsmålet om skadinaviske jøder har medbragt noget særligt til gavn for Israel, henviser han til en joke efter endt shabbatmaaltid, da en mand sagde, at han gerne ville have en “Gammel Dansk”.

Blandt de, der hvert år rejser til Israel for at være med til at fejre jødiske højtider, er Herbert Krogmann, København, pensioneret handelsmand, der har levet i Israel i 15 år og nu kommer hertil på sit vistnok 16. pesach (påske)-besøg i byen Natanya, hvor han tidligere boede fast. Han ser frem til at mødes med venner og familie, der lever i Israel. Han er 86 år, har overstået ikke få sygdomme og er noget gangbesværet – men det forhindrer ham ikke i at tage til Israel ved forårstid, år efter år.

Først og fremmest er det imidlertid problemet med at finde en jødisk ægtefælle i Norden, der angives som hovedgrund til tl at tage til Israel. I Norden, siger nogle sagkyndige, gifter omkring 80 procent af unge jøder sig med en ikke-jødisk person, hviket er en af de højeste assimilationsrater nogetsteds.
– Der er ike nok at tage fra, siger en ung norsk jøde, der agter at leve i israel. Han ønsker at være anonym, ikke mindst over for sin familie i Norge. Han og nogle andre skandinaviske indvandrere siger, at “der mangler noget i jødisk liv i Norden”. De siger at
Israel har alt det, som flere unge jøder i Norden søger – først og fremmest et kulturelt og socialt fællesskab med andre. Derr mangler noget for at unge jøder fortsat vil leve i Norden. Det er ikke en mulig terrorisme, der holder folk tilbage fra at rejse, men frygten for ikke at finde et passende arbejde i Israel, så man kan klare sig paa samme måde som hjemme i Norden.

En anden ung indvandrer, en svensker, der også ønsker at være anonym af hensyn til sin familie, siger at elever paa jødiske skoler i Skandinavien ikke bliver undervist i jødedom med virkelig forståelse for og tilknytning til det jødiske.
– Lærerne er kvalificerede nok, men den jødedom, man lærer om i jødiske skoler i Norden idag “fører ikke til noget videre”, siger han.

Denne unge mand siger, at han selvfølgelig ved, at ikke få skandiaviske jøder har slaaet sig ned i USA, England og andetsteds, men – understreger han – “det er blot i Israel man føler sig hjemme”.
– Det er nok for sent at gøre noget i Norden, siger han med bedrøvelig mine. De unge forsvinder ud af det jødiske liv, saa snart de har forladt skolen, fordi de ikke har noget, de kan samles om. De jødiske menigheder i Norden vil dog nok eksistere om 100 år og om 200 år, men måske med færre institutioner, end de har idag. Men udvandringen til Israel vil fortsætte. Alle har deres grund til dette.