En kirke til de hjemløse

For nylig skulle jeg skrive noget, der har relation til de hjemløse, og jeg kom i tanke om, at jeg havde en varm kjole, jeg gerne ville forære en hjemløs kvinde, jeg mødte, da jeg skrev en artikel til et dagblad for nogle år siden.
Hendes kæreste var dengang død af kulde ikke så lang tid forinden – og hun kom selv lige fra hospitalet. Alligevel var hun super kærlig og givende og stillede positivt op til interview og fotografering. Desværre kunne jeg ikke forære hende kjolen, for hun er også død nu.
Dengang jeg skrev om de hjemløse, kom der også en ung smuk mand. Jeg kunne mærke, at han var flov over, at jeg så, at han var hjemløs. Han skyndte sig at gå, fordi jeg var der. Det stak i mit hjerte.
”Hvis du nu fik det rigtigt dårligt…fordi tingene gik helt galt for dig, og du blev hjemløs…kunne du så tænke dig at stå og sælge hjemløseavisen?” spurgte jeg en præst.
”Nej, det kunne jeg ikke. Det ville være for svært for mig at overvinde den grænse”, svarede han ærligt.
Måske er det ”man-skal-yde-for-at-nyde-tanken”, der ligger bag konceptet. Den store succés. Men man skal behandle andre, som man selv ønsker at blive behandlet.
Jeg tror heller ikke, at jeg ville synes, det var fint at blive stemplet som og skulle udstilles som hjemløs, hvis jeg havnede i en meget sårbar situation. Det ville nok gøre det endnu sværere for mig at rejse mig igen bagefter.
Jeg tror, jeg ville synes, at det var rart, hvis der fandtes en kirke, hvor man bare kunne gå hen og føle sig velkommen. Hvor man var beskyttet mod overfald. Under Guds tag. Og hvor mennesker, der ville hjælpe, bare gjorde det…og hvor man ikke behøvede at vide, hvem der var hjælpere og hvem der var hjælpeløse – hvem der gav af deres overskud (de økonomisk velstillede) og af deres underskud (dem, der ikke har samlet så meget sammen).
Derfor kan jeg ikke lade være med at håbe på, at en at de tomme kirker i København kan komme de hjemløse til gode. Og være åben om natten hele vinteren i nødstilfælde, så ingen behøver fryse ihjel. Og hvor man – både præster, frivillige og hjemløse – bare kan give et nap med, hvis man skulle få overskud…ellers lade være. Et sted hvor det er forbudt af blæse i trompet af lutter selvtilfredshed. Et ydmygt sted, hvor man føler sig velkommen, ikke bliver set skævt til og ikke skal tvinges til noget som helst. Hvor man kan give eller modtage af et godt hjerte.

Af Tina Varde
Freelance-journalist, Solrød Strand